MRF 2025.76
Planklagenævnets afgørelse af 3. marts 2025, j.nr. 24/02814
Ikke medhold i klage over afslag på lovliggørende dispensation fra byggelinjer i lokalplan til skur og drivhus, da afslaget var planlægningsmæssigt begrundet og ikke i strid med proportionalitetsprincippet, idet udgifter til fysisk lovliggørelse ikke kunne opveje hensynet til retshåndhævelse, selvom der ikke forelå nærmere oplysninger om omfanget af værdispild.
Brøndby Kommune meddelte i januar 2024 afslag på lovliggørende dispensation efter planlovens § 19, stk. 1, til skur og drivhus opført i strid med lokalplanbestemmelse om vejbyggelinjer. Afslaget var begrundet i intentionerne med lokalplanen, der bl.a. var at bevare det nuværende vejbillede, og at kommunens praksis var at håndhæve byggelinjer. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig gjorde gældende, at kommunen ikke havde foretaget en konkret skønsmæssig afvejning, at begrundelsen for afslag på dispensation var utilstrækkelig, at kommunen ikke havde inddraget hensynet til værdi- og ressourcespild, og at kommunen skulle have vejledt E i, hvordan skuret og drivhuset kunne tilpasses så forholdet kunne lovliggøres. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der være tale om et lokalplanstridigt forhold. Herefter fandt nævnet, at kommunens begrundelse var tilstrækkelig, og at kommunen ikke havde sat skøn under regel ved i afslaget på dispensation at henvise til en beslutning fra kommunens teknik- og miljøudvalg, ligesom den skønsmæssige vurdering var foretaget på baggrund af planlægningsmæssigt relevante hensyn. Nævnet bemærkede i den sammenhæng, at kommunen var overladt et vidtgående skøn ift. om den ønsker at meddele dispensation eller ej. For så vidt angik værdispild fandt nævnet anledning til at foretage en vurdering af, om afgørelsen var i strid med det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Nævnet fandt, at afslaget på lovliggørende dispensation ikke var i strid med proportionalitetsprincippet, idet nævnet vurderede, at der konkret forelå tilstrækkeligt tungtvejende planlægningsmæssige interesser i håndhævelse af lokalplanbestemmelsen. Nævnet bemærkede, at der ikke forelå konkrete oplysninger om omfanget af værdispild, men fandt imidlertid, at udgifterne til lovliggørelse ikke kunne udgøre et sådant værdispild, der kunne opveje hensynet til kommunens håndhævelse af lokalplanen. På denne baggrund kunne nævnet ikke give medhold i E’s klage, idet nævnet supplerende bemærkede, at nævnet ikke havde kompetence til at afgøre, om kommunen burde have vejledt E i mulig tilpasning for at opnå lovliggørelse.
Kommentar: Afgørelsen understreger, at kommunen har et vidt skøn mht. at meddele lovliggørende dispensation fra lokalplan, hvor kommunen kan inddrage en generel beslutning om at håndhæve byggelinjer, men at skønnet begrænses af det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, hvori bl.a. skal indgå hensyn til værdispild. Som udgangspunkt skal kommunen derfor oplyse sagen på en måde, der gør det muligt at afveje hensyn til værdispild med retshåndhævelse. Når nævnet i denne sag stadfæstede afslaget, selv om der ikke var nærmere oplysninger om omkostningerne til fysisk lovliggørelse, kan det begrundes med den beskedne karakter af skuret og drivhuset i den konkrete sag. Nævnets afsluttende bemærkning om manglende kompetence vedrørende kommunens vejledningspligt kan tiltrædes, men det må supplerende anføres, at ved meget betydelige indgreb begrunder proportionalitetsprincippet, at kommunen undersøger mulighederne for en mindre indgribende afgørelse.