MRF 2025.138
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 21. juli 2025, j.nr. 23/06878
Ophævet og hjemvist påbud til tidligere ejer af boligejendom efter jordforureningslovens § 40 om forureningsundersøgelser af en olietank, der var nedlagt i 1984, og hvor der ved tidligere ejers opgravning i 2021 var fundet ca. 100 liter olie og slam, da det ikke var godtgjort, at forureningen skyldtes den manglende forskriftsmæssige sløjfning af olietanken i 1984, og at forureningen med overvejende sandsynlighed var fortsat eller sket efter den 1. januar 1992.
Sagen omhandlede en boligejendom med en nedlagt olietank, der af den tidligere ejer, S, var nedlagt i 1984 ved overgang til naturgas. S havde ejet ejendommen siden 1960 og frem til oktober 2021, hvor K overtog ejendommen. I forbindelse med salget fik S fjernet den tidligere olietank, hvor det ved opgravningen blev konstateret, at villaolietanken indeholdt 100 liter olie og slam. Kommunen meddelte i april 2023 påbud om undersøgelse af forureningen til S med henvisning til jordforureningslovens § 40, idet kommunen henviste til, at olietanken ikke var forskriftsmæssigt sløjfet, og at villaolietanken ved opgravningen bar præg af tæring i bunden, og at tilstedeværelsen af restindhold af olie og slam i villaolietanken på opgravningstidspunktet tydede på, at forureningen var pågået fra tidspunktet for lækagens opståen som følge af tæring frem til tidspunktet for, at villaolietanken blev opgravet i 2021. Påbuddet blev påklaget af S, der gjorde gældende, at forureningen mest sandsynligt var opstået, mens villaolietanken var i drift, og forureningen derved var ophørt, da villaolietanken blev taget ud af drift. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede med henvisning til bl.a. MAD 2017.315 (NMK-11-00169), at det for nævnets praksis lægges til grund, at undersøgelsespåbud meddelt efter jordforureningslovens § 40 forudsætter, at udledningen fra et anlæg med overvejende sandsynlighed enten kan være fortsat eller er sket efter den 1. januar 1992. Nævnet konstaterede, at det for sagen var lagt til grund, at villaolietanken bar præg af tæring, men at det ikke var fastlagt, hvorvidt villaolietanken rent faktisk havde en lækage. Endvidere konstaterede nævnet, at indholdet på 100 liter olie og slam lige så vel kunne være en indikation på, at villaolietanken var tæt. Nævnet bemærkede, at en lækage på rørforbindelsen mellem villaolietanken og det tidligere oliefyr ville kunne medføre, at fyringsolie var løbet fra lækagen på rørforbindelsen tilbage mod villaolietanken, hvor forureningen fra en lækage på rørforbindelsen i givet fald ville være ophørt i forbindelse med, at oliefyret blev taget ud af brug. På den baggrund fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der ikke var grundlag for at fastslå, hvornår og under hvilke omstændigheder den konstaterede jordforurening var sket, herunder om der var sammenhæng mellem den manglende forskriftsmæssige sløjfning og jordforureningen, hvorfor nævnet ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: I kommunens afgørelse blev det forudsat, at den tidligere ejer S havde forvoldt forureningen uagtsomt, da olietanken ikke var forskriftsmæssigt sløjfet pga. restindholdet, og at forureningen skyldtes den manglende forskriftsmæssige sløjfning af olietanken. Denne årsagsforbindelse fandt klagenævnet ikke godtgjort, ligesom der var usikkerhed om, hvorvidt forureningen var fortsat efter 1992, hvorfor sagen blev hjemvist. Afgørelsen er et eksempel på, at mange sager om undersøgelsespåbud fra nedlagte olietanke opstår i forbindelse med salg af ejendomme, og hvor det i alle tilfælde ikke kan være køber, der er rette adressat for påbuddet.