MRF 2022.14
EU-Domstolens dom af 5. maj 2022, 2. afd., sag C-525/20, Association France Nature Environnement (Impacts temporaires sur les eaux de surface)
Hvis et projekts anlægsaktiviteter forringer vandkvaliteten i et vandområde omfattet af vanddistriktsplanerne, så vandkvaliteten midlertidigt falder i forhold til et af vandrammedirektivets parametre for vandkvalitet, kan projektet ikke tillades efter vandrammedirektivets art. 4(1)(a), der forbyder enhver forringelse af vandmiljøet, men projektet kan tillades efter undtagelsen i vandrammedirektivets art. 4(7) for bæredygtig vandanvendelse. Det gjorde ingen forskel, at Kommissionen havde udsendt en vejledning, hvorefter midlertidige kortsigtede virkninger på vandmiljøet ikke blev anset for en forringelse af vandmiljøet.
Efter vandrammedirektivets art. 4(1)(a) er der forbud mod at forringe vandmiljøet i alle vandområder, hvor der er vedtaget et indsatsprogram, medmindre der er grundlag for at anvende en af undtagelserne i direktivet, navnlig art. 4(7). Baggrunden for denne sag var, at den franske NGO Association France Nature Environnement havde anlagt et annullationssøgsmål ved Conseil d’État (den øverste franske forvaltningsdomstol) med henblik på at ophæve et regeringsdekret, hvorefter forringelse af vandmiljøet ikke skulle tage hensyn til ”midlertidige kortsigtede virkninger, som er uden langsigtede konsekvenser”. Den franske NGO henviste til, at direktivet ikke indeholder en sådan undtagelse. Den franske regering afviste indsigelsen og henviste til den af Kommissionen udsendte vejledning nr. 36 fra december 2017 om undtagelser fra miljømålene i overensstemmelse med art. 4(7), hvorefter det ikke er nødvendigt at anvende undtagelsen i art. 4(7) for kortsigtede midlertidige virkninger. Da en sådan undtagelse ikke fremgår af direktivet, førte sagen til præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkning af forbuddet mod forringelse af vandmiljøet i art. 4(1)(a) og fortolkning af undtagelsen i art. 4(6) og 4(7), hvor Kommissionen og flere medlemsstater indtrådte til støtte for den franske regering. EU-Domstolen tog udgangspunkt i, at de i medfør af vandrammedirektivet fastsatte miljømål ikke er programmatiske, men har retligt bindende virkning og også vedrører tilladelse til projekter, når vandområdets økologiske tilstand er fastlagt. EU-Domstolen henviste til den tidligere dom i sag C-461/13 (Weser), hvor det tillige blev fastslået, at ”forringelse af tilstanden” ikke omfatter enhver forringelse af tilstanden, men er begrænset til de tilfælde, hvor mindst ét af de økologiske, fysiske og kemiske kvalitetsparametre falder et niveau, selv om forringelsen ikke fører til, at hele vandområdet rykker en klasse ned, og at medlemsstaterne derfor er forpligtet til at afslå tilladelser til projekter, der har en sådan virkning, medmindre der er grundlag for at anvende undtagelserne. Som følge heraf skal de nationale myndigheder ved tilladelse til projekterer kontrollere, at tilladelsen ikke er i modstrid med dette forbud mod forringelse af vandmiljøet i vandrammedirektivet. Herefter afviste EU-Domstolen, at forbuddet mod en sådan forringelse af vandmiljøet ikke omfattede midlertidige kortsigtede virkninger uden langsigtede konsekvenser, da forbuddet har fået selvstændig retlig status og ikke blot indgår som et instrument (præmis 31 og 35). I forhold til den franske regerings argument om, at dette vil ramme ’genforvildningsprojekter’ og andre miljøforbedrende tiltag i vandmiljøet, bemærkede EU-Domstolen, at disse projekter vil kunne tillades efter art. 4(7), som fastslået i bl.a. sag C-346/14 (præmis 43-44).
Kommentar: Dommen er ganske vidtgående, da den understreger det vidtgående anvendelsesområde for forbuddet mod forringelse af vandmiljøet i vandrammedirektivets art. 4(1)(a), men samtidig viser dommen, at det er nødvendigt at anvende undtagelsen for bæredygtig vandanvendelse i vandrammedirektivets art. 4(7) i en helt anden udstrækning, end det er sket i dansk praksis, hvor der ikke ses afgørelser fra klagenævnet, hvor undtagelsen i art. 4(7) er anvendt. Dette har bl.a. direkte betydning for de mange vådområdeprojekter, hvor der typisk sker en midlertidig forringelse af vandkvaliteten, som ofte vil udgøre en kortsigtet midlertidig forringelse af vandmiljøet. Dommen viser samtidig, at man skal være forsigtig med at læne sig op ad Kommissionens vejledninger om juridiske spørgsmål, uanset disse udarbejdes i samarbejde med medlemsstaternes miljømyndigheder. Hvis indholdet i et direktiv skal ændres, må det ske ved ændring af direktivet. Den i sagen omtalte vejledning nr. 36 er nævnt i generaladvokatens fodnote 39 som: Vejledning nr. 36 om ”Undtagelser fra miljømålene i overensstemmelse med artikel 4, stk. 7 – Nye ændringer af et overfladevandområdes fysiske karakteristika, ændringer i grundvandsstanden eller nye bæredygtige menneskelige udviklingsaktiviteter”. Vejledningen kan hentes på følgende link: https://circabc.europa.eu/ui/group/9ab5926d-bed4-4322-9aa7-9964bbe8312d/library/ef4bb326-ccef-4f90-a283-7bea542c7e48?p=1&n=10&sort=modified_DESC. Derimod kan det have betydning for vurderingen af, om en medlemsstats overtrædelse af EU-retten er ansvarspådragende, at en EU-institutions holdning har været medvirkende til vedtagelsen eller opretholdelsen af nationale foranstaltninger eller praksis i strid med EU-retten, jf. f.eks. sag C-118/00, Larsy, præmis 39.