MRF 2025.92
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 11. juni 2025, j.nr. 24/11139
Ophævet og hjemvist miljøgodkendelse til udledning af renset spildevand fra Skærbækværket, da Miljøstyrelsen ikke havde godtgjort, at to overvågningsstationer beliggende hhv. 600 m og 1 km fra udledningspunktet var repræsentative for, om der var sket forringelse af kystvandenes tilstand uden for blandingszonen. Væsentlighedsvurdering af koncentrationsstigning af miljøfarlige stoffer i sediment skal begrundes. Uklart, om bestemmelserne om blandingszoner i direktivet om miljøkvalitetskrav kun finder anvendelse på stoffer oplistet i direktivets bilag I, del A, eller om det også gælder for zink, som det fremgår af bekendtgørelse 2017/1433, hvilket burde overvejes ved fornyet behandling.
Miljøstyrelsen meddelte i oktober 2024 miljøgodkendelse til udledning af renset spildevand fra varmekraftværket Skærbækværket til kystvand nr. 125, Kolding Fjord, ydre, beliggende øst for kystvand nr. 124, Kolding Fjord, indre, og vest for kystvand nr. 231, Lillebælt, Snævringen. Disse kystvande er i miljømålsbekendtgørelsen (2023/819) målsat til god økologisk og kemisk tilstand, men den kemiske tilstand er ifølge vandplanerne ikke god. Miljøgodkendelsen indeholdt bl.a. tilladelse til udledning af spildevand indeholdende en række miljøfremmede stoffer som kobolt, kviksølv, molybdæn, sølv, tallium og zink, hvor miljøkvalitetskravene var overskredet. Miljøstyrelsen havde derfor udpeget ”blandingszoner” i en udstrækning på 3 m fra udledningspunktet (35 m for tallium). Styrelsen havde med udgangspunkt i styrelsens FAQ-vejledning foretaget en vurdering, der konkluderede, at udledningen ikke ville medføre uacceptable stigninger af koncentrationen i vandfasen, sediment og biota, og at udledningen ikke ville medføre en målbar stigning af de pågældende stoffer i repræsentative overvågningspunkter beliggende hhv. ca. 600 m og ca. 1 km fra udledningspunktet, hvor styrelsen havde anvendt en afrundingsmetode, hvor klassificeringen blev foretaget ved en afrunding af måledata til det sidste betydende ciffer i stoffernes miljøkvalitetskrav. Miljøgodkendelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening (DN), der anførte, at der allerede var overskridelser af miljøkvalitetskrav og miljøkvalitetskriterier for en række stoffer i vand, biota og sediment i de tre kystvande, hvorfor mertilledning ikke kunne accepteres, da dette ville hindre målopfyldelse. DN anførte videre med henvisning til MRF 2023.78 Mfk, at styrelsens FAQ-vejledning var i strid med vandrammedirektivet, og at der ikke kan udpeges blandingszoner i vandområder, hvor koncentrationen af miljøfarlige forurenende stoffer i forvejen er for høj. DN anførte endvidere, at der ikke kunne anvendes en målestation ca. 1 km fra udledningspunktet, da det ville medføre, at blandingszonen blev for stor. Miljø og Fødevareklagenævnet lagde med henvisning til sag C-461/13, sag C-535/18 (MRF 2020.5) og sag C-525/20 (MRF 2022.14) til grund, at der foreligger en forringelse i vandrammedirektivets forstand, når den relevante grænseværdi for et stof allerede er overskredet, hvis udledningen vil medføre en stigning af koncentrationen i det pågældende stof, og vurderingen heraf skal baseres på videnskabelige modeller, men at det ikke fremgår af vandrammedirektivet, hvordan dette konkret skal vurderes. Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at underkende Miljøstyrelsens afrundingsmetode eller anvendelsen af repræsentative overvågningspunkter for at opnå et tilstrækkeligt præcist billede af udledningens tidsmæssige og rumlige virkninger på tilstanden. Da Miljøstyrelsen imidlertid ikke havde begrundet, hvorfor de to overvågningsstationer ca. 600 m og ca. 1 km fra udledningspunkterne var repræsentative for kystvandets tilstand, fandt nævnet, at miljøgodkendelsen led af en retlig mangel, idet det ikke var godtgjort, at udledningen ikke ville medføre en forringelse af kystvandenes tilstand, hvorfor et enstemmigt nævn ophævede og hjemviste afgørelsen med to yderligere bemærkninger i forbindelse med Miljøstyrelsens fornyede behandling. I forhold til DN’s indsigelse om overskridelse af den nationalt fastsatte grænseværdi for zink bemærkede nævnet, at efter nævnets forståelse af direktiv 2008/105 om miljøkvalitetskrav for miljøfarlige stoffer kan der kun anvendes blandingszoner for de miljøfarlige stoffer, der fremgår af direktivets bilag I, del A, og dermed ikke for zink, men omvendt fremgår af bekendtgørelse 2017/1433 om krav til udledning af visse forurenende stoffer, at blandingszoner også kan anvendes på andre miljøfarlige stoffer som zink. Nævnet opfordrede derfor Miljøstyrelsen til at overveje, om der kan anvendes blandingszoner for nationalt specifikke stoffer som zink. I forhold til DN’s indsigelse om, at enhver koncentrationsstigning i sediment er væsentlig, mens Miljøstyrelsen havde anvendt FAQ-vejledningens tærskelværdier på 1 % henholdsvis 5 % bemærkede nævnet, at dette kan betragtes som vejledende, men ikke kan træde i stedet for en konkret vurdering, og at det ikke af miljøgodkendelsen fremgik, hvad Miljøstyrelsen konkret havde inddraget i vurderingen af væsentligheden af de enkelte stoffers koncentrationsstigning, og at der bør indgå påvirkningen af stofkoncentration over tid, hvor overvejelser om persistens bør indgå.
Kommentar: Afgørelsen bidrager til en afklaring af, hvordan vandrammedirektivets forbud mod forringelse af vandmiljøet skal fortolkes i forhold til miljøfarlige stoffer. Sagen blev konkret afgjort på, at de to repræsentative overvågningsstationers placering på ca. 600 m henholdsvis 1 km fra udledningspunktet ikke var begrundet nærmere. I forhold til brugen af blandingszoner, som har været omtvistet, peger nævnet på en uoverensstemmelse mellem direktivet om miljøkvalitetskrav og den danske gennemførelse. Se hertil Basse og Elbæk, De retlige rammer for anvendelse af blandingszoner, TfM 2023.117 samt Pagh, Bliver vandmiljøet forureningsfrit, når EU-lovgiver beslutter det?, TfMKE 2026, s. 3. Miljø- og Fødevareklagenævnets ophævelse af miljøgodkendelsen af Skærbækværket giver i øvrigt anledning til den selvstændige problemstilling, at varmeværket fortsat er i drift og som følge heraf udleder spildevand, der dermed sker uden den nødvendige miljøgodkendelse. Det må tiltrædes, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke tog stilling til dette, da det må anses for et tilsynsspørgsmål, som nævnet ikke kan behandle, jf. også MRF 2023.217 Mfk om vandindvinding fra Tissø. Frem til der foreligger den fornødne miljøgodkendelse, er det mest nærliggende, at tilsynsmyndigheden accepterer fortsat drift, så længe den ophævede miljøgodkendelse ikke overtrædes, som det er uddybet i kommentaren til MRF 2024.271 Mfk og MRF 2024.303 Mfk.