MRF 2025.169
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 4. december 2025, j.nr. 23/08495
Stadfæstet påbud efter jordforureningslovens § 40 til vognmand V om at undersøge dieselolieforurening forårsaget ved V’s påfyldning af dieselolie til nedgravet tankanlæg på B’s virksomhed, der havde indkøbt dieselolie fra olieselskab, da jordforureningsloven også omfatter forurening fra mobile anlæg, og V som selvstændig vognmand antaget af olieselskabet måtte anses for forurener.
Sagen omhandlede spild af dieselolie i forbindelse med vognmand V’s levering af dieselolie i februar 2022 til virksomhed B’s nedgravede olietank på 5.900 liter til brug for tankning af virksomhedens køretøjer. Leverancen var sket via Olieklubben.dk, hvor B havde indgået kontrakt med et olieselskab, der for leverancen anvendte V som selvstændig transportør. Efter anmeldelse til Horsens Kommune foretog B af egen drift en oprensning med afgravning til 0,2 meter under terræn ved spildstedet, og hvor tre bundprøver og to kantprøver udviste ren jord, hvorefter sagen blev afsluttet. I forbindelse med udskiftning af brønden for påfyldningsstuds for den nedgravede tank anmeldte B i november 2022, at der konstateret lugt af olie i jorden, hvilket blev bekræftet ved Horsens Kommunes tilsyn af tankanlægget. B udtog herefter på egen hånd jordprøver i dybderne 30, 60, 90 og 120 cm, hvor den højeste koncentration af kulbrinter blev konstateret i 60 cm dybde med indhold af sum kulbrinter på 6800 mg/kg. I juli 2023 meddelte Horsens Kommune påbud til V efter jordforureningslovens § 40 om at foretage undersøgelse ved at udtage fem nedstik inden for spildstedet ned til en dybde på 1,0 meter under terræn med henblik på analyse for indhold af kulbrinter og BTEX. Påbuddet var begrundet med, at de foreliggende analyseresultater var indhentet på egen hånd af B, og der derfor var usikkerhed forbundet med validiteten. Kommunen fandt, at V måtte anses for forurener og henviste til Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. maj 2020 (sag 19/07575). V påklagede påbuddet og gjorde bl.a. gældende, at det ikke var dokumenteret, at der ikke var andre vognmænd som havde leveret dieselolie til B, hvorfor forureningen kunne være sket ved andre leverancer. Under klagesagsbehandlingen indhentede Miljø- og Fødevareklagenævnet supplerende oplysninger, hvor virksomheden B oplyste, at for kalenderåret 2022 var dieselolie indkøbt ved samme olieselskab, og hvor olieselskabet oplyste, at V havde været anvendt for samtlige leverancer i 2022. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at den jordforurening på B’s ejendom med overvejende sandsynlighed stammede fra V’s leverance af dieselolie, og at forurener efter § 41, stk. 3, nr. 1, også omfatter mobile anlæg. Hvor påfyldning foretages af selvstændig vognmand antaget af olieselskabet, er det vognmanden og ikke olieselskabet, der kan mødes med påbud efter §§ 40 og 41. På den baggrund stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelsen.
Kommentar: Afgørelsen er helt på linje med fast praksis, hvorefter en selvstændigt virkende vognmand anses for forurener efter jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1, når forureningen sker ved påfyldning af olie, jf. ligeledes MRF 2025.143 Mfk. Den omstændighed, at olieselskabet har antaget vognmanden gør ingen forskel, men hvis det er olieselskabets egne chauffører, er olieselskabet forurener for den del, der skyldes spild ved påfyldning. Sker forureningen fra overløb ved påfyldning som følge af fejl i en erhvervsmæssig modtagers pejleudstyr, må det være modtageren, der er forurener efter § 41, stk. 3, nr. 1. Det må således bero på en misforståelse af lovgrundlaget, at det tidligere Natur- og Miljøklagenævn i MAD 2013.1299 Nmk og MAD 2014.167 Nmk fandt, at olieselskabet skulle anses for forurener for en forurening, der skyldtes overløb som følge af fejl i pejleudstyr hos en skole henholdsvis et fjernvarmeværk – se herom også Pagh: TfM 2014.15.