MRF 2025.113
Planklagenævnets afgørelse af 30. juni 2025, j.nr. 24/07776
Forbud efter planlovens § 43 mod opførelse af aluminiumsoverdækning delvist ophævet, da bestemmelse i servitut fra 1943 om, at bygninger skulle gives en ensartet arkitektonisk behandling, ikke var tilstrækkelig klar og præcis. Derimod var en anden bestemmelse i samme servitut om bebyggelsesprocent tilstrækkelig præcis, og kommunen havde en aktuel planlægningsmæssig interesse i at undgå yderligere overbebyggelse i strid med servitutten.
Efter modtagelse af E’s ansøgning om byggetilladelse til opførelse af aluminiumsoverdækning på E’s bolig meddelte Rødovre Kommune i juli 2024 forbud mod byggeriet efter planlovens § 43 med henvisning til en privatretlig servitut fra 1943. Af servituttens pkt. 1 fremgik bl.a.: ”Bygningerne der opføres paa Grunden skal paa alle frie og synlige sider, ogsaa de mod Nabo vendende eventuelle Gavle og Bagmure gives en ensartet arkitektonisk Behandling”, og af pkt. 3 fremgik: ”Kun en Femtedel af Parcelarealet maa bebygges”. Kommunen begrundede forbuddet med, at den overdækkede terrasse stred mod servituttens formål, og at yderligere overbebyggelse inden for området var uønsket. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig anførte, at servitutten ikke var tilstrækkeligt klar til at kunne håndhæves, og at kommunen savnede en aktuel planlægningsmæssig interesse i håndhævelsen. Planklagenævnet (formanden) fandt i relation til servituttens pkt. 1, at bestemmelsen ikke havde den fornødne klarhed og præcision, da det var uklart, hvornår bygninger fremstår arkitektonisk ensartet, og at bestemmelsens fortolkning i vidt omfang var skønspræget. Allerede af denne grund fandt nævnet, at pkt. 1 ikke kunne håndhæves. For så vidt angik servituttens pkt. 3 fandt nævnet, at bestemmelsen havde et sådant indhold, at den kunne håndhæves, idet nævnet bemærkede, at det er en forudsætning for håndhævelse efter planlovens § 43, at servitutten omhandler forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i lokalplan. Da overdækningen ville medføre yderligere overbebyggelse af ejendommen, fandt nævnet, at overdækningen var i strid med servituttens pkt. 3. Herefter var spørgsmålet, om kommunen havde den fornødne aktuelle planlægningsmæssige interesse i at kræve servituttens pkt. 3 overholdt. Nævnet konstaterede, at kommunen havde begrundet forbuddet med, at ejendommen allerede var overbebygget i forhold til servitutten, og at der ikke ønskedes yderligere overbebyggelse i området. Herefter fandt nævnet, at pkt. 3 ikke var utidssvarende, hvorfor den kunne håndhæves af kommunen. Nævnet fandt videre, at kommunen havde foretaget en konkret og skønsmæssig vurdering af det ansøgte, som var baseret på saglige og aktuelle planlægningsmæssigt relevante hensyn, herunder områdets karakter og fremtræden. På denne baggrund ophævede nævnet den del af afgørelsen, der vedrørte servituttens pkt. 1, mens der ikke kunne gives medhold i klagen for så vidt angik servituttens pkt. 3.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at kommunens håndhævelse af privatretlige servitutter efter planlovens § 43 forudsætter, at servitutbestemmelsen opfylder de almindelige krav om bestemthed, og at servitutten ikke er bortfaldet ved interessebortfald eller på anden måde, jf. MRF 2025.70 Pkn. Se tillige MRF 2025.112 Pkn med kommentar.