MRF 2025.130
Retten i Hillerøds dom 7. november 2025, sag BS-60554/2023-HIL
A og B (adv. Håkun Djurhuus) mod Planklagenævnet (adv. Britta Moll Bown)
Tilførsel af ca. 33.300 m3 jord til et landbrugsareal i landzone med henblik på terrænregulering og forbedring af dyrkningsforholdene med henblik på juletræsproduktion udgjorde ændret anvendelse, der krævede landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, da terrænreguleringen ikke var nødvendig for forsvarlig landbrugsmæssig drift.
A og B indgav den 31. maj 2021 en ansøgning til Frederikssund Kommune om tilførsel af ca. 33.300 m3 ren jord til et landbrugsareal på ca. 2 ha beliggende i landzone med henblik på at hæve terrænet med op til 2 meter. Terrænreguleringen havde til formål at forbedre arealets jordbonitet og optimere produktionen af juletræer, idet juletræerne havde utilstrækkelige vækstbetingelser på grund af for høj grundvandsstand. Frederikssund Kommune traf i februar 2022 afgørelse om, at terrænreguleringen krævede landzonetilladelse, da jordtilførslen oversteg, hvad der var nødvendigt for at kunne dyrke området, og at der delvist var tale om et jorddepot, der kræver tilladelse efter planlovens § 35. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet, hvor det læge nævn i MRF 2023.114 Pkn opretholdt kommunens afgørelse om, at den ansøgte terrænregulering krævede landzonetilladelse. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at det ikke var nødvendigt for den landbrugsmæssige drift at terrænregulere hele arealet i en sådan grad som ansøgt for at omdanne en mark til dyrkning af en bestemt afgrøde/sort, og at en ansøgning om terrænregulering ikke alene kan begrundes i behovet for dyrkning af én bestemt afgrøde, når arealet må anses for egnet til dyrkning af sædvanlige landbrugsafgrøder. A og B anlagde herefter sag mod Planklagenævnet med påstand om, at nævnets afgørelse var ugyldig. Byretten lagde indledningsvist til grund, at A og B ikke inden erhvervelsen af ejendommen i 2012 havde gjort sig bekendt med landbrugsjordens beskaffenhed, ligesom de ikke forinden påbegyndelsen af dyrkning havde foretaget undersøgelse for at sikre sig, om valget af dyrkning af juletræer var en passende afgrøde til den pågældende marks jordbundsforhold. Byretten fandt, at landbrugslovens § 11, stk. 1, og § 4, nr. 1, i lov om drift af landbrugsjorder må fortolkes således, at »retten til frit afgrødevalg« begrænses af de konkrete jordbrugsmæssige forhold, der således er afgørende for, hvilke muligheder der er for dyrkning af jorden. Byretten lagde herefter til grund, at markarealet forud for A og B's omlægning af driften havde været anvendt til almindelig landbrugsmæssig drift, og at jorden ikke var egnet til dyrkning af juletræer. Retten fandt herefter, at sagsøgerne ikke havde sandsynliggjort, at den meget betydelige tilførsel af jord og væsentlige forhøjelse af terrænhøjden var nødvendig for en forsvarlig landbrugsmæssig drift eller erhvervsmæssig udnyttelse af jorden. Byretten tiltrådte derfor, at den ansøgte terrænregulering ville medføre en ændret anvendelse af arealet, hvilket krævede landzonetilladelse. Retten fandt desuden, at Planklagenævnets bemærkninger om håndtering af overskudsjord og problemer med at finde passende opbevaring heraf, måtte anses som en generel tilkendegivelse om, hvordan planlovens § 35, stk. 1, skal administreres, hvorfor nævnet ikke havde inddraget ulovlige kriterier. Retten fandt heller ikke grundlag for fastslå, forelå en tilsidesættelse af begrundelses- og partshøringsregler i sagen, hvorefter Planklagenævnet blev frifundet.
Kommentar: Som anført i kommentaren til MRF 2023.114 Pkn må en beslutning om, at en terrænændring kræver landzonetilladelse, anses for en procesledende beslutning og ikke en ’afgørelse’ efter traditionel forvaltningsretlig begrebsanvendelse. Men når den procesledende beslutning tiltrædes af det samlede Planklagenævn, må der nødvendigvis være tale om en afgørelse, som kan indbringes for domstolene. Som byretten anførte, var sagens juridiske spørgsmål, om terrænregulering skulle anses for ændret anvendelse af et ubebygget areal i henhold til planlovens § 35, stk. 1, så terrænreguleringen kræver landzonetilladelse, eller om den ansøgte terrænregulering var nødvendig for forbedringen af den landbrugsmæssige drift og dermed ikke krævede landzonetilladelse, hvor det centrale spørgsmål var rækkevidden af landmandens ”frie afgrødevalg” i forhold til landzonereglerne. På dette punkt lagde byretten til grund, at retten til frit afgrødevalg må fortolkes i lyset landbrugsdriftslovens § 4, hvorefter landsbrugsjorderne skal anvendes på forsvarlig jordbrugsmæssig måde henholdsvis på forsvarlig måde under hensyn til de erhvervsmæssige jordbrugsmæssige udnyttelsesmuligheder, til natur og miljø og til bevarelse af de landskabelige værdier, hvorfor det er de konkrete jordbrugsmæssige forhold, der er afgørende for, hvilke muligheder der er for dyrkning af jorden. Da jorden i dette tilfælde var egnet til almindelig landbrugsmæssig dyrkning, men ikke til dyrkning af juletræer, fandt byretten det velbegrundet at kræve landzonetilladelse til tilførsel af jord med henblik på en ændret dyrkning. I forlængelse heraf afviste byretten, at Planklagenævnets bemærkning om problemer med overskudsjord kunne anses for et ulovligt kriterium, med den begrundelse, at bemærkningen blot var en tilkendegivelse til kommunerne. Efter dommen vil der således ikke uden landzonetilladelse kunne tilføres større mængder jord, hvis dette alene er nødvendigt for at etablere nye typer afgrøder, men ikke er nødvendigt for dyrkningen af de hidtidige afgrøder. Dette er et indgreb i landsmandens frie afgrødevalg, men dog et begrænset et af slagsen. Om terrænregulering og landzonetilladelse se tillige MRF 2023.243 Pkn, MRF 2023.111 Pkn, MRF 2023.189 Pkn, MRF 2024.26 Pkn, MRF 2024.116 Pkn, MRF 2024.220 Pkn og MRF 2024.261 Pkn.