MRF 2025.70
Planklagenævnets afgørelse af 17. januar 2025, j.nr. 23/14386
Ophævet forbud efter planlovens § 43 mod ejers opførelse af nyt etagebyggeri i strid med privatretlig servitut fra 1929, da området havde ændret sig og nu var præget af etagebyggeri, og intentionerne bag servitutten ikke længere var til stede, hvorfor kommunen ikke havde en aktuel, planlægningsmæssig interesse i håndhævelse af servitutten.
Efter modtagelse af E’s ansøgning om byggetilladelse til opføres af etageejendom med 21 boliger meddelte Lyngby-Taarbæk Kommune i november 2023 forbud efter planlovens § 43 med henvisning til, at det ansøgte byggeri var i modstrid med privatretlig servitut fra 1929. Af servitutten fremgik bl.a. at der på ejendommen ”kun maa påføres en Beboelsesbygning til Benyttelse for én Familie. Herunder maa der opføres et Formerværksted med tilhørende Skure, men Værkstedets Grundflade maa ikke være over 300 Kvadrat Alen”. Der var på ejendommen i 1930’erne opført et formerværksted, der senere blev revet ned, samt en administrationsbygning, og i 1950’erne en bygning der husede en religiøs bevægelse. Ejendommen var omkranset af ejendomme, hvorpå der var opført andre etagebyggerier. Kommunen begrundede forbuddet med, at etagebyggeri var i strid med servitutten, og at kommunen ikke ønskede en bygning af de ansøgte omfang på ejendommen. Afgørelsen blev påklaget E, der gjorde gældende, at området siden servitutvedtagelsen i 1929 havde ændret sig betragteligt, idet området dengang udgjorde et erhvervsområde med tilknyttede enfamiliehuse, der sidenhen havde udviklet sig, og i dag var præget af etagebyggerier. Det sidste enfamiliehus var nedrevet i 1990’erne, hvortil kom, at der også havde været opført en bygning til brug for en religiøs bevægelse på ejendommen. Dermed havde kommunen ifølge E ingen aktuel planlægningsmæssig interesse i håndhævelse af servitutten. Planklagenævnet (formanden) fandt i sagen anledning til at tage stilling til, om der var hjemmel til håndhævelse efter planlovens § 43, hvilket beroede på, om der forelå den fornødne planlægningsmæssig interesse i håndhævelse af servitutten. Nævnet konstaterede herefter, at ønsket om at friholde en ejendom for bebyggelse i udgangspunktet udgjorde en sådan interesse. Imidlertid kunne nævnet konstatere, at området i dag var præget af etagebyggerier, og ikke som tidligere af erhverv med tilknyttede enfamiliehuse, som servitutten efter sin ordlyd tilsigtede at opretholde. Nævnet fandt på den baggrund, ”at intentionerne bag servitutten ikke længere er til stede, og at kommunen derfor ikke har en aktuel, planlægningsmæssig interesse i håndhævelse af servitutten”, hvorefter nævnet ophævede kommunens påbud efter § 43.
Kommentar: Mens Planklagenævnets ophævelse af påbuddet efter § 43 må tiltrædes, er nævnets begrundelse problematisk, da den sammenblander retsgrundlaget for håndhævelsen med spørgsmålet om planlægningsmæssig interesse. Hvis kommunen grundet fremtidige arealovervejelser måtte ønske at friholde E’s ejendom fra etagebyggeri, er dette en gyldig planlægningsmæssig interesse, som nævnet ikke kan underkende, uanset om der på naboejendommene er opført etageboliger. Afgørelsen vedrører imidlertid en vanskelig problemstilling, nemlig om en kommune efter planlovens § 43 kan håndhæve en privatretlig servitut, der efter servitutretten må anses for bortfaldet som følge af interessebortfald, men hvor servitutten fortsat er tinglyst på ejendommen. På den ene side må anføres, at en kommune ikke kan håndhæve en servitut, der er bortfaldet som følge af interessebortfald, da kommunens kompetence efter § 43 er begrænset til gyldige servitutter. Men omvendt tilkommer det ikke kommunen som planmyndighed at afgøre, om en servitut er bortfaldet, da denne kompetence ligger hos den påtaleberettigede og ejeren af den tjenende ejendom, og i mangel af enighed mellem parterne om interessebortfald må dette afgøres af domstolene, ikke af kommunen som planmyndighed. Dette ændrer imidlertid ikke ved, at kommunens håndhævelse af privatretlige servitutter efter planlovens § 43 forudsætter en præjudiciel vurdering af, at den privatretlige servitutbestemmelse fortsat er gyldig. Er dette tilfældet, kan kommunen efter § 43 håndhæve servitutten, hvis dette er begrundet i planlægningsmæssige hensyn. Planlægningsmæssige hensyn er imidlertid ikke tilstrækkeligt til, at en kommune efter planlovens § 43 kan håndhæve en servitut, der retligt må anses for bortfaldet. Hvis en servitut må anses for bortfaldet, men ikke er slettet fra tingbogen, og kommunen har et planlægningsmæssigt begrundet ønske om at håndhæve ordlyden af den bortfaldne servitut, må kommunen i sådanne tilfælde meddele forbud efter planlovens § 14.