MRF 2025.129
Retten i Næstveds dom 30. oktober 2025, sag BS-4194/2024-NAE
A (adv. Mikkel Hansen) mod Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
A var som nabo ikke part i en sag om landzonetilladelse til opførelse af gyllebeholder, hvorfor A’s klage over tilladelsen var indgivet for sent. Det ændrede ikke herpå, at kommunen ved en fejl ikke havde foretaget naboorientering af A.
Næstved Kommune meddelte den 9. marts 2023 landzonetilladelse til opførelse af en gyllebeholder på 3.500 m3 på E’s ejendom Tilladelsen blev offentliggjort på kommunens hjemmeside den 10. marts 2023 med en klagefrist på 4 uger regnet fra offentliggørelsen. A, der ejer naboejendommen beliggende ca. 150-170 meter fra gyllebeholderen, blev ikke naboorienteret, men blev først bekendt med landzonetilladelsen den 17. maj 2023, da byggeriet blev påbegyndt. A kontaktede herefter kommunen, som oplyste, at A grundet manglende orientering havde ret til at klage inden 4 uger fra det tidspunkt, hvor han havde fået kendskab til afgørelsen. A påklagede inden for den oplyste frist (den 6. juni 2023) afgørelsen til Planklagenævnet, der afviste klagen med henvisning til, at klagefristen var overskredet, idet nævnet fandt, at A ikke havde en sådan individuel væsentlig interesse i sagen, at A var part, hvorfor A ikke havde krav på individuel underretning om afgørelsen. Konkret henviste nævnet til, at A’s ejendom ligger ca. 215 meter fra det sted, hvor gyllebeholderen opføres, og at der mellem gyllebeholderen og klagerens bolig ligger flere ejendomme med bebyggelse. A anlagde herefter retssag mod Planklagenævnet med påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling, hvor A bl.a. gjorde gældende, at klagefristen måtte anses for overholdt, da det var en fejl, at A ikke havde modtaget den underretning, som de øvrige lodsejere, der grænsede op til E’s ejendom, havde modtaget fra kommunen, mens nævnet påstod frifindelse. Under sagen blev udmeldt syn og skøn. Byretten lagde til grund, at A, hvis ejendom grænser direkte op til E’s ejendom med gyllebeholder, skulle have været underrettet af kommunen efter planlovens § 35, stk. 4, og at det var en fejl, at A ikke var underrettet, men at dette krav på underretning ikke i sig selv betød, at A kunne anses for part i forvaltningslovens forstand, ligesom byretten afviste, at A kunne opnå partsstatus ved kommunens forlængelse af klagefristen. Herefter lagde byretten på baggrund af skønserklæringen til grund, at gyllebeholderen er beliggende i en afstand af ca. 150 meter fra A’s ejendom og ikke er synlig fra A ejendom, og at der ikke ved besigtigelsen af ejendommen kunne konstateres lugtgener relateret til gyllebeholderen, hvorfor de gener, som A måtte blive påført som følge af gyllebeholderen, ikke adskilte sig fra de gener, som øvrige naboer og beboere i området måtte lide. Byretten lagde endvidere til grund, at det mulige værditab på A’s ejendom ikke adskilte sig fra de øvrige ejendomme i lokalområdet. Byretten fandt på den baggrund, at A ikke var at betragte som part, og at klagen derfor var indgivet for sent, idet der ikke var oplyst omstændigheder, som kunne begrunde, at overskridelse af klagefristen kunne anses for undskyldelig. Byretten tog herefter nævnets frifindelsespåstand til følge.
Kommentar: Dommens fortolkning af det forvaltningsretlige partsbegreb må tiltrædes, men det fører ikke nødvendigvis til, at resultatet er korrekt, idet det dog formentlig må ses i lyset af den måde, som sagen blev procederet på. Sagens retlige spørgsmål var grundlæggende, om der kunne ses bort fra klagefristen, fordi A ikke var underrettet om afgørelsen efter planlovens § 35, stk. 4, idet det efter dommens oplysninger må lægges til grund, at det var en fejl, at A ikke var underrettet, hvorfor undtagelsen i § 35, stk. 5, er uden betydning. Ved bedømmelse af klagefristen må det afgørende være, om A har klageret efter planlovens § 59, stk. 1, hvorefter ”enhver med retlig interesse i sagens udfald” har klageret, hvilket efter fast praksis fortolkes udvidende. Det er således oplagt og ubestridt, at A havde klageret over landzonetilladelsen. Når dette er tilfældet, og når der i planlovens § 35, stk. 4, er indsat en regel om, at direkte naboer til ejendomme, hvortil der meddeles landzonetilladelse, skal underrettes mindst 2 uger, før der kan meddeles tilladelse, må klagefristen som udgangspunkt regnes fra det tidspunkt, hvor den klageberettigede har modtaget underretning. Mens byrettens dom kan forklares med parternes anbringender, er det uforståeligt, at Planklagenævnet, der er omfattet af officialprincippet, helt forbigik betydningen af den udvidede klageret efter planloven og dens sammenhæng med den særlige underretningsordning i planlovens § 35, stk. 4.