MRF 2025.117
Vestre Landsrets dom af 4. november 2025, 3. afd., sag BS-5930/2019-VLR
(Claus Rohde, Erik P. Bentzen og Tina Lang Christensen (kst.))
Selskab 1 (adv. Michael Christiani Havemann) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Ikke grundlag for at underkende Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser fra 2016 om, at nye vilkår i revurdering af miljøgodkendelse af en asfaltfabrik kunne meddeles uden ny miljøgodkendelse, men med supplerende vilkår, og om at manglende VVM-screening forud for tilladelse til ny skorsten i november 2014 og senere nye revurderingsvilkår i april 2015 var lovliggjort med kommunens lovliggørende VVM-screening i juni 2015.
Retssagen angik gyldigheden af Natur- og Miljøklagenævnets to afgørelser af 21. april 2016 vedrørende A A/S’ asfaltvirksomhed med emulsionsanlæg i Vojens, der første gang var miljøgodkendt i 1995, og hvor der som følge af driftsændringer blev meddelt ny miljøgodkendelse i 2001 og siden i 2006. Baggrunden for sagen var, at Haderslev Kommune i 2013 konstaterede overskridelser af lugtvilkår, hvorefter kommunen indskærpede A A/S, at vilkårene skulle overholdes. Dette førte til, at A A/S efter ansøgning den 11. november 2014 fik tilladelse til at erstatte den eksisterende skorsten med en ny skorsten, der blev forhøjet fra 22,8 m til 43,2 m, udskiftning af tørretromle, nyt blandetårn, etablering af nyt filteranlæg og ændret håndtering af genbrugsmaterialer. Kommunen traf to dage senere afgørelse om, at ændringerne ikke krævede ny miljøgodkendelse, og at tilladelserne ikke kunne påklages med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 37. Den 8. december 2014 meddelte kommunen påbud i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. l, jf. § 41 b, stk. 1, om midlertidigt at begrænse andelen af genbrugsasfalt i produktionen til 30 %. Påbuddet blev påklaget af nabovirksomheden N til Natur- og Miljøklagenævnet. Den 15. april 2015 traf kommunen afgørelse om revurdering af A A/S’ miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 41, jf. § 41 b, hvori bl.a. var indeholdt det i december 2014 meddelte vilkår om begrænsning af genbrugsasfalt. Denne afgørelse blev ligeledes påklaget af nabovirksomheden N. De i november 2014 godkendte arbejder var afsluttet 1. maj 2015. Den 15. juni 2015 traf kommunen VVM-screeningsafgørelse efter den dagældende planlov om, at de påbudte vilkår ikke var VVM-pligtige, hvilket ligeledes blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet af N. Den 22. september 2015 traf Natur- og Miljøklagenævnet afgørelse (NMK-10-00890) i N’s klage over påbuddet fra december 2014 og besluttede, at klagen var uaktuel, da påbuddet fra december 2014 var erstattet/indarbejdet i de i april 2015 fastsatte revurderingsvilkår. Den 21. april 2016 traf klagenævnet afgørelse i de to klagesager vedr. revurderingen fra april 2015 og VVM-screeningen fra juni 2015. I klagen over revurderingsvilkårene afviste nævnet i MAD 2016.189 Nmk N’s indsigelse om, at der skulle fastsættes konkrete grænseværdier for lugt med henvisning til godkendelsesbekendtgørelsens standardvilkår for asfaltvirksomheder. Klagenævnet afviste også N’s indsigelse om, at den i november 2014 tilladte renovering krævede miljøgodkendelse og ikke kunne tillades som et revurderingsvilkår efter miljøbeskyttelseslovens § 41, idet nævnet henviste til, at denne afgørelse ikke kunne påklages efter miljøbeskyttelseslovens § 37. Herefter stadfæstede klagenævnet revurderingsvilkårene med den ændring, at nævnet på baggrund af en beregning af immissionskoncentrationen tilføjede vilkår om minimum for afkasthøjder fra laboratoriet og en afkasthøjde for asfaltfabrikken, som svarede til den højde, kommunen havde meddelt tilladelse til i november 2014, og som siden var opført. I klagen over den lovliggørende VVM-screening fandt nævnet ikke grundlag for at underkende kommunens screening af de ændrede vilkår, idet nævnet bl.a. anførte, at projektet ikke indebar en forøget emission af stoffer til luften, og at en forøgelse af skorstenshøjden ville indebære formindskede immissionsniveauer i omgivelserne ved uændret emission, og at der nu i revurderingssagen forelå en beregning af immissionskoncentrationen, som viste, at de nuværende afkast overholdt B-værdierne (NMK-34-0513). N anlagde herefter sag mod klagenævnet med påstand om, at de to afgørelser var ugyldige, og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at den manglende VVM-screening forud for fastsættelsen af revurderingsvilkårene medførte ugyldighed, og at der var tale om så væsentlige ændringer af godkendelsesvilkårene, at det krævede en ny miljøgodkendelse, hvilket nævnet skulle have efterprøvet, og at det var en fejl, at der ikke var fastsat lugtvilkår for de samlede lugtemissioner fra virksomheden. Natur- og Miljøklagenævnet (nu Miljø- og Fødevareklagenævnet) påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at de gennemførte ændringer af virksomhedens anlæg var sket på grundlag af en afgørelse om, at ændringerne ikke krævede miljøgodkendelse, hvilket efter miljøbeskyttelseslovens § 37 ikke kunne påklages. Byretten lagde til grund, at asfaltvirksomheden var omfattet af miljøgodkendelse fra 2006, at det var korrekt, at kommunen havde truffet afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 41, jf. § 41 b, og ikke efter miljøbeskyttelseslovens § 33, og at både kommunen og klagenævnet havde været forpligtet til at anvende standardvilkårene ved revurderingen. Den omstændighed, at tilføjelsen i det tidligere lugtvilkår om, at der ”som væsentlighedskriterium anvendes mere end 10 LE/m i 1,5 m højde”, udgik ved revurderingen, kunne efter byrettens vurdering ikke føre til, at nævnets afgørelse var ugyldig, da sagen skulle afgøres efter den dagældende godkendelsesbekendtgørelse. Byretten fandt herefter ikke grundlag for at underkende nævnets stadfæstelse af revurderingspåbuddet. I forhold til den manglende VVM-screening forud for revurderingen fandt byretten, at den efterfølgende screeningsafgørelse var gyldig, og bemærkede, at kommunen og nævnet ”med rette har fundet, at der ikke er tale om en nyetablering, men at de anmeldte renoveringsarbejder skal VVM-screenes”, idet retten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte kommunens og klagenævnets vurdering af, at renoveringsarbejderne ikke kunne antages at få væsentlig indvirkning på miljøet, ”da arbejderne må vurderes at indebære en formindskelse af emissionen af stoffer til luft”, hvorefter nævnet også blev frifundet i denne sag. N ankede til landsretten, hvor der blev udmeldt syn og skøn, men hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten lagde til grund, at kommunens afgørelse i november 2014 om, at tilladelse til renovering ikke medførte øget forurening og derfor krævede miljøgodkendelse, ikke kunne påklages, jf. miljøbeskyttelseslovens § 37, stk. 1. Landsretten tilsluttede sig herefter, at det var en rigtig afgørelse, at kommunen besluttede at revurdere godkendelsesvilkårene i stedet for at meddele en ny godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33, idet landsretten lagde vægt på, at ændringerne havde til formål at mindske forureningen. Da kommunen på baggrund af den forudgående dialog med asfaltvirksomheden havde tilstrækkelige oplysninger, var der ikke grundlag for at underkende nævnets stadfæstelse af revurderingsvilkår. I forhold til nævnets afgørelse om VVM-screening lagde landsretten til grund, at den senere VVM-screening var udtryk for en retlig lovliggørelse, men fandt ”ikke grundlag for at kræve, at der skal gennemføres en fuldstændig VVM-vurdering, fordi VVM-screeningen blev foretaget for sent”, og frifandt herefter klagenævnet med bemærkning om, at der ikke var grundlag for at konstatere, at medarbejdere ved Haderslev Kommune var inhabile, fordi de senere foretog VVM-screeningen, selvom kommunen to måneder tidligere havde truffet afgørelse om revurdering af miljøgodkendelsen.
Kommentar: Dommen vedrører et sagsforløb, hvor myndighedernes håndtering har gjort sagen unødigt kompliceret, bl.a. fordi kommunen overså, at den i november 2014 tilladte renovering med ændrede anlæg krævede forudgående VVM-screening, og fejlen herefter blev rettet ved, at kommunen 8 måneder senere gennemførte en lovliggørende VVM-screening, og klagenævnet i 2016 indføjede den forhøjede skorsten som vilkår i revurderingsvilkårene efter miljøbeskyttelsesloven. Det er derfor velbegrundet, at landsretten indledte med en kort opridsning af sagsforløbet. I forhold til den lovliggørende VVM-screening kan supplerende bemærkes, at EU-Domstolen i sag C-117/17, Comune di Castelbellino, fastslog, at når et projekt er tilladt uden iagttagelse af VVM-reglerne, er det ikke i modstrid med EU-retten at gennemføre en efterfølgende lovliggørende VVM-screening til ikke-VVM-pligt, forudsat at denne også omfatter miljøvirkninger efter anlæggets etablering. Det er uklart, om denne betingelse for lovliggørelse er opfyldt i den foreliggende sag, da der alene synes lagt vægt på, om forureningen er forøget, men ikke på miljøvirkningen af asfaltvirksomhedens emissioner. Supplerende må anføres, at miljøgodkendelsen af asfaltvirksomheden fra 2006 formentlig er meddelt uden forudgående VVM-screening, da asfaltvirksomheder i dansk praksis først blev omfattet af VVM-reglerne efter Naturklagenævnets afgørelse i MAD 2010.656 (tiltrådt af Højesteret i U 2014.1953 H). Konsekvensen heraf er formentlig, at der skulle være sket VVM-screening af virksomhedens samlede miljøvirkninger i forbindelse med revurderingsafgørelsen, smh. sag C-278/21, AquaPri (MRF 2022.193) om udbedring af en tilsidesættelse af procedurereglen i habitatdirektivets art. 6(3) som led i en senere godkendelsesprocedure af projektet. Dette ses der dog ikke at være procederet på i ovennævnte sag, hvilket svækker præjudicen af landsrettens dom på dette punkt.