MRF 2025.84
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. april 2025, j.nr. 23/06604
Ikke medhold i klage over VVM-screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21, hvorefter etablering af jordvarmeanlæg i 190 meters dybde i område med særlige drikkevandsinteresser ikke udløste VVM-pligt, da anlægget etableres og forsegles i overensstemmelse med varmeforsyningsbekendtgørelsen og boringsbekendtgørelsen.
Lyngby-Taarbæk Kommune traf i marts 2023 VVM-screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at etablering af et dybt jordvarmeanlæg ikke udløste VVM-pligt. Jordvarmeanlægget skulle etableres i 190 meters dybde i et område med særlige drikkevandsinteresser. Der var ikke registeret jordforurening på ejendommen. Projektet indebar, at der skulle føres varmeslanger lodret ned i jorden og tilbage igen. Rummet mellem slanger og borevæge skulle fyldes op nedefra med forseglingsmateriale. Af screeningsskemaet fremgik, at det var en forudsætning for projektet, at boringen sluttede tæt til formationen i hele den periode, som forseglingsmaterialet var i jorden. Det fremgik videre, at der kunne forekomme reversible lokale miljøpåvirkninger i form af sænkning af grundvandstemperaturen, men at det var vurderet, at området ikke var sårbart over for denne påvirkning. Slangerne ville gennembryde grundvandsmagasiner, men tætheden af slangerne ville blive retableret ved etablering af en støbning, der sluttede tæt om formationen. Det var anført, at så længe boringen forblev tæt, så ville anlægget ikke kunne resultere i en ”stor eller kompleks” miljøpåvirkning. Afgørelsen blev påklaget af Lyngby-Taarbæk Forsyning, der bl.a. gjorde gældende, at screeningen ikke indeholdt en risikovurdering af projektets påvirkning på grundvandet og områdets særlige drikkevandsinteresser, og at kommunen ikke havde vurderet forureningsfaner i de sekundære grundvandsmagasiner eller godtgjort, at forurening af disse ikke kunne udgøre en risiko for det primære grundvandsmagasin, hvor drikkevandsproduktion fandt sted, og at der 400-850 m opstrøms projektet var lokaliseret fem ejendomme, hvoraf tre var forureningskortlagt på vidensniveau 2 og to var på regionens liste over ejendomme med mulig PFAS-brancheaktivitet. Endelig anførte Lyngby-Taarbæk Forsyning, at der ikke var foretaget en vurdering af kumulative effekter, eller af det forhold, at området var udpeget som værende i risiko for oversvømmelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens screeningsafgørelse, idet nævnet lagde vægt på, at de nærliggende forureningskortlagte ejendomme var afgrænsede inden for det kortlagte område og uden lange forureningsfaner. Dertil kom, at kommunen havde inddraget, at projektet lå i et indvindingsopland med sekundære grundvandsressourcer og særlige drikkevandsinteresser, og at kommunen på baggrund af, at boringen skulle forsegles tæt, havde vurderet, at der ikke ville være væsentlig påvirkning af grundvand eller drikkevandsinteresser. Nævnet bemærkede hertil, at risikoforhold ved placering, forsegling mv. af jordboringer var reguleret efter reglerne i jordvarmebekendtgørelsen eller boringsbekendtgørelsen. Nævnet fandt endvidere, at kommunen havde inddraget kumulative effekter og risikoen for oversvømmelse. På den baggrund kunne nævnet ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Selv om VVM-screeningsafgørelsen forudsætter, at der sker forsegling af jordboringerne, er der ikke tale om et vilkår for VVM-screeningsafgørelsen, da kravene om forsegling følger af jordvarmebekendtgørelsen eller boringsbekendtgørelsen, som særskilt regulerer projektet. Der er således ikke tale om en ulovlig vilkårsfastsættelse i screeningsafgørelsen, som tilfældet var i MRF 2025.82 Mfk. Forseglingen svarer derimod til de ”standardkendetegn”, der kan indgå i en væsentlighedsvurdering efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, uden at udløse krav om konsekvensvurdering, jf. sag C-721/21, Eco Advocacy (MRF 2023.97) om krav om regnvandsanlæg i forbindelse med etablering af boligområde.