MRF 2025.150
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. september 2025, j.nr. 24/05539
Ikke myndighedspassivitet ift. påbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, om fysisk lovliggørelse af nåletræsbeplantning og læbælter etableret i 1996-1999 i en i 1987 registreret § 3-beskyttet, hvorfor afvist at give lodsejer medhold i klage over påbud om retablering af beskyttet hede, uden at nævnet tog stilling til klagers indsigelse om, at en fysisk lovliggørelse vil medføre skade på bilag IV-arters levesteder i området, bl.a. fordi der i 2001 var etableret to søer.
Thisted Kommune meddelte i april 2024 påbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, til landmanden E om fysisk lovliggørelse i form af påbud om ”retablering” af tre arealer registreret som § 3 beskyttet hede på E’s ejendom. Efter påbuddet skulle der ske nedpløjning og fjernelse. Arealerne var blevet registeret som beskyttet hede efter besigtigelse i 1987. Ved senere besigtigelser i var der konstateret en række arter karakteristisk for naturtypen hede, herunder hedelyng, håret høgeurt, katteskæg, klokkelyng, revling, børste-siv, almindelig star, pille-star, sandstar og fåre-svingel. De beskyttede hedearealer på E’s ejendom indgik som del af en større kystnær registrering af beskyttet hede. Kommunen havde begrundet afgørelsen med, at det fremgik af luftfotos fra perioden mellem 1996 og 2015, at de beskyttede hedearealer var blevet opdyrket og tilplantet. På baggrund af luftfotogennemgangen, besigtigelserne samt driftshistorikken var kommunens vurdering, at arealerne på tidspunkterne for opdyrkning og tilplantning opfyldte kriterierne for at udgøre beskyttet hede, samt at der var tale om ”væsentlige” tilstandsændringer. Kommunen havde anført i afgørelsen, at der ikke var meddelt dispensation til de omhandlende tilstandsændringer. Kommunen havde tillige anført, at heder større end 5 ha tillige var omfattet af den dagældende naturfredningslovs § 43 af 1984, hvormed det var uden betydning, at E havde oplyst, at dele af tilplantningen allerede fremgik af luftfotos fra 1986. Afgørelsen blev påklaget af E, der gjorde gældende, at fysisk lovliggørelse i form af pløjning var for vidtgående, da arealerne var under naturlig tilgroning med hedeplanter, og at området var levested for en række bilag IV-arter, som findes i de to søer etableret i 2001. E anførte videre, at pløjningen ville vare til fare for disse arters økologiske funktionalitet, og at vilkår om slæt med fjernelse af afhøstet materiale, ville være tilstrækkeligt til, at to af områderne igen sprang i hede. Ift. det tredje område med nålebeplantning, gjorde klager gældende, at det fremgik at luftfotos fra 1986, at der allerede på dette tidspunkt kunne konstateres planterækker, og at disse tillige var konstateret ved besigtigelsen i 1987, hvor amtet havde betegnet området som tørt klithedeområde med småklitter og flere læhegn. E henviste til, at området var tilplantet for at begrænse sandflugten, og at amtet burde have påtalt forholdet i forbindelse med besigtigelser 1987 og 2003, hvor kommunen havde besigtiget to søer. E mente, at der indtrådt retsfortabende passivitet og kommunen derfor var afskåret fra at kræve beplantningen fjernet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt alene anledning til at prøve, hvorvidt retten til at kræve nåletræsbevoksningen fysisk lovliggjort var bortfaldet som følge af myndighedspassivitet, idet nævnet anførte, at spørgsmålet om beskyttelsesstatus var ubestridt. Nævnet lagde til grund, at der i perioden 1996-1999 var plantet tre rækker træer i område tre i strid med naturbeskyttelseslovens § 3, og bemærkede, at der ikke ud fra tidligere luftfotos kunne konstateres nåletræsbevoksning på arealerne. Herefter fandt nævnet, at kommunen ikke var afskåret fra at kræve fysisk lovliggørelse af tilplantningen, idet der ifølge nævnet ikke forelå oplysninger der indikerede, at kommunen forud for den nærværende lovliggørelsessag havde haft viden om tilplantningen. Det ændrede ikke herved, at kommunen havde besigtiget området i 2003 ifm. etableringen af søer, da formålet havde været et andet. På denne baggrund kunne nævnet ikke give medhold i klagers indsigelser.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til tre principielle bemærkninger. Den ene vedrører virkningen af en fysisk lovliggørelse i forhold til bilag IV-arter. Selv om klagenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, hvilke foranstaltninger der kan påbydes efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, men alene tager stilling til, om der foreligger et ulovligt forhold, vil en fysisk lovliggørelse kunne være i modstrid med EU-rettens krav til beskyttelse af bilag IV-arters levesteder, medmindre der foreligger en vurdering, som godtgør, at en fysisk lovliggørelse ikke vil have sådanne skadelige virkninger. Så når klagenævnet udtaler sig om den ulovlige tilstand trods manglende hjemmel, burde klagenævnet i det mindste påpege, at kommunen er forpligtet til at foretage en vurdering af, om en fysisk lovliggørelse vil kunne havde skadelig virkning for bilag IV-arters levesteder. Se hertil uddybende Kotzareis: MRF 2024C.5 samt Kotzareis: TfMKE 2025, s. 150 om påbud om fysisk lovliggørelse kræver VVM-screening samt MRF 2025.139 Mfk. Den anden kommentar vedrører påbud om genopretning, som der ikke tidligere var hjemmel til, men hvor der ved lov nr. 263 af 11. februar 2026 er etableret hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, 2. pkt., som lyder: ”Tilsynsmyndigheden kan herunder påbyde, at ulovlige indretninger fjernes, at ulovligt fjernede indretninger bringes tilbage, og at den hidtidige tilstand reetableres, samt forbyde fortsat aktivitet, som forhindrer, at et påbud om reetablering af den hidtidige tilstand i et § 3-beskyttet område kan efterkommes”. Reglen trådte i kraft den 15. februar 2026, hvorfor denne hjemmel ikke var gældende på tidspunktet for kommunens afgørelse, hvilket klagenævnet burde have præciseret. For en gennemgang og kritik af lovændringen se kommentaren til MRF 2025.42 B. Den tredje kommentar vedrører område 3, hvor registreringen i 1987 mest nærliggende må forstås på den måde, at der var læhegn, da arealet blev registreret, hvorfor læhegn ikke nødvendigvis er en ulovlig tilstandsændring.