MRF 2025.116
Vestre Landsrets dom af 4. november 2025, 4. afd., sag BS-8952/2024-VLR
(Linda Hangaard, Thomas Elholm og Mille Drews Mellbye (kst.))
A (adv. Camilla Refsgaard) mod G og H (adv. Birgitte Nygaard Christensen)
Ejer af landbrugsejendom havde ikke vundet hævd på færdsel over markvej på G og H’s landbrugsejendom, da færdsel ikke i alderstid var udøvet med en sådan stadig og regelmæssig karakter, at der var grundlag for hævdserhvervelse.
G erhvervede i 1994 landbrugsejendommen B10, som G’s forældre overtog i 1958, hvor der blev opført et husmandssted. På ejendommen var en markvej, der fortsatte ind på naboejendommen G33, som havde selvstændig vejadgang ad vej H. I 2020 erhvervede A ejendommen G33. Efter overtagelsen kørte A med traktor og firehjulstrækkere over markvejen på G og H’s ejendom, og i 2022 fik A miljøgodkendelse efter husdyrbruglovens § 16 til produktion af fjerkræ. G og H gjorde indsigelser mod A’s brug af markvejen. Da der ikke kunne opnås en forligsmæssig løsning, anlagde G og H sag mod A med påstand om, at A som ejer af G33 skulle anerkende, at der ikke var vundet færdselshævd på at benytte G og H’s markvej med lastbiler, landbrugsmaskiner, personbiler og cyklende og gående færdsel, og med subsidiære påstande for mindre belastende færdsel ad markvejen. A påstod frifindelse. Byretten lagde til grund, at markvejen var markeret på topografiske kort fra før 1922 og frem til 1970, og at A’s ejendom i 1923 fik adgang til det offentlige vejnet. På grundlag af bevisførelsen lagde byretten til grund, at markvejen fra 1940’erne til 1980 var benyttet af gående og cyklende og til kørsel med traktor og personbil til G33, at markvejen fra 1970-1985 var brugt af mælketankbilen, når der skulle hentes mælk fra G33, og at markvejen siden 1985 med ujævne mellemrum var anvendt af cyklende og et par gange en personbil som adgang til A’s ejendom. Uden byretten tog stilling til, om det var en synbar servitutindretning, fandt byretten, at færdslen over markvejen fra skiftende ejere af G33 ikke havde en sådan intensitet, stadighed og regelmæssig karakter, at betingelserne for hævdserhvervelse var opfyldt, hvorfor G og H blev frifundet. A ankede til landsretten, hvor der var supplerende bevisførelse. Landsretten lagde på grundlag af bevisførelsen til grund, at der siden 1862 havde været et stykke markvej med nogenlunde samme forløb som i dag, hvor markvejen i den ene ende var forbundet med offentlig vej og i den anden ende forbundet med markvejen over G33 (A’s ejendom), at A’s ejendom i 1923 fik adgang til offentlig vej, at der i 1883 blev opført bebyggelse på A’s ejendom, og at der i 1958 blev opført bebyggelse på G og H’s ejendom. Videre lagde landsretten til grund, at det omtvistede stykke af markvejen hovedsageligt havde været benyttet af tidligere ejere af G og H’s ejendom, mens den del af markvejen, der var på A’s ejendom, havde været benyttet af tidligere ejere af denne ejendom. Landsretten fandt derfor, at den omtvistede del af markvejen måtte anses for en ikke synbar servitutindretning, hvorfor det er reglerne om alderstidshævd, der finder anvendelse. På grundlag af vidneforklaringerne lagde landsretten til grund, at det omtvistede stykke af markvejen frem til 1980’erne havde været benyttet af tidligere ejere af A’s ejendom til gående og cyklende færdsel, med personbil og til erhvervsmæssig kørsel med landbrugsmaskiner samt andre lastbiler, når forholdene gjorde en sådan færdsel mulig, men at denne anvendelse kun i begrænset omfang var fortsat efter midten af 1980’erne og efter 2020 mod G og H’s protest. Med henvisning hertil fandt landsretten ikke, at A havde løftet bevisbyrden for, at der var vundet færdselshævd, hvorfor landsretten stadfæstede byrettens dom, således at A blev tilpligtet at anerkende, at der ikke var vundet hævd på færdsel over markvejen på G og H’s ejendom.
Kommentar: Dommen belyser, hvordan betingelsen om kontinuerlig råden ved færdselshævd omfatter en forholdsvis indgående prøvelse af karakteren af den færdsel, som skal være udøvet i hævdstiden, og hvor hævdstiden i relation til færdselshævd på markveje ofte vil være alderstidshævd. Se uddybende Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 813 f.