MRF 2020.5
EU-Domstolens dom af 28. maj 2020, 1. afd., sag C-535/18 Land Nordrhein-Westfalen
Undersøgelse af afledning af overfladevand fra motorvejsprojekt til grundvand og vandområder omfattet af vandrammedirektivet skal indgå i miljøvurdering og offentlig høring efter VVM-direktivets art. 6 forud for tilladelse til projektet. Det er i modstrid med disse regler, at undersøgelsen af vandpåvirkning først gennemføres efter den offentlige høring. Når lodsejere indvinder grundvand, der er berørt af afledning af overfladevand fra motorvejen, er lodsejerne berørt direkte på en måde, der giver lodsejerne ret til prøvelse efter VVM-direktivets art. 11, jf. TEUF art. 288 og TEU art. 19.
Den 27. september 2016 gav myndighederne i Nordrhein-Westfalen tilladelse til at anlægge en motorvejsstrækning på 3,7 km, hvilket bl.a. omfattede tilladelse til udledning af regnvand til tre overfladevandområder og grundvand på nærmere vilkår. Forud for tilladelsen blev der udarbejdet en miljøvurdering, der var i offentlig høring ca. 6 år tidligere fra den 30. august til 29. september 2010, men miljøvurderingen omfattede ikke en belysning af afvandingens påvirkning af overfladevand og grundvand, og disse oplysninger kom først frem, efter at en række lodsejere havde anlagt retssag og anfægtet tilladelsen af 27. september 2016. Dette gav anledning til en præjudiciel forelæggelse fra den tyske domstol om fortolkning af VVM-direktivets art. 6 og 11 og vandrammedirektivets art. 4 samt Århus-konventionens art. 6 og 9, og om mulighed for at afvise sagsanlæg, hvis processuelle fejl ikke har haft betydning for tilladelsen. EU-Domstolen anerkendte, at det ikke er i modstrid med VVM-direktivets art. 11 at afvise sagsanlæg vedrørende processuelle fejl, der ikke har haft betydning for afgørelsens indhold, men fastslog herefter, at dette ikke gælder, hvis den processuelle fejl har frataget den berørte borger ret til at deltage som fastlagt i VVM-direktivets art. 6, hvilket forudsætter, at den offentlige høring indeholder alle de oplysninger, som kræves efter VVM-direktivets art. 6 (præmis 62 og 63). Hvis oplysninger om projektets påvirkning af vandområder ikke stilles til rådighed for offentligheden under den offentlige høring, er den berørte offentlighed ikke i stand til at deltage på en meningsfuld måde i beslutningsprocessen (præmis 62). Det er i modstrid med vandrammedirektivets art. 4, hvis undersøgelsen af et projekts påvirkning af vandområder først sker efter, at der er meddelt tilladelse (præmis 76), ligesom det er i modstrid med VVM-direktivets art. 6, hvis oplysninger om projektets påvirkning af vandkvalitet af grundvand og overfladevand ikke stilles til rådighed for offentligheden under den offentlige høring forud for tilladelsen. Herefter fastslog EU-Domstolen, at forbuddet mod forringelse af vandmiljøet i vandrammedirektivets art. 4(1) ved tilladelse til projekter også omfatter grundvand, og at dette forbud kun kan fraviges under de i Vandrammedirektivets art. 4(7) anførte betingelser, jf. C-461/13. EU-Domstolen fastslog endvidere, at hvis lodsejerne lovligt anvender grundvand, der påvirkes af afledning af overfladevand fra vejen, er lodsejerne berørt direkte på en måde, der giver lodsejerne ret til prøvelse efter VVM-direktivets art. 11. Lodsejerne skal som følge heraf have adgang til ved de nationale domstole at få prøvet, om myndighederne har tilsidesat forpligtelsen til at forebygge forringelsen af vandområder og forpligtelsen til at forbedre vandets tilstand.
Kommentar: Dommen understreger den direkte effekt af VVM-direktivets art. 11 om den berørte offentligheds ret til at blive inddraget på grundlag af de oplysninger om miljøvirkninger, som VVM-direktivet kræver, før der gyldigt kan meddeles tilladelse til projekter omfattet af VVM-direktivet. Dommen understreger endvidere, at den berørte offentlighed skal have adgang til uafhængig prøvelse, og at den berørte offentlighed også omfatter lodsejere, der anvender grundvand. Selv om Domstolen accepterer, at mindre processuelle fejl ikke medfører ugyldighedsvirkning af tilladelsen, gælder dette kun, hvis VVM-direktivets minimumskrav til miljøvurdering og høring af den berørte offentlighed er opfyldt.