MRF 2025.127
Retten i Nykøbing Falsters dom af 23. oktober 2025, sag BS-21771/2025-NYK
A og B (adv. Louise Ravn Nielsen) mod Guldborgsund Kommune (adv. Jacob Kjær Thorsøe)
Guldborgsund Kommunes påbud til ejer om tilslutning til offentlig kloak var gyldigt, uanset at kommunen i 5 år havde skabt grundlag for en berettiget forventning om accept af manglende tilslutning af kloak, da hensynet til miljøbeskyttelse konkret vejede tungere.
Guldborgsund Kommune meddelte den 8. januar 2015 påbud til A og B efter miljøbeskyttelsesloven om at tilslutte sig Guldborgsund Forsynings etablerede spildevandsstik senest 10. juli 2015 med henvisning til kommunens spildevandsplan. A og B klagede over kommunens påbud til Folketingets Ombudsmand og Statsforvaltningen. Den 15. november 2018 meddelte Ankestyrelsen, at Ankestyrelsen ikke ville rejse tilsynssag mod Guldborgsund Kommune, da Ankestyrelsen ikke fandt, at kommunen havde en forkert forståelse af lovgivningen. Herefter modtog A og B en fornyet henvendelse fra kommunen den 12. december 2024 og efterfølgende den 13. februar 2025 en skærpelse om overholdelse af påbud. A og B indbragte sagen for domstolene med påstand om, at kommunen som følge af myndighedspassivitet ikke kan kræve ejendommen tilsluttet til kloak og henviste til, at kommunen ikke har håndhævet påbuddet fra 8. januar 2015 frem til 13. februar 2025, og at A og B var i god tro på baggrund af en kloakmesters udmelding om fritagelse, idet spildevandsforsyningen genoptog tømningen af septiktanken i 2019 og siden har tømt den årligt. Desuden er tilslutning til kloak aldrig færdigmeldt, hvilket burde have gjort det klart for kommunen, at påbuddet aldrig er efterkommet. Guldborgsund Kommune påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor gældende, at miljøbeskyttelse er et tungtvejende hensyn, at A og B tidligst fra 2019 til 2024 har kunnet have en berettiget forventning om accept af manglende tilslutning, da Guldborgsund Spildevand A/S først genoptog tømningen af septiktanken i 2019. Subsidiært gjorde kommunen gældende, at en berettiget forventning tidligst kunne opstå fra Ankestyrelsens afvisning den 15. november 2018, og at et tidsrum på 6 år ikke medfører myndighedspassivitet. Byretten lagde til grund, at kommunen i hele perioden har været bekendt med den manglende tilslutning, da der aldrig er indgivet færdigmelding som krævet ved påbuddet af 8. januar 2015, men at en kloakmesters tilkendegivelse om fritagelse fra tilslutningspligten ikke er tilstrækkelig til at statuere accept fra kommunens side af det ulovlige forhold, og at A og B var bekendt med, at kommunens arbejde med iværksættelse af vandområdeplanens 3. periode først udløber i 2027. I perioden frem til Ankestyrelsens beslutning i november 2018 om ikke at rejse tilsynssag, fandt byretten, at A og B var klar over, at kommunen ikke havde accepteret tilstanden, men at efter spildevandsselskabet genoptog tømning af ejendommens septiktank i maj 2019 og frem til kommunens varsel om påbud i december 2024, havde A og B grundlag for en berettiget forventning om kommunens accept af den manglende tilslutning. Ud fra en samlet afvejning fandt byretten, at beskyttelsen af miljøet, der i den konkrete sag omhandlede afledning af spildevand, vægtede tungere end hensynet til A og B’s berettigede forventning, hvorfor byretten ikke fandt, at kommunen var afskåret fra at kræve forholdet lovliggjort som følge af passivitet, hvorfor kommunen blev frifundet.
Kommentar: Dommen er uheldigt formuleret, da det ikke oplyses, efter hvilken bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven kommunen havde meddelt påbuddet om tilslutning. Medmindre der er tale om fejlagtig retsanvendelse, må påbuddet dog være meddelt efter miljøbeskyttelseslovens § 30, der bl.a. hjemler tilslutningspligt til offentlig kloak begrundet i kommunens spildevandsplan, jf. U 2002.1820 H. Et påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 30 er imidlertid ikke et lovliggørelsespåbud, men et konstitutivt påbud, der konkret fastlægger, at en ejendom er forpligtet til at tilslutte sig offentlig kloak. Det er derfor misvisende, når både parterne og byretten omfattede det i sagen omhandlede påbud som et lovliggørelsespåbud. Det er derimod korrekt, at efter udløbet af fristen for opfyldelse af påbuddet var der tale om en ulovligt forhold, som kommunen havde pligt til at lovliggøre efter miljøbeskyttelseslovens § 69. Se tillige U 2020.1701 H, hvor en ejer blev idømt bøde og tvangsbøder for ikke at efterkomme påbud om tilslutning til offentlig kloak, men se dog også MRF 2024.193 V og MRF 2024.323 V, hvor ejerne i begge tilfælde blev frifundet for straf for ikke at efterkomme påbud om forbedret spildevandsrensning. Med hensyn til spørgsmålet om berettigede forventninger forekommer det velbegrundet, at byretten under de foreliggende omstændigheder afviste, at ejerne kunne blive fritaget for opfyldelse af påbuddet om tilslutning. Sagen illustrerer i den forbindelse, at domstolenes prøvelse af, om der foreligger berettigede forventninger, og hvilken beskyttelse de nyder, er tilbundsgående, jf. tilsvarende Mørup m.fl. Forvaltningsret – almindelige emner, 7. udg., 2022, s. 535. Som sagen var ført, havde byretten i øvrigt ikke anledning til at tage stilling til, om skuffelsen af forventningerne i stedet kunne danne grundlag for et erstatningskrav over for kommunen, hvilket i lyset af sagens omstændigheder næppe kan udelukkes, hvis ejerne herved var påført et tab.