MRF 2025.43
Retten i Sønderborgs dom af 26. marts 2025, sag BS-47043/2018-SON
Landbrug & Fødevarer som mandatar for A (adv. Flemming Elbæk) mod Aabenraa Kommune (adv. Joan Vollertsen)
Forhøjet erstatning til landmand efter vandløbslovens § 37 for naturgenopretningsprojekt fra 1999 og 2002 i Tinglev Mose med lukning af drænkanaler og ophør af vandløbsvedligeholdelse, da projektet medførte, at et større landbrugsareal ikke kunne dyrkes, uden det kunne tillægges betydning, at der var tale om arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Forhøjelsen af erstatningen omfattede også den aftale, der i 1999 var indgået mellem kommunen og landmanden, og erstatningskravet var ikke forældet efter forældelseslovens § 3.
Sønderjyllands Amt vedtog i 1999 restaureringsprojekt (etape I) i Tinglev Mose, hvorved der skulle ske afvanding af mosen ved at lukke drænkanaler. Dette skulle ske ved at hæve vandstanden i nærliggende kanaler ved etablering af tærskler og ved at undlade vedligeholdelse i form af grødeskæring. Der blev i 1999 indgået en aftale mellem grundejer (A) og Aabenraa Kommune (K) om erstatning for projektet, eftersom det ville medføre en forringelse af A’s arealer. K vurderede, at projektet kun ville påvirke de arealer, som lå lavere end ca. kote 21,0 meter. K udbetalte i den forbindelse en engangserstatning til A på 6.000 kr./ha. for 14,9 ha på i alt 89.400 kr. for den varigt ændrede afvanding. Der blev samtidig tinglyst en deklaration på A’s arealer. I 2002 blev der etableret endnu et natur- og genopretningsprojekt (etape II) i den sydvestlige del af Tinglev Mose. På baggrund af en vurdering fortaget af en ekstern rådgiver (R) betalte K i den forbindelse også erstatning for arealer, som lå under kote 21,0 meter. I 2011 udarbejdede FødevareErhverv efter anmodning fra K en vurdering af værdiforringelsen af bl.a. A’s arealer. I 2013 traf K på baggrund af vurderingen afgørelse om at betale A en yderligere erstatning for 2,9 ha med 40.000 kr./ha, i alt 116.000 kr. til A. A indbragte herefter sagen for taksationskommissionen med krav om erstatning på ca. 2,3 mio. kr., idet A henviste til, at projektet var årsag til, at knap 22 ha af landbrugsarealet var vandlidende. I 2016 fandt taksationskommissionen, at det var sandsynligt, at de øgede vandproblemer på A’s marker bl.a. skyldtes hævningen af grundvandsstanden om sommeren som en følge af genopretningsprojektet, og forhøjede derfor erstatningen til 300.000 kr. med tillæg af renter. Kendelsen blev påklaget til overtaksaktionskommissionen, der i 2017 yderligere forhøjede erstatningen til 380.000 kr. Overtaksationskommissionen bestred ikke R’s metoder, men fandt, at den koteforskel, som var lagt til grund for R’s vurdering, næppe var tilstrækkelig til at sikre dyrkbare jorder på de omhandlede arealer, hvorfor det var sandsynligt, at projektet var en medvirkende årsag til de dyrkningsmæssige problemer på arealerne. A indbragte herefter sagen for domstolene med påstand om, at K skulle betale yderligere 532.400 kr. i erstatning for naturgenopretningsprojektets varige jordforringelse, bestående af 40.000 kr./pr. ha. for i alt 23,65 ha med fradrag af den tidligere tilkendte engangserstatning på 6.000 kr. for 5,6 ha i henhold til overtaksationskommissionens kendelse. K påstod frifindelse og nedlagde selvstændig påstand om, at A skulle betale K 170.000 kr. A påstod frifindelse over for K’s selvstændige påstand. A gjorde til støtte for sine påstande bl.a. gældende, at projektet i Tinglev Mose var forkert afgrænset, og at A derfor ikke havde modtaget korrekt erstatning. K gjorde til støtte for sine påstande bl.a. gældende, at den af overtaksationskommissionen tildelte erstatning var for høj og henviste bl.a. til konkurrerende skadesårsager. Byretten lagde på baggrund af en skønsrapport til grund, at forringelsen af A’s arealer var forårsaget af restaurerings- og naturgenopretningsprojektet i Tinglev Mose, herunder bl.a. ophøret af vandløbsvedligeholdelse, som var en del af projektet, og omfanget af den deraf medfølgende vandstandsstigning, hvilket havde forøget arealet med vandlidende jorde, og at denne værdiforringelse var varig. På denne baggrund tog retten A’s erstatningspåstand til følge og dømte K til at betale 532.400 kr. til A med bemærkning om, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at arealerne var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. A blev herefter også frifundet for K’s selvstændige påstand om betaling på 170.000 kr.
Kommentar: Dommen vedrører et over 20 år gammelt projekt for naturgenopretning efter vandløbslovens § 37, hvor erstatningsbeløbet forud var blevet forhøjet flere gange før overtaksationskommissionens kendelse i april 2017, hvilket forklarer byrettens afvisning af forældelse. Dommen må tages som en understregning af, at der er krav om fuld erstatning for alle, som lider skade ved naturgenopretningsprojekter efter vandløbslovens § 37, stk. 4, jf. i samme retning MAD 2009.1813 Otax, hvilket ligeledes begrunder byrettens udtrykkelige afvisning af at tillægge det betydning, at der var tale om et område omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.