MRF 2025.168
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 2. december 2025, j.nr. 24/07897 og 24/07898
Ophævet og hjemvist indirekte afgørelse om, at udvidelse af Odense Dyrskueplads til afholdelse af koncerter med op til 70.000 tilskuere ikke krævede VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21, da Dyrskuepladsens anvendelse anset som forlystelsesaktiviteter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 12(e), og udvidelsen kunne have skadelig virkning på miljøet, uanset at støjen ikke blev forøget, hvorfor udvidelsen var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 13(a) om ændringer af projekter. Klagefrist regnet fra det tidspunkt, hvor klager fik kendskab til den indirekte afgørelse.
Klagesagen vedrørte anvendelsen af Dyrskuepladsen i Odense Sydvest til afholdelse af større koncerter og arrangementer og har et lidt kompliceret forudgående forløb. I de senere år har der været afholdt en række større koncerter på Dyrskuepladsen med op til 47.000 tilskuere. I foråret 2024 gennemførte Odense Kommune en renovering af pladsen, så pladsen fremover ville have kapacitet til at rumme større koncerter og events med op til 70.000 tilskuere. Renoveringen indebar bl.a. etablering af forsyningsledninger til vand, spildevand, el og internet, og kommunen havde endvidere i den sammenhæng meddelt nedrivningstilladelse til en række bygninger på pladsen, men uden en screening efter miljøvurderingslovens § 21. En lokalforening, F, gjorde over for Odense Kommune gældende, at ændringerne var lokalplanpligtige og krævede VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21. Kommunen afviste den 7. juni 2024 indsigelserne, hvilket påklagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet henholdsvis Planklagenævnet. Planklagenævnet gav i MRF 2024.259 Pkn klagerne medhold i, at ændringerne af Dyrskuepladsens anvendelse havde en sådan karakter, at der var lokalplanpligt efter planlovens § 13, stk. 2. I klagen over manglende VVM-screening gjorde F bl.a. gældende, at ændringerne af Dyrskuepladsen måtte anses for omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 12(e) om forlystelsesparker og af bilag 2, pkt. 13(a), og at der derfor skulle være sket screening, samt at der forelå myndighedsinhabilitet i strid med miljøvurderingslovens § 40, stk. 3. Odense Kommune gjorde bl.a. gældende, at klagefristen var overskredet, da byggetilladelsen til ændringerne blev meddelt i december 2023, hvor kommunen tillige holdt borgermøde, og at de tilladte ændringer var synlige fra januar 2024. Endvidere gjorde kommunen gældende, at kommunen havde vurderet, at ændringerne ikke var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 13(a) om ændring af projekter, da det ikke havde skadelig virkning på miljøet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde indledningsvis til grund, at klagen ikke kunne afvises med henvisning til klagefristen, idet denne først kunne anses at løbe fra det tidspunkt, hvor klager var bekendt med, at kommunen havde truffet en indirekte afgørelse. Herefter fandt nævnet, at F som lokalforening havde en retlig interesse i klagen, hvorved nævnet lagde vægt på afstanden fra projektområdet til F’s medlemmer, og at F’s formål er at varetage nabointeresser i forhold til miljøforhold. Med hensyn til klagepunktet om myndighedsinhabilitet fandt klagenævnet, at de særlige regler om interessekonflikter i miljøvurderingslovens § 40 og miljøvurderingsbekendtgørelsens § 15 var overholdt, idet kommunen havde sikret en passende adskillelse mellem uforenelige funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ved at lade By- og Kulturforvaltningen være ansøger, mens Klima- og Miljøforvaltningen havde varetaget myndighedsfunktionerne. I forhold til hvorvidt de tilladte ændringer af Dyrskuepladsen krævede VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21, lagde Miljø- og Fødevareklagenævnet til grund, at projektbegrebet forlystelsesparker i miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 12(e) må fortolkes som et afgrænset udendørs område, hvor der etableres forskellige indretninger med henblik på at tiltrække et større publikum, og hvorfra der bl.a. udgør betydelig støj, ligesom det giver anledning til øget trafik. Klagenævnet fandt derfor, at hvis Dyrskuepladsen blev etableret i dag, var tilladelsen omfattet af krav om VVM-screening, hvorved nævnet lagde vægt på, at selv om der er tale om enkeltstående arrangementer som dyrskuer, koncerter, festivals, sports- og motionsarrangementer, tiltrækker de forskellige arrangementer et større publikum, hvilket giver anledning til betydelig støj og øget trafik. Herefter lagde nævnet vægt på, at Dyrskuepladsen blev etableret i 1963, dvs. før reglerne om VVM blev vedtaget, og at Dyrskuepladsen siden starten af 1980’erne havde været anvendt til koncerter og andre events med op til 50.000 tilskuere, men at de tilladte ændringer muliggør en udvidelse med op til 20.000 tilskuere, og at det ikke kunne udelukkes, at dette vil have skadelig virkning på miljøet, selv om støjpåvirkningen fra koncerter ikke ændres. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt på denne baggrund, at udvidelsen af Dyrskuepladsen må anses for omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 13(a) om ændringer af projekter, og at udvidelsen derfor krævede screening efter miljøvurderingslovens § 21. Klagenævnet ophævede derfor Odense Kommunes afgørelse om, at anlægsarbejderne for at muliggøre kapacitetsudvidelse af Dyrskuepladsen ikke var omfattet af miljøvurderingslovens regler.
Kommentar: Afgørelsen må forstås på den måde, at hvis en kommune indretter et område til en række forskellige events som koncerter, dyrskuer, festivaler mv. med et betydeligt tilskuertal, vil de indretninger med ledninger og mindre anlæg, der er nødvendige for denne anvendelse skulle anses for et projekt omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 12(e) om forlystelsesparker og lignende. Dette forekommer velbegrundet henset til de betydelige miljøvirkninger, som disse eventpladser giver anledning til. Men afgørelsen er samtidig et opgør med tidligere praksis, hvor Natur- og Miljøklagenævnet og siden landsretten i MAD 2017.423 Ø afviste, at indretning af Roskilde Dyrskueplads til Roskilde Festival og eventplads var omfattet af VVM-direktivet. Der kan derfor være en del kommuner, som bør studere afgørelsen nærmere, da det på baggrund af MAD 2017.423 Ø ikke hidtil har været praksis i kommunerne at anvende VVM-reglerne ved tilladelse til indretning af disse eventpladser. Det forekommer dog tvivlsomt, når klagenævnet begrunder afgørelsen med, at udvidelsen fra 50.000 tilskuere til 70.000 tilskuere kan have skadelig virkning på miljøet og dermed er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 13(a) om ændringer af projekter. Problemet er, at den tidligere anvendelse af Dyrskuepladsen til eventplads med 50.000 tilskuere ikke var miljøvurderet, hvilket taler for, at der i alle tilfælde skal ske screening, før der gives tilladelse til nye projekter. I forhold til klagefristen må afgørelsen anses for en præcisering af, at når myndighederne træffer indirekte afgørelser, som klageren ikke har kendskab til, begynder klagefristen først at løbe, når klager har fået kendskab til den indirekte afgørelse om, at miljøvurderingslovens ikke fandt anvendelse og begrundelsen herfor. Det blev således ikke tillagt betydning, at klageren kunne se, at der var gennemført ændringer, eller at der var holdt borgermøde. Som det kort er fremgået af resumeet, gav sagen anledning til flere klagesager, hvor først Planklagenævnet i MRF 2024.259 Pkn fastslog, at ændringen var lokalplanpligtig, og hvor kommunen så vedtog lokalplan og parallelt hermed en forskrift for støj fra pladsen, hvor sidstnævnte selvstændigt blev påklaget, men klagen afvist i MRF 2025.155 Mfk, mens klagen over miljøvurderingen af støjforskriften fortsat verserer, idet klagenævnet i MRF 2025.146 Mfk afviste at tillægge denne klage opsættende virkning.