MRF 2025.123
Østre Landsrets dom af 10. december 2025, 17. afd., sag BS-61551/2023-OLR
(Louise Saul, Jakob Friis Nolsø og Jesper Furbo-Halken (kst.))
Selskab A (adv. Jacob Pedersen) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Eva Daniella Gabris)
Afvist klage over påbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, om standsning af opgravning og udjævning af jord som led i renovering af dræn med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, 2. pkt., men stadfæstet kommunens efterfølgende registrering af arealet som beskyttet eng.
Efter anmeldelse om ulovlig opgravning i beskyttet natur på selskab A’s landbrugsejendom meddelte Fredensborg Kommune den 23. oktober 2020 efter besigtigelse standsningspåbud til D, der var direktør for A, med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5. A klagede over påbuddet og gjorde gældende, at der ikke var tale om beskyttet natur, og oplyste i øvrigt at gravningen skete for at finde dræn. Kommunen traf herefter i december 2020 ”afgørelse” om at registrere det omtvistede areal på ca. 1.300 m2 som eng omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Dette blev ligeledes blev påklaget af selskab A til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i afgørelsen i MRF 2022.81 Mfk besluttede at behandle de to klager i én samlet afgørelse. Da kommunens standsningspåbud var en tilsynsafgørelse efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, afviste nævnet med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, 2. pkt., at realitetsbehandle klagen over påbuddet. Mht. kommunens registrering af arealet som beskyttet eng, fandt nævnet på grundlag af sagens akter og tilgængelige luftfotos af arealet i perioden 1954-2021, at det omstridte areal opfyldte kriterierne for at være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4, jf. stk. 3, som fersk eng. Nævnet lagde herved vægt på, at arealet på luftfotos fra 2011 til 2020 fremstod heterogent med vedvarende vegetation uden tegn på omlægning, jordbearbejdning eller anden intensiv drift, men afviste at lægge vægt på de af A fremlagte ansøgningsskemaer og markkort, da der på luftfotos af engarealet i perioden 2011-2020 ikke var tegn på omlægning, jordbearbejdning, eller anden intensiv drift, mens nævnet vægt på, at der ved kommunes besigtigelse af arealet i oktober 2020 blev registreret positivarter for fersk eng. Selv om arealet ikke i sig selv opfyldte størrelseskravet 2.500 m2, indgik arealet indgik i sammenhæng med beskyttet mose på naboejendom, hvorfor arealet var omfattet af § 3. Supplerende bemærkede nævnet, at den foretagne opgravning og udjævning af jord på arealet således udgjorde en ændring af tilstanden i strid med naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4. A indbragte klagenævnets afgørelse for domstolene med påstand om ugyldighed og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at arealet ikke opfyldte betingelserne for at være eng omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, da arealet havde været i omdrift inden for de seneste 7-10 år, og at standsningspåbuddet var meddelt til forkert adressat, da D hverken var ejer eller bruger af arealet, hvorfor standsningspåbuddet var ugyldigt, hvilket klagenævnet burde havde påset. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at nævnet ikke har kompetence til at behandle klager over standsningspåbud, og at betingelserne for at registrere arealet som beskyttet eng omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 var opfyldt. Under sagen blev udmeldt syn og skøn, der konkluderede, at arealet ikke havde været omlagt de seneste 7-10 år, men at en mindre del havde været pløjet. Byretten lagde til grund, at standsningspåbuddet var en afgørelse efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, og at nævnet derfor med rette havde afvist at behandle klagen, uden at det kunne tillægges betydning, at påbuddet var meddelt til D, da D var direktør i selskab A. Tilsvarende fandt byretten ikke grundlag for at underkende klagenævnets tiltrædelse af kommunens registrering af det omhandlede areal som § 3 beskyttet fersk eng efter bevisførelsen. Nævnet blev herefter frifundet. Selskab A ankede til landsretten, der stadfæstede byrettens dom i henhold til de af byretten anførte grunde.
Kommentar: Dommen understreger, at det i naturbeskyttelseslovens § 3 indeholdte forbud mod tilstandsændringer gælder, uanset om et areal er registreret som § 3-natur, og at den såkaldte mosaikregel, hvorefter der i størrelseskravet indgår andre beskyttede naturtyper, er uafhængigt af, om de enkelte arealer er ejet af forskellige ejere, hvilket var relevant i denne sag, fordi selskab A havde frasolgt arealet med mosen. I forhold til standsningspåbuddet må det tiltrædes, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke havde kompetence til at behandle klagen. Det må derfor tiltrædes, at nævnet i en sådan sag heller ikke kan behandle indsigelse om, at adressaten for påbuddet ikke er den rette. Det er dog uheldigt, at dette af byretten begrundes med, at D var direktør for selskab A, da det sidste ikke kan være afgørende for klagenævnets kompetence. Retsvirkningen af den foreliggende dom er derfor begrænset til registrering af arealet som § 3-natur. I forhold til standsningspåbuddet vil indsigelsen om, at D ikke var rette påbudsadressat, dog særskilt skulle afgøres, da der ikke er taget stilling til dette spørgsmål i klagenævnets afgørelse.