MRF 2024C.5
Bachelorprojekt: Habitatdirektivets påvirkning af retlig og fysisk lovliggørelse af ulovligt etablerede projekter
Af stud.jur. Andreas Kotzareis
Forord af Peter Pagh og Thomas Haugsted
Denne studenterafhandling handler om, hvordan habitatdirektivets regler om beskyttelse af Natura 2000-områder skal anvendes, når myndighederne skal tage stilling til retlig eller fysisk lovliggørelse af et forhold, der er etableret ulovligt. Af de forskellige miljølove, planloven og byggeloven fremgår udtrykkeligt, at når myndigheden konstaterer et ulovligt forhold, har myndigheden pligt til at lovliggøre forholdet, hvilket enten kan ske som retlig eller fysisk lovliggørelse eller en kombination heraf. Uanset hvilken udgang lovliggørelsessagen får, rejser det spørgsmålet om, hvorvidt den fysiske eller retlige lovliggørelse er omfattet af habitatdirektivets art. 6(3) om konsekvensvurdering af projekter og planer. Dette er emnet for den foreliggende studenterafhandling. På grundlag af en gennemgang af relevant praksis fra EU-Domstolen og de danske klagenævn og domstole konstaterer forfatteren, at uanset spørgsmålets åbenbare praktiske relevans, er der ikke praksis, der tager direkte stilling til problemstillingen, hvorfor analysen er henvist til analogi- og modsætningsslutninger.
På grundlag heraf konkluderer forfatteren, at hvis lovliggørelsen sker som retlig lovliggørelse, er det på grundlag af bl.a. EU-Domstolens dom i de forenede sager C-196/16 og C-197/16, Comune di Corridonia, og Miljø- og Fødevareklagenævnets MRF 2024.53 Mfk mest nærliggende at antage, at væsentlighedsvurderingen (og evt. konsekvensvurderingen) af Natura 2000-påvirkning ikke skal begrænse sig til tiden før projektets etablering, men også omfatte forhold, der er indtrådt efter det ulovlige forhold blev etableret. Dette understøttes i øvrigt også af EU-Domstolens dom i sag C-411/17, Inter-Environnement Wallonie. Hvor udfaldet er en fysisk lovliggørelse, der kræver fysiske ændringer, som må anses omfattet af projektbegrebet i habitatdirektivets art. 6(3), har dansk praksis hidtil været, at der ikke kræves vurdering efter habitatdirektivets art. 6(3), uden der dog er taget eksplicit stilling hertil eller givet en nærmere begrundelse herfor af klagenævnene. Forfatteren argumenterer med henvisning til bl.a. sag C-399/14, Grüne Liga Sachsen m.fl., for, at dette er i modstrid med habitatdirektivets art. 6(3), så myndigheden forud for påbud om fysisk lovliggørelse må foretage væsentlighedsvurdering (og evt. konsekvensvurdering), men med forbehold for tilfælde, hvor lovliggørelsen skal afværge en aktuel og umiddelbart truende risiko, hvilket støttes på C-434/22, Latvijas valsts meži (MRF 2023.199). Om det samme gælder VVM-direktivet, så der skal gennemføres VVM-screening og evt. miljøvurdering af lovliggørelsesforanstaltninger, der må anses for omfattet af de brede projektkategorier i direktivets bilag I og II, tager forfatteren ikke stilling til.
Henset til omfanget af sager, hvor der skal ske retlig eller fysisk lovliggørelse, som kan have en indvirkning på Natura 2000-områder, har analysen interesse for de mange jurister, der befatter sig med lovliggørelsessager, og vil muligvis også kunne bidrage til, at klagenævnene i fremtidige sager vil tage en begrundet stilling til dette aspekt ved retlig og fysisk lovliggørelse.