MRF 2025.152
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. september 2025, j.nr. 24/05918
Anlæg af permanent markvej i § 3-beskyttet overdrev i forbindelse med byggeprojekt af fire sommerhuse anset for dispensationskrævende tilstandsændring, uanset der ikke vil ske tilførsel af materiale, da tunge køretøjer ville presse jorden sammen og påvirke plante- og dyreliv i området.
Hjørring Kommune traf den 24. april 2024 afgørelse om, at etablering af en privat fællesvej og en intern vej beliggende i § 3-beskyttet overdrev udgjorde lovlige og ikke dispensationskrævende forhold. Det beskyttede overdrev var en del af et større § 3-beskyttet areal omfattede overdrev, mose og vandløb. Kommunen meddelte samtidig landzonetilladelse til udstykning til fire boliggrunde efter planlovens § 35 og dispensation efter planlovens § 19 fra lokalplan 604.1 TORNBY. Baggrunden for vejprojektet var lodsejeres ønske om et fremtidigt byggeprojekt på ejendommene. Det fremgik af afgørelsen, at det var en forudsætning for kommunens vurdering, at vejene blev anlagt som kørespor, der havde karakter af markvej, og at etableringen som udgangspunkt skulle foretages uden tilførsel af materiale. Hvis der var behov for terrænregulering, skulle dette ske ved tilførsel af sand fra området. Der måtte ikke tilføres muld, grus eller lignende, ligesom der ikke måtte udsås frø på strækningen. Det fremgik af afgørelsen, at kommunen ved behandling af fremtidige byggeansøgninger ville tage stilling til påvirkningen på tilstanden af den beskyttede natur. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening lokalafdeling, der gjorde gældende, at vejprojektet udgjorde en ulovlig tilstandsændring af det beskyttede overdrev, da etableringen bl.a. ville medføre øget trafik. Under klagesagen bemærkede kommunen, at kun én vej ville blive etableret inden for beskyttet overdrev, men at kommunen fortsat vurderede, at der ikke var tale om en dispensationskrævende tilstandsændring, når vejen blev anlagt inden for de i afgørelsen nærmere beskrevne retningslinjer. Efter anmodning fra Miljø- og Fødevareklagenævnet præciserede kommunen, at der ikke var taget stilling til, i hvilke tilfælde byggeri ville kræve dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, idet dette bl.a. ville afhænge af byggehøjder. Hertil bemærkede kommunen, at der var angivet en vejledende byggeafstand til § 3-natur på 2,5 m. Kommunen ville endvidere i forbindelse med godkendelse af vejprojektet og den matrikulære forandring påse, at vejene levede op til retningslinjerne i kommunens afgørelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) konstaterede, at de omhandlede arealer var beliggende i et område med karakteristisk registreret overdrev, og at arealet var del af et større beskyttet areal omfattende overdrev, mose og vandløb. Herefter fandt nævnet, at etableringen af vejprojektet i beskyttet overdrev udgjorde en tilstandsændring i strid med naturbeskyttelseslovens § 3. Herved havde nævnet lagt vægt på, at vejene skulle fungere som de eneste adgangsveje til to sommerhuse, hvorfor vejene, uanset om de skulle anlægges som et kørespor med karakter af markvej, ville medføre en permanent ændring i det beskyttede overdrev. Det var nævnets opfattelse, at hyppig anvendelse af vejene, samt gentagen påvirkning fra tunge køretøjer ville presse jorden sammen og påvirke dyre- og planteliv i det berørte område. Herudover havde nævnet lagt vægt på, at en terrænregulering ifm. etablering af kørespor ville medføre en permanent fjernelse af naturtypen. Det forhold at vejene skulle etableres uden tilførsel af materiale kunne ikke føre til andre resultat, da etablering af permanent kørespor i sig selv udgjorde en dispensationskrævende tilstandsændring. Kommunen afgørelse blev herefter ophævet og hjemvist med bemærkning om, at kommunen ved fornyet behandling skulle tage stilling til, om der kunne meddeles dispensation til vejprojektet.
Kommentar: Etablering af nye markveje i § 3-beskyttede områder vil normalt kræve dispensation fra § 3, men hvor der som i denne sag er tale om privat fællesvej henholdsvis en privat vej til nogle matrikulerede ejendomme, kan vejlovens ordning begrunde, at der meddeles dispensation fra § 3. Se tillige MRF 2024.314 B, hvor retten ophævede klagenævnets skønsmæssige afslag på dispensation fra § 3 til forhøjelse af en eksisterende markvej.