MRF 2025.115
Højesterets kendelse af 4. december 2025, 1. afd., sag BS-47265/2025-HJR
(Oliver Talevski, Jan Schans Christensen, Kurt Rasmussen, Ole Hasselgaard og Søren Højgaard Mørup)
E (adv. Vagn Sanggaard Jakobsen) mod FORS Spildevand Lejre A/S (adv. Marie Bockhahn)
Der skulle betales vandafledningsbidrag for vandforbruget ved udledning af vand fra swimmingpool, selvom vandet ikke var forurenet, og selvom vandet ikke blev afledt via spildevandsledning.
Baggrunden for sagen var, at FORS Spildevand Lejre A/S (Fors) den 24. november 2023 anmodede fogedretten om at foretage udlæg på 3.907,49 kr. hos E som ejer af en ejendom med swimmingpool vedrørende ubetalt vandafledningsbidrag for 2022. Ejendommens samlede vandforbrug i 2022 var målt til 187 m3, hvilket lå ca. 75 m3 over det sædvanlige forbrug, idet poolen var blevet tømt og genopfyldt. Poolvandet blev med nogle års mellemrum tømt og udledt til en nærliggende å via ejendommens regnvandskloak, som var forbundet med ledningsnet ejet af Fors. Fogedretten i Roskilde nægtede i december 2024 at fremme sagen, men afgørelsen blev ophævet af landsretten i juni 2025, og sagen hjemvistes til fogedretten med henblik på foretagelse af udlæg. E kærede kendelsen til Højesteret og betalte i juni 2025 det opkrævede beløb med renter og omkostninger. Det var i sagen omtvistet, om vand udledt fra en privat swimmingpool kunne danne grundlag for opkrævning af vandafledningsbidrag efter spildevandsbetalingsloven, herunder om bidragspligten forudsætter, at vandet er forurenet, og om afledning via regnvandsledning til et forsyningsselskabs ledningsnet kan sidestilles med afledning til spildevandsanlæg. Det var endvidere omtvistet, om E havde retlig interesse i kæresagen efter betalingen af det opkrævede beløb. Højesteret fastslog indledningsvis, at der uanset E’s betaling af det omtvistede beløb ikke var grundlag for at afvise sagen som følge af manglende retlig interesse, idet tvisten om betalingsforpligtelsen fortsat bestod, og en afvisning ville afskære Højesteret fra at tage stilling til det principielle spørgsmål om fortolkningen af spildevandsbetalingsloven. Højesteret udtalte derefter, at der efter spildevandsbetalingslovens § 2 a, stk. 1, betales et årligt vandafledningsbidrag for afledning til et spildevandsforsyningsselskab af spildevand og vand, der kan sidestilles hermed, og efter stk. 4 fastsættes bidraget med udgangspunkt i vandforbruget. Herefter henviste Højesteret til forarbejderne, hvorefter vandforbruget er valgt som hovedfordelingskriterium for at sikre enkle regler og ud fra den betragtning, at den mængde vand, der forbruges i en ejendom, nogenlunde svarer til den vandmængde, der afledes igen som spildevand. Højesteret fastslog videre, at der ikke er holdepunkter i loven eller dens forarbejder for, at det er en betingelse for bidragspligt, at vandet er forurenet, og at der ikke sondres mellem, om vand afledes til spildevandsanlæg eller andre anlæg. Højesteret fandt derfor, at det fulgte af spildevandsbetalingslovens § 2 a, stk. 1, jf. stk. 4, at E skulle betale det opkrævede vandafledningsbidrag, eftersom E var blevet opkrævet vandafledningsbidrag på grundlag af deres vandforbrug, og da vandet fra swimmingpoolen var udledt til Fors’ anlæg. Højesteret tiltrådte endvidere, at det ikke var godtgjort, at der var indgået en aftale om fritagelse for betaling og bemærkede, at der i øvrigt ikke er hjemmel i spildevandsbetalingsloven til at fritage for betaling af bidrag af det omhandlede vandforbrug. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens hjemvisning med henblik på foretagelse af udlæg.
Kommentar: Sagens reelle tvistepunkt var, om E havde indgået en aftale om at blive fritaget for at betale spildevandsgebyr for det vand, som blev brugt i swimmingpoolen, som E efter rensning udledte til regnvandsledning, der efter det oplyste havde karakter af en å. Mens fogedretten lagde vægt på, at spildevandsselskabet ikke havde bevist, at der ikke var indgået en aftale, lagde landsretten og Højesteret til grund, at E ikke havde bevist, at der forelå en aftale med spildevandsselskabet om ikke at betale, hvilket svarer til spildevandsbetalingslovens formodningsregel. Derimod er det uforståeligt, at fogedretten udtalte, at spildevandsselskabet ”ikke [har] dokumenteret, at det udledte bassinvand var spildevand eller vand, der kunne sidestilles hermed”, og at selskabet ”bør [...] tilse anlægget og vandkvaliteten, når vandet er klorfrit, for at kunne afgøre, om der er tale om spildevand eller vand, der kan sidestilles hermed, før der kan påbegyndes opkrævning af vandafledningsbidrag heraf”. Bemærkningen efterlader indtryk af, at fogedretten har troet, at spildevandsgebyr forudsætter, at vandet er forurenet, hvilket er forkert, som det mere fyldigt er fastslået med Højesterets præmisser.