MRF 2025.86
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. april 2025, j.nr. 22/04695
Stadfæstet påbud efter jordforureningslovens § 40 om undersøgelse af jordforurening efter brand i teleskoplæsser forårsaget af gløder i transporteret afbrændt træstød, da utilstrækkelig visuel inspektion for gløder anset for en uforsvarlig adfærd, men med den tilføjelse, at der alene skulle udarbejdes forslag til afværgeforanstaltninger, hvis undersøgelsen måtte vise, at yderligere oprydning var nødvendig for at imødegå risiko for miljø og sundhed.
F drev virksomhed med modtagelse af restaffald, hvor der den 25. januar 2022 opstod brand i teleskoplæser i forbindelse med flytning af restaffald fra en afbrænding (brændt træstød). Brandvæsenet blev tilkaldt og branden slukket og slukningsvæske mv. foreløbig blev fjernet. Af kommunens tilsynsrapport fremgik, at ejendommen var beliggende i et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD), og at branden var opstået ved, at der var hvirvlet gløder fra grabben over på teleskoplæsseren, og at den medarbejder, som havde ført teleskoplæseren, havde oplyst, at der forinden transporten var sket en visuel inspektion, hvor der ikke var konstateret røg eller gløder. Af udrykningsrapporten fremgik det, at der havde været anvendt 6.000 liter vand til slukningsarbejdet samt brugt 47 sække med absorberende materiale i forhold til udsivende hydraulikolie, hvorefter der blev gennemført en delvis oprensning og bortskaffet ca. 3,5 tons materiale. Den 18. marts 2022 meddelte Guldborgsund Kommune påbud efter jordforureningslovens § 40 til F som ”ejeren af teleskoplæseren” om at undersøge forureningen, idet kommunen mente at der i forbindelse med branden var spildt 50 liter olie fra Teleskoplæser og 60 liter olie fra plasttank, der nedbrændte. F ankede påbuddet og gjorde bl.a. gældende, at forureningen ikke var sket som følge af en uforsvarlig handling, hvilket ligeledes var lagt til grund af forsikringsselskabet, og at der var renset op efter branden, hvorfor et undersøgelsespåbud var uproportionalt. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis om retsgrundlaget at undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40, stk. 2, kan meddeles, selv om der ikke er udvist en uforsvarlig adfærd, og at det af forarbejderne fremgår, at undersøgelsespåbud kan meddeles, uanset om jordforureningen måtte være opstået som følge af brand. Nævnet understregede dog samtidigt med henvisning til bl.a. MAD 2018.194 Mfk, at der på baggrund af proportionalitetsprincippet ikke kan meddeles undersøgelsespåbud, hvis det på forhånd kan udelukkes, at der kan meddeles påbud om oprensning efter jordforureningslovens § 41, hvor påbud om oprensning efter § 41, stk. 2, ikke kan meddeles, hvis jordforurening er opstået som følge af brand, der ikke skyldes uforsvarlig adfærd. På baggrund af sagens oplysninger, fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der i forbindelse med branden er udvist uforsvarlig adfærd, idet det transporterede materiale ikke har været tilstrækkelig undersøgt, forinden transport på teleskoplæsseren. Nævnet tilsluttede sig herefter kommunens vurdering af, at yderligere undersøgelse af forureningen er nødvendig, og at de påbudte undersøgelser var proportionale. Nævnet henviste til, at der havde være ca. 60 l dieselolie og 50 l hydraulikolie i teleskoplæsseren, da den brød i brand, og at en stor del af dieselolien var brændt væk, at der har været anvendt 6.000 l vand til brandslukningen. Idet brandstedet er beliggende på en jordvold, har brandslukningsvandet kunnet sprede sig væk fra selve brandstedet, hvorfor nævnet fandt, at selv små mængder af olien har kunnet forurene et større område, idet både dieselolie og hydraulikolie vil lægge sig oven på brandslukningsvandet. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter påbuddet til ejeren af teleskoplæsseren med den ændring, at hele eller dele af jordforureningen kan oprenses i forbindelse med undersøgelsen, og at der alene skulle udarbejdes scenarie for oprensning, hvis en risikovurdering måtte vise, at jordforureningen skulle oprenses.
Kommentar: Påbuddet er ikke heldig formuleret, da det ikke er i egenskab af ejer af teleskoplæseren, at F er påbudsadressat, men fordi F driver virksomhed med håndtering af brændt restaffald. Nævnets ændring af påbuddets formulering om, at kommunen billiger en hel eller delvis afgravning af forurening i forbindelse med undersøgelsen, burde ikke være en del af påbuddet, men evt. en bemærkning i tilknytning hertil. Hvad angår sagens substans, er de centrale spørgsmål dels, om forureningen er undtaget efter § 41, stk. 2, dels om der i lyset af, at det meste olie må antages afbrændt, og af den allerede gennemførte oprydning med fjernelse 3,5 tons materiale er behov for yderligere undersøgelser. I relation til det første har nævnet lagt sig fast på en forholdsvis streng culpavurdering af, om forurening fra en brand kan bebrejdes en operatør uagtsomt med den konsekvens, at undersøgelse og oprydning af jordforurening fra brandslukningsvæsker også omfattes. Konsekvensen heraf kan være, at det i nogle tilfælde er billigere for en operatør at lade en maskine udbrænde frem for at slukke branden med brandslukningsvæsker, hvilket nok kræver en ekstra overvejelse. I forhold til nævnets bemærkning om, at det af forarbejderne til jordforureningslovens § 40 fremgår, at undersøgelsespåbud også kan meddeles for forurening forvoldt ved brand, må der være tale om misforståelse, da bemærkningerne til § 40 er udformet, inden der under Folketingets behandling skete en udvidelse af undtagelsen i § 41, stk. 2, til at omfatte hærværk og brand, som ikke kan bebrejdes forureneren. Dette havde dog ikke betydning i denne sag, hvis man som nævnet lagde til grund, at branden var forvoldt ved operatørens uagtsomhed.