MRF 2025.49
Retten i Sønderborgs dom af 1. juli 2025, sag BS-40987/2021-SON
Boet efter A (adv. Lasse Ladefoged) mod Forsvarsministeriet (adv. Britta Moll Bown)
Dødsbo havde som ejer af boligejendom ikke krav på erstatning på naboretligt grundlag for støjgener fra Flyvestation Skrydstrup, da boet ikke havde løftet bevisbyrden for, at tålegrænsen var overskredet med en gennemsnitsstøj ved boligen på 60 dB og en maksimalstøj om natten på 90,9 dB.
A havde i 2011 for en pris af 870.000 kr. overtaget en boligejendom i en spredt bebyggelse i nærheden af Flyvestation Skrydstrup. Baggrunden for sagen var Forsvarsministeriet indkøb af nye F-35-kampfly, der skulle stationeres på Flyvestation Skrydstrup. Med lov nr. 881/2020 om udbygning og drift af Flyvestation Skrydstrup blev der i § 11 indført en kompensationsordning for værditab for naboer i gul henholdsvis rød zone. Efter de af Forsvarsministeriet gennemførte forudgående beregninger var E’s ejendom placeret i gul zone, hvor boligejere efter loven kan kræve udbetalt en økonomisk kompensation på ca. 70.000 kr. eller alternativt få dækket omkostningerne til støjisolering af boligen, mens Forsvarsministeriet efter loven har pligt til at overtage ejendommen, hvis den er beliggende i rød zone. A anlagde i oktober 2021 sag mod Forsvarsministeriet med krav om erstatning på naboretligt grundlag for støjgener. Mens retssagen verserede, døde A, og sagen blev videreført af A’s bo, der nedlagde påstand om, at Forsvarsministeriet skulle betale 1,1 mio. kr. i erstatning for støjgener fra flyvestationen. Til støtte herfor gjorde boet efter A bl.a. gældende, at de for A’s ejendom udførte teoretiske støjberegninger ikke var korrekte, idet støjen ved A’s ejendom oversteg 100 dB, at den gennemsnitlige støj ved A’s ejendom var større end 55 dB, hvorfor ejendommen skulle anses for beliggende i rød zone, at Miljøstyrelsens vejledning 5/1994 om støj fra lufthavne var forældet, og at det af den politiske aftale om Flyvestation Skrydstrup fremgik, at der skulle kompenseres for det fulde støjbillede. Endvidere gjorde boet efter A gældende, at støjen i forhold til A udgjorde et ekspropriativt indgreb. Forsvarsministeriet påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at den naboretlige tålegrænse ikke var overskredet, at A var bekendt med, at lufthavnen var en militær lufthavn, da A erhvervede ejendommen i 2011, at den forøgede støj fra F-35-kampfly blev modsvaret af færre flyvetimer, at den vejledende grænse for gennemsnitsstøj for spredt bebyggelse i det åbne land var 60 dB, og at den vejledende grænse for maksimalstøj om natten var 80 dB, ligesom Forsvarsministeriet afviste, at grænseværdierne i vejledning 5/1994 var forældede. Forsvarsministeriet afviste endvidere med henvisning til en skønserklæring, at de af A gennemførte støjberegninger var korrekte. Konkret henviste Forsvarsministeriet til, at flystøjsrapporten viste en gennemsnitsstøj ved A’s bolig på 60 dB, og at maksimalstøjen om natten i perioden 2020-2022 var mellem 80 og 85 dB og derfor lå tæt på det niveau, som efter vejledningen burde tilstræbes, samt at de seneste punktberegninger for maksimal støj om natten ved A’s hus viste en maksimalstøj på 90,9 dB. Byretten lagde til grund, at de af A gennemførte støjberegninger var fejlbehæftede, og at A måtte være forberedt på støjgener, da A erhvervede ejendommen i 2011. Endvidere lagde byretten til grund, at udskiftningen af kampfly og placering på Flyvestation Skrydstrup var hjemlet i lov nr. 881/2020, at anskaffelsen af F-35-kampfly var sket for, at Danmark kunne håndhæve suverænitet over dansk luftrum, og at de nye fly ville ændre flyvemønstre, så det samlede antal flyvetimer med kampfly ville falde. Efter en samlet vurdering fandt byretten, at boet efter A ikke havde løftet bevisbyrden for, at støjen fra Flyvestation Skrydstrup oversteg den naboretlige tålegrænse, hvorfor A ikke havde krav på erstatning.
Kommentar: Dommen er den anden sag om erstatning for støj fra Flyvestation Skrydstrup, men vedrører til forskel fra MRF 2024.316 B den aktuelle ejer. Begge sager vedrører på forskellig vis konsekvenserne af, at lovgiver med loven om Flyvestation Skrydstrup valgte en standardisering af kompensationsordning i rød og gul zone baseret på teoretiske beregninger, hvorfor det næppe kan anses for overraskende, at der er ejendomme, som ikke føler sig dækket ind, hvis de er placeret i gul zone. Lovgivningsteknikken rejser i sig selv et principielt problem i forhold til den naboretlige tålegrænse, da loven både kan opfattes som en stillingtagen til, hvad naboer må tåle, og til, i hvilket omfang de kompenseres, hvilket synes at være Forsvarsministeriets hovedsynspunkt. I den sammenhæng er det dog noget overraskende, at ministeriet gjorde gældende, at de i Miljøstyrelsens vejledning 5/1994 anførte støjgrænser (se vejledningen s. 41-42) ikke var forældede, da Miljøstyrelsen i januar 2024 udsendte et tillæg til vejledning 5/1994, og hvor støjgrænserne for flyvestationer er sat lavere af hensyn til sundhedsrisikoen (vejledning nr. 67/2024, s. 17). Dette ses imidlertid ikke gjort gældende af sagsøgeren, men burde være oplyst af Forsvarsministeriet, hvorefter der nødvendigvis opstår det selvstændige spørgsmål, om de ændrede vejledende grænseværdier kan inddrages i sagen. Dette må besvares bekræftende efter Højesterets dom i U 2020.867 H, hvor ændrede vejledende grænseværdier for lugtafstand til pelsdyrfarme blev anset at henhøre under nye faktiske oplysninger (nova) og ikke blev anset for jus. Om dette så også gælder for en lovreguleret erstatningsordning for støjgener, kan diskuteres, men burde i det mindste have været adresseret. I forhold til den under retssagen nedlagte påstand kan det i øvrigt undre, at boet efter A ikke formulerede påstanden som et krav om, at Forsvarsministeriet overtog ejendommen for det påståede beløb, da påstanden efter sin formulering ville betyde, at boet beholdt ejendommen og samtidig fik 1,1 mio. kr. i erstatning, hvilket ville ført til ugrundet berigelse. Det sidste blev af uforklarlige grunde ikke gjort gældende af Forsvarsministeriet.