MRF 2025.146
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 26. august 2026, j.nr. 25/06281
Afslag på opsættende virkning af klage over miljøvurdering af forskrift om støj fra udendørs koncerter og arrangementer på Odense Dyrskueplads efter miljøaktivitetsbekendtgørelsens § 20, da der ikke i miljøvurderingslovens § 53 er hjemmel til at tillægge klager over miljøvurdering af planer opsættende virkning.
Klagesagen vedrørte anvendelsen af Dyrskuepladsen i Odense Sydvest til afholdelse af større koncerter og arrangementer og har et lidt kompliceret forudgående forløb. I de senere år har der været afholdt en række større koncerter på Dyrskuepladsen med op til 47.000 tilskuere. Odense Kommune havde i vinteren og i foråret 2024 gennemført en renovering af pladsen, så pladsen fremover ville have kapacitet til at rumme større koncerter og events med op til 70.000 tilskuere. Renoveringen indebar bl.a. etablering af forsyningsledninger til vand, spildevand, el og internet, og kommunen havde endvidere i den sammenhæng meddelt nedrivningstilladelse til en række bygninger på pladsen, men uden at der var sket en miljøvurdering. En lokalforening, F, gjorde over for Odense Kommune gældende, at ændringerne var lokalplanpligtige og tillige var et projekt omfattet af miljøvurderingslovens § 21 om VVM-screening, jf. miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10(b). Kommunen afviste den 7. juni 2024 indsigelserne, hvilket påklagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet henholdsvis Planklagenævnet. Planklagenævnet gav i MRF 2024.259 Pkn klagerne medhold i, at ændringerne af Dyrskuepladsens anvendelse havde en sådan karakter, at der var lokalplanpligt efter planlovens § 13, stk. 2. Mens klagesagen over manglende VVM-screening verserede vedtog Odense Kommune i april 2025 kommuneplantillæg og lokalplan for den ændrede anvendelse af Dyrskurepladsen, hvor der forud var gennemført en miljøvurdering af plangrundlaget efter miljøvurderingslovens § 12. Den 20. maj 2025 vedtog kommunen forskrift for støj for arrangementer på Dyrskuepladsen efter miljøaktivitetsbekendtgørelsens § 20 og en miljøvurdering (SMV) af forskriften. F påklagede miljøvurderingen af støjforskriften samt vedtagelsen af støjforskriften for Dyrskuepladsen og anmodede om, at klagen over miljøvurderingen blev tillagt opsættende virkning og henviste til miljøbeskyttelseslovens § 95, stk. 1, hvorefter klage over påbud som udgangspunkt har opsættende virkning. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at den af kommunen vedtagne forskrift for støj efter miljøaktivitetsbekendtgørelsens § 20 ikke kan påklages, men at miljøvurderingen af støjforskriften som en plan omfattet af miljøvurderingslovens § 8, kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, men at klagenævnet efter miljøvurderingslovens § 53 alene har hjemmel til at tillægge klager over miljøvurdering af projekter opsættende virkning. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste derfor, at nævnet havde hjemmel til at tillægge klagen over miljøvurdering af støjforskriften for Dyrskuepladsen opsættende virkning, uden at dette begrænser nævnets mulighed for at ophæve den påklagede afgørelse.
Kommentar: Afgørelsens mest principielle budskab er, at de forskellige støjforskrifter og andet, som en kommune kan vedtage efter miljøaktivitetsbekendtgørelsens § 20, er omfattet af miljøvurderingslovens regler om miljøvurdering af planer, og hvor sådanne forskrifter omfatter det meste af kommunens område, vil miljøvurdering derfor være obligatorisk. Hvis dette ikke er sket, vil støjforskriften som udgangspunkt være ugyldig, jf. i samme retning MAD 2014.54 Nmk. I relation til opsættende virkning af klager over miljøvurdering af planer må afgørelsen tiltrædes og er på linje med MRF 2021.114 Mfk, MRF 2022.221 Mfk og MRF 2025.95 Mfk. Forløbet i de forskellige klagesager giver imidlertid anledning til enkelte bemærkninger. Mens Planklagenævnet i november 2024 (MRF 2024.259 Pkn) fastslog, at den ændrede anvendelse af Dyrskuepladsen var lokalplanpligtig, blev klagen over den manglende VVM-screening først afgjort den 2. december 2025 (MRF 2025.168 Mfk), hvor klagenævnet ophævede kommunens afgørelse, idet nævnet lagde til grund, at omdannelsen af Dyrskuepladsen til koncert og eventplads er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10(b), hvilket dermed gør op med klagenævnets tidligere fortolkning af VVM-direktivet, hvor det blev afvist, at indretning af Dyrskuepladsen i Roskilde til Roskilde Festival og eventplads var omfattet af VVM-direktivet, hvilket landsretten fulgte i MAD 2017.423 Ø.