MRF 2025.44/2
Retten i Aarhus’ dom af 7. april 2025, sag BS-38128/2021-ARH
A (adv. Paul Lorenzen) mod Aarhus Kommune (adv. Britta Moll Bown)
Ikke grundlag for at forhøje den af taksationskommissionen udmålte erstatning på 25.000 kr. for støjgener fra ny omfartsvej syd om Aarhus, som medførte en overskridelse af de vejledende støjgrænser for vejstøj med 1 dB.
Sagen angik, om A havde krav på forhøjelse af erstatning på naboretligt grundlag som følge af støjgener fra en ny omfartsvej syd om Aarhus (Giber Ringvej), der forløb ca. 50 meter fra A’s bolig. Mellem A’s ejendom og det nye vejforløb lå en naboejendom, der på grund af afstanden til vejen var blevet totaleksproprieret af Aarhus Kommune. Kommunen havde derimod afslået A’s anmodning om overtagelse af A’s ejendom i medfør af vejlovens § 44, idet A’s ejendom ikke i væsentlig grad var berørt af nye vejbyggelinjer, og da byggelinjerne ikke hindrede en rimelig udnyttelse af ejendommen, hvilket taksationskommissionen tiltrådte i maj 2019. Efterfølgende fremsatte kommunen et tilbud til A om erstatning på 50.000 kr., idet kommunens støjberegning havde vist, at omfartsvejen ville påføre A’s ejendom en støjbelastning, som overskred Miljøstyrelsens vejledende støjgrænse for vejstøj med 1 dB. Da A ikke accepterede tilbuddet, blev sagen indbragt for taksationskommissionen, som forhøjede erstatningen til 100.000 kr. med den begrundelse, at oplysningerne om den eksproprierede naboejendoms størrelse og alder indebar, at der var nærliggende risiko for, at bebyggelsen på naboejendommen ville blive nedrevet med den følge, at støjbelastningen for A’s ejendom ville stige markant. A påklagede afgørelsen til overtaksationskommissionen og påstod erstatningen forhøjet til 600.000 kr. med henvisning til en ejendomsmæglererklæring. Kommunen påstod erstatningen nedsat til 50.000 kr. svarende til kommunens oprindelige tilbud, idet kommunen bl.a. anførte, at man ikke havde planer om at nedrive bebyggelsen på A’s naboejendom, men derimod ville videresælge den. Overtaksationskommissionen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens oplysning om, at der ikke var planer om at nedrive nabobebyggelsen, og bemærkede, at hvis bebyggelsen på et senere tidspunkt alligevel måtte blive nedrevet, måtte der tages stilling til, om erstatningssagen skulle genoptages, hvilket kommunen i givet fald af egen drift burde rejse for taksationsmyndighederne. Overtaksationskommissionen fandt, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, men at der var tale om et grænsetilfælde, hvor erstatningen i overensstemmelse med praksis skulle fastsættes til 25.000 kr. Da kommissionen ikke er bundet af parternes påstande, blev erstatningen nedsat til 25.000 kr., uanset at kommunen havde tilbudt A 50.000 kr. i erstatning. A anlagde herefter sag mod Aarhus Kommune med påstand om, at kommunen skulle betale 600.000 kr. i erstatning, subsidiært et mindre beløb, som dog ikke måtte være under 100.000 kr. Kommunen påstod frifindelse og gjorde navnlig gældende, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte overtaksationskommissionens skønsmæssige erstatningsfastsættelse. Under sagen blev udmeldt to syn og skøn til vurdering af støjbelastningen under forskellige forudsætninger henholdsvis til vurdering af tab af handelsværdi. I sidstnævnte skønserklæring blev det konkluderet, at A’s ejendom var faldet med 800.000 kr. i handelsværdi som følge af støjgener fra omfartsvejen. Byretten lagde til grund, at der ikke var aktuelle planer om nedrivning af nabobebyggelsen til A’s ejendom, hvorfor beregningen af den forventede støj fra den nye vej ikke skulle ske på baggrund af en potentiel nedrivning. Den vejledende støjgrænse var ifølge kommunens støjberegning kun overskredet med 1 dB ved et enkelt beregningspunkt på A’s ejendom, og byretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte støjberegningen, der var udført med udgangspunkt i den fællesnordiske model for beregning af trafikstøj, ligesom der ikke var grundlag for at inddrage andre forudsætninger end dem, der lå til grund for beregningen. Byretten fandt med henvisning til U 1999.353 H, at erstatningen skulle udmåles til den del af ejendommens værditab, der kunne henføres til overskridelsen af den naboretlige tålegrænse, udmålt under hensyn til graden af denne overskridelse. Efter en samlet vurdering fandt byretten ikke grundlag for at tilsidesætte overtaksationskommissionens skønsmæssige fastsættelse af erstatningen til 25.000 kr., idet skønserklæringen om handelsværdien ikke kunne føre til et andet resultat, idet den navnlig angik ejendommens samlede værditab som følge af omfartsvejens etablering og betydningen af maksimalstøjen i forhold til døgnmiddelværdien. På den baggrund blev kommunen frifundet.
Kommentar: Dommen følger fast retspraksis, hvorefter domstolene ikke tilsidesætter taksationskommissionernes skønsmæssige udmåling af erstatning, medmindre ekspropriaten har godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte kommissionens afgørelse, jf. U 2023.3722 H (MRF 2023.118), MRF 2023.286 B, MRF 2024.330 Ø, MRF 2025.28 Ø og MRF 2025.131 B. Dommen viser også, at erstatning for værditab for støjbelastning over den naboretlige tålegrænse udmåles efter et princip om differenceerstatning, således at der kun ydes erstatning for den del af generne, som overskrider tålegrænsen, jf. U 1999.353 H og fra nyere praksis f.eks. MRF 2021.307 B.