MRF 2025.172
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 19. december 2025, j.nr. 23/09315
Ophævet påbud efter jordforureningslovens §§ 40, 55 og 56 til tagrensningsvirksomheden T om straks at undersøge asbestforurening uden opsættende virkning af klage. Selvom der ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed forelå et særligt tilfælde af akut sundhedsfare, hvor der mundtligt kan meddeles strakspåbud uden opsættende virkning af klage, gælder dette kun foranstaltninger, der kan imødegå den akutte risiko, hvilket ikke omfattede et påbud om undersøgelse af forureningen.
Den 22. juni 20 konstaterede Faaborg-Midtfyn Kommune en asbestforurening efter tagrensningsvirksomhed (T) havde renset tag med asbestplader på E’s ejendom. Kommunen meddelte samme dag mundtligt påbud til T om at undersøge forureningen, og den 23. juni 2023 meddelte kommunen skriftligt påbud efter jordforureningslovens § 40 til T om at undersøge forureningen. Det fremgik af afgørelsen, at der i henhold til jordforureningslovens § 54, stk. 3, var tale om skriftlig opfølgning af det mundtlige påbud af 22. juni 2023, og at påbuddet i henhold til § 55 var meddelt uden frist og skulle efterkommes straks, og at klage efter § 56 ikke havde opsættende virkning. Arbejdet med tagrensning var udført den 6. juni 2023, hvor grundejeren den 15. juni 2023 kontaktede Faaborg-Midtfyn Kommunes om potentiel asbest spredt fra arbejdet. Faaborg-Midtfyn Kommune foretog den 15. juni 2023 tilsyn af ejendommen, supplerende tilsyn den 20. juni 2023 og den 21. juni 2023 modtog Faaborg-Midtfyn Kommune udtalelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der på baggrund af generelle oplysninger om sundhedsmæssig risici forbundet med, at asbestfibre, der er afsat til jorden, i tørt vejr kan hvirvles op med vinden, anbefalede, at der straks blev foretaget undersøgelse af udspredelsen, samt at synlig forurening med støv og slam blev fjernet af professionelle. Afgørelsen blev påklaget af tagrensningsvirksomheden T, der bl.a. gjorde gældende, at støv og rensevæske ved at ligge på lag af træflis, planteblade og på taget af et udhus ikke var i direkte kontakt med jord, hvorfor der ikke forelå en jordforurening omfattet af jordforureningsloven. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) konstaterede, at den spredning, som var sket ved arbejdets udførelse, medførte, at der allerede i forbindelse med tagrensningen var sket en vis udvaskning og indarbejdning af asbestholdigt materiale i den øverste del af jordmatricen, hvilket må anses for en jordforurening efter MRF 2025.35 Ø og U 2011.465 H, da spredning til ubefæstede arealer af asbestholdige materiale må anses for en del af jordmediet. Herefter bemærkede nævnet, at der i jordforureningslovens § 55 er hjemmel til at meddele straks påbud og i § 56 hjemmel til at ophæve opsættende virkning af klage, hvilket efter forarbejderne f.eks. kan være, hvor en forurening giver anledning til akutsundhedsfare. Med henvisning til udtalelsen fra Styrelsen for Patientsikkerhed fandtes betingelserne i jordforureningslovens §§ 54, 55 og 56 opfyldt. Selv om der forelå en alvorlig og akut sundhedsfare, fandt nævnet imidlertid ikke, at en afgørelse om at foretage undersøgelse var egnet til at imødegå den akutte fare ved jordforureningen, idet det egnede middel måtte antages at være en afgørelse om straks at foretage oprensning. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt derfor, at det skriftlige påbud af 23. juni 2023 led af en væsentlig retlig mangel, hvorfor nævnet ophævede afgørelsen.
Kommentar: Afgørelsen har bredere interesse, da det er sjældent, at Miljø- og Fødevareklagenævnet tager stilling til strakspåbud og en kommunes ophævelse af den opsættende virkning af klage efter jordforureningslovens § 56. Som nævnet anfører, var betingelserne opfyldt i den foreliggende sag, men kan naturligvis ikke bære forpligtelser, der ikke har karakter af akutte afværgeforanstaltninger, hvorfor nævnet nødvendigvis måtte ophæve strakspåbuddet. Det kan dog undre, at Miljø- og Fødevareklagenævnet skulle bruge 1½ år på en så banal konstatering, hvilket havde den praktiske konsekvens, at påbudsadressaten T var forpligtet til straks at efterkomme påbuddet. Som det fremgår af MRF 2025.173 Mfk, der tillige blev afgjort den 19. december 2025, blev undersøgelsespåbuddet opfyldt inden for 4 uger af T, der dog næppe har krav på erstatning for opfyldelse af uhjemlet påbud, da betingelserne for at påbyde forureningsundersøgelser måtte anses for opfyldt. Det var således alene pligten til straks at efterkomme påbuddet, der var ugyldig.