MRF 2025.22/2
Vestre Landsrets dom af 29. august 2025, 1. afd., sag BS-35801/2024-VLR
(Henrik Twilhøj, Astrid Bøgh og Bo Dietz (kst.))
A og B (adv. Rasmus Richard Duggen) mod Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth)
Ikke grundlag for at underkende Planklagenævnets afgørelse i MRF 2023.185 i naboers klagesag over byggeris overensstemmelse med lokalplan, da formålsbestemmelser var for upræcise til at kunne håndhæves. Naboerne havde ikke partsstatus i forhold til lokalplanens bevaringsbestemmelser, hvorfor kommunen ikke var forpligtet til at foretage partshøring eller begrunde afgørelsen i forhold til naboer.
Aabenraa Kommune meddelte i juni 2021 byggetilladelse til E’s opførelse af et enfamiliehus inkl. fotostudie, garage, overdækket areal og skur på en ejendom omfattet af lokalplanen for et område ved Fjordvejen ved Kollund. Afgørelsen blev påklaget af naboerne A og B til Planklagenævnet, der ved afgørelse fra august 2021 fandt, at byggeriet var i overensstemmelse med lokalplanen, hvorfor A og B ikke fik medhold i klagen. A og B indbragte nævnets afgørelse for Retten i Sønderborg. I forbindelse med retssagen gjorde A og B nævnet opmærksom på, at nævnet havde lagt et forkert bygningsreglement til grund for beregningen af bebyggelsesprocenten, og at nævnet havde overset et klagepunkt om, at husets hovedbygning var i strid med lokalplanens § 6.3 om tagudformning. På denne baggrund genoptog Planklagenævnet sagen og behandlede samtidigt A og B’s indsigelser om, at nævnet havde tilsidesat officialprincippet og lighedsgrundsætningen. Planklagenævnet fandt i en afgørelse fra august 2023 (MRF 2023.185 Pkn), at kommunens beregning bebyggelsesprocenten var forkert og hjemviste dele af afgørelsen med henblik på stillingtagen til dispensation fra lokalplanen. Samtidig fastslog nævnet, at kun lokalplanens bindende bestemmelser kunne håndhæves, men at A og B’s indsigelser vedrørende bygningshøjde og udseende ikke havde en så bestemt karakter, at de kunne håndhæves. Endelig fandt nævnet, at A og B ikke var parter i forvaltningslovens forstand, og at kommunen derfor ikke havde haft pligt til at begrunde afgørelsen efter forvaltningslovens § 22. A og B fastholdt på denne baggrund retssagen mod nævnet, hvor A og B nedlagde endelig påstand om, at nævnet skulle anerkende at afgørelsen i MRF 2023.185 Pkn var delvis ugyldig. Til støtte herfor gjorde A og B gældende, at byggetilladelsen stred mod lokalplanens formål, omfangs- og højdekrav samt krav til helhed, tagudformning og materialer, og at kommunen havde tilsidesat regler om naboorientering, partshøring og begrundelse. Planklagenævnet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at formålsbestemmelsen ikke var bindende, at en generel æstetisk helhedsbestemmelse ikke kunne håndhæves grundet manglende klarhed, og at verandaens træelementer ikke udgjorde egentlige facader. Byretten lagde til grund, at kun lokalplanens bindende bestemmelser havde retsvirkning, at formålsbestemmelsen alene angav overordnede målsætninger og ikke opstillede bindende vilkår, og at redegørelser og illustrationer i lokalplanen ikke var bindende uden henvisning i lokalplanbestemmelserne. Byretten tiltrådte derfor, at byggeriet med de af Planklagenævnet anførte bemærkninger var umiddelbart tilladt i forhold til lokalplanens formålsbestemmelse, og at der ikke var pligt til at vurdere ’åbenhed’, ’harmoni’ eller bevaringshensyn som selvstændige bindende krav, og at en generel æstetisk helhedsbestemmelse ikke havde den fornødne klarhed og præcision til håndhævelse. Materialekrav for bygningens ydre var opfyldt, idet “udvendige bygningssider” måtte forstås som facader, og verandaen/overdækningen i træ udgjorde ikke i sig selv en bygningsside. I forhold til partstatus tilsluttede byretten sig Planklagenævnets vurdering af, at byggeriet ikke medførte væsentlige og konkrete gener for A og B, herunder væsentlige indbliks- og skyggegener, og at A og B ikke på grundlag af bevaringsværdierne i området kunne anses for at være part i sagen, hvorfor kommunen ikke var forpligtet til partshøring eller begrundelse. De i sagen indhentede skønserklæringer om værdiforringelse som følge af mindre fjordudsigt medførte ikke sådanne konkrete og væsentlige gener, at A og B var part i sagen, hvorefter nævnet blev frifundet. A og B ankede til landsretten, hvor parterne gentog deres påstande og anbringender. Landsretten lagde til grund, at lokalplanens formålsbestemmelser var af en så overordnet karakter, at de ikke kunne håndhæves, og tilsluttede sig byrettens vurdering af, at lokalplanbestemmelsen om bebyggelsens udformning ikke havde den fornødne klarhed og præcision til at kunne håndhæves, og at lokalplanens materialekrav til bygningens ydre var opfyldt, da “udvendige bygningssider” måtte forstås som facader, og verandaen/overdækningen i træ ikke i sig selv udgjorde en bygningsside. Landsretten tilsluttede sig ligeledes byrettens begrundelse for, at A og B ikke kunne anses for part, hvorefter landsretten stadfæstede byrettens frifindende dom.
Kommentar: Dommen vedrører naboers mulighed for at kræve, at kommunen håndhæver lokalplanbestemmelser ved byggetilladelse til byggeri på naboejendomme. I overensstemmelse med fast praksis fastslog landsretten, at generelle formålsbestemmelser og skønsbetonede æstetiske krav til byggeri ikke kan håndhæves, når kommunen har givet byggetilladelse, ligesom sådanne bestemmelser ikke i sig selv giver naboer partsstatus, hvilket dog ikke ændrer ved, at naboer i almindelig har klageret over direkte og indirekte afgørelser efter planloven, og at naboer skal høres ved dispensation fra lokalplanen efter planlovens § 20. Da Planklagenævnet havde hjemvist den del af afgørelsen, der vedrørte dispensationen, var dette imidlertid ikke et spørgsmål under retssagen. Se også U 2025.3904 Ø (MRF 2025.34), hvor en nabo ikke fik medhold i et søgsmål mod Gribskov Kommune om gyldigheden af en byggetilladelse til ny tagkonstruktion og udhuse var ugyldig, da lokalplanens bestemmelser var for upræcise til at kunne håndhæves.