MRF 2021.307
Retten i Holbæks dom af 3. november 2021, sag BS-58946/2019-HBK
A (adv. Birger Lennart Hagstrøm) mod Holbæk Kommune (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Ikke forhøjelse af ulempeerstatning som følge af forøget støj og rystelser ved forskydning af vej, da overtaksationskommissionens skøn ikke hvilede på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag, og da skønserklæring var behæftet med en vis usikkerhed og bl.a. ikke inddrog sammenligningshandler.
Holbæk Kommune traf i 2017 beslutning om ekspropriation i medfør af vejlovens § 96 til etablering af en dobbeltrettet cykelsti i nordsiden af Tølløsevej gennem byen Nr. Vallenderød. Som følge af cykelstiens etablering var det nødvendigt at forskyde Tølløsevej mod syd, hvilket bl.a. medførte delvis ekspropriation af A’s ejendom syd for vejen. Den delvise ekspropriation af A’s ejendom omfattede permanent afståelse af et areal på 36 m2, en midlertidig afståelse af et areal på 29 m2 og fjernelse af en ca. 26 m lang bøgehæk langs skel mod vejen. Indgrebet medførte, at kørebanekanten blev rykket ca. 1-3 m tættere på A’s bolig. Ved taksationskommissionens kendelse blev A tilkendt en samlet erstatning og godtgørelse på 72.165 kr., herunder 30.000 kr. i erstatning for ulemper ved nærhed til beboelse og åbning af have og 9.100 kr. for tab af 26 m bøgehæk. Overtaksationskommissionen forhøjede A’s erstatning og godtgørelse til 104.715 kr., hvoraf erstatning for tætheds- og indbliksgener udgjorde 75.000 kr. A indbragte erstatningsspørgsmålet for byretten, hvor der blev udmeldt syn og skøn ved en ejendomsmægler, der anslog værdiforringelsen af A’s ejendom som følge af vejens forskydning til at være 125.000 kr., når der var genetableret en hæk mod vejen. A nedlagde på baggrund heraf påstand om betaling af yderligere 125.000 kr. i erstatning fra kommunen med henvisning til, at der som følge af vejens forskydning var opstået øgede gener i form af navnlig støj og rystelser, hvilket bl.a. havde resulteret i sætningsskader på A’s bolig. Der var enighed mellem parterne om, at A havde modtaget fuldstændig erstatning for arealafståelsen. Uenigheden angik alene, om der var betalt tilstrækkelig ulempeerstatning på naboretligt grundlag. Retten udtalte, at ulempeerstatning fra f.eks. vejanlæg efter fast retspraksis kun ydes, hvis ulemperne overstiger, hvad der med rimelighed må påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling på trafikområdet, og kun i det omfang ulemperne overstiger denne tålegrænse. Bevisbyrden for, at der var grundlag for yderligere erstatning, påhvilede A. Retten konstaterede herefter, at overtaksationskommissionen havde tilkendt A en ulempeerstatning på 75.000 kr., at kommissionens medlemmer havde indsigt i vurdering af ejendomme, jf. vejlovens § 108, at kommissionen foretog besigtigelse af A’s ejendom, og at kommissionen havde været bistået af en særlig sagkyndig, der var sagkyndig vedr. både støj og vibrationer. Retten fandt, at der ikke var holdepunkter for at fastslå, at overtaksationskommissionen skøn hvilede på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Skønsmandens vurdering var efter dennes forklaring navnlig var baseret på hans erfaring, men det ikke havde været muligt at inddrage oplysninger om salg af sammenlignelige ejendomme. Dertil kom, at skønsmandens vurdering afveg fra en anden ejendomsmæglers vurdering, der indgik i materialet til brug for overtaksationskommissionens afgørelse. Skønsmandens vurdering var derfor behæftet med en vis usikkerhed. Under disse omstændigheder fandt retten, at A ikke havde tilvejebragt et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte overtaksationskommissions erstatningsfastsættelse, hvorfor Holbæk Kommune blev frifundet.
Kommentar: Det har siden Højesterets domme i U 1999.353 H og U 1999.360 H været fast praksis, at erstatning for naboretlige ulemper fra kommende vejanlæg alene tilkendes, i det omfang ulemperne overstiger den naboretlige tålegrænse, uanset om vejanlægget er etableret (eller udvidet) ved delvis ekspropriation af den forulempede ejendom, jf. også Lene Pagter Kristensen: U 2000B.403. Byrettens dom bekræfter, at der henset til taksationskommissionernes sagkundskab ved vurdering af fast ejendom vil skulle foreligge et tilstrækkeligt kvalificeret grundlag, hvis domstolene skal tilsidesætte kommissionernes skøn over den del af værdiforringelsen, der ligger over den naboretlige tålegrænse, når skønnet ikke hviler på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Se uddybende Bent Christensen: U 1988B.145 og Uffe Baller: U 2002B.259. I overensstemmelse med praksis og teori er et syn og skøn, der blot kommer til et andet resultat end taksationsmyndighederne, derfor ikke tilstrækkeligt til at få en erstatning forhøjet, jf. bl.a. Hanne Mølbeck m.fl.: Ekspropriation i praksis, 2. udg., 2019, s. 532 f., særligt ikke når skønserklæringen ikke er baseret på sammenligningshandler.