MRF 2023.185
Planklagenævnets afgørelse af 25. august 2023, j.nr. 23/03540
Genoptagelse af Planklagenævnets tidligere afgørelse om, at tilladt byggeri var i overensstemmelse med lokalplan, grundet forkert beregningsgrundlag af bebyggelsesprocent, hvorefter afgørelsen blev delvist ophævet og hjemvist med henblik på stillingtagen til dispensation fra lokalplanen.
Aabenraa Kommune meddelte den 18. juni 2021 byggetilladelse til E’s opførelse af et enfamiliehus inkl. fotostudie, garage, overdækket areal og skur på en ejendom i Kruså. Området var omfattet af lokalplan nr. 4/86, et område ved Fjordvejen ved Kollund. Afgørelsen blev påklaget af naboer (N) til Planklagenævnet, der ved afgørelse af 11. august 2021 fandt, at byggeriet var i overensstemmelse med lokalplanen, hvorfor N ikke fik medhold i klagen. N indbragt nævnets afgørelse for Retten i Sønderborg. I forbindelse med retssagen gjorde N nævnet opmærksom på, at der i klagesagen var blevet lagt et forkert bygningsreglement til grund for beregningen af bebyggelsesprocenten, og at nævnet havde overset et klagepunkt om, at husets hovedbygning var i strid med lokalplanens § 6.3 om tagudformning. På denne baggrund genoptog Planklagenævnet behandlingen af sagen, da det måtte anses for en væsentlig retlig mangel, at der var lagt et forkert beregningsgrundlag til grund for bebyggelsesprocenten (BR-S 85 i stedet for BR-S 98), og da nævnet havde begået sagsbehandlingsfejl ved at overse klagepunktet om tagudformning. Nævnet valgte på denne baggrund at foretage en ny vurdering af klagepunkterne vedr. lokalplanens § 5.1 om bebyggelsesprocent, § 5.2 om bygningshøjde og § 6.3 om tagudformning. I forbindelse med genoptagelsen gjorde N tillige gældende, at kommunen ikke havde begrundet afgørelsen og tilsidesat officialprincippet samt lighedsgrundsætningen, hvilket nævnet også behandlede. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at kommunen havde truffet en indirekte afgørelse om, at byggeriet var i overensstemmelse med lokalplanen, medmindre der var dispenseret fra lokalplanen. Vedr. lokalplanens § 5.1 om bebyggelsesprocenten bemærkede nævnet, at kommunen skulle beregne bebyggelsesprocenten efter de regler, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af lokalplanen (BR-S 98), og at det udgjorde en væsentlig retlig mangel, at kommunen havde anvendt BR-S 85 som beregningsgrundlag for bebyggelsesprocenten, idet en korrekt beregning ville kunne føre til et andet resultat. Vedr. lokalplanens § 5.2 om bygningshøjden, som i det væsentlige angik, om niveauplanet var fastsat forkert, fandt nævnet, at bygningshøjden var umiddelbart tilladt, da der var fastlagt et niveauplan, som var grundlag for beregning af bygningshøjden. Efter byggetilladelsen var niveauplanet for byggefeltet fastsat til kote 14.60, hvormed byggehøjden ikke oversteg 8.5 m og dermed ikke fandtes at være lokalplanstridig. Nævnet fandt, at det ikke havde kompetence til at prøve fastsættelsen af niveauplanet, da fastlæggelse heraf sker på baggrund af byggelovgivningen. Vedr. lokalplanens § 6.3 om tagudformning var spørgsmålet, om bygningerne, ud over hovedbygningen, skulle opføres med tag i stilen sadeltag som fastsat i bestemmelsen. Det kunne ikke ud fra ordlyden i ”lignende hovedbygning” fortolkes, at garage, veranda og fotostudie var omfattet af kravet om sadeltag, hvormed fladt tag på disse bygninger var i overensstemmelse med lokalplanen. Dog fandtes de fremskudte bygningsdele i hver ende af sadeltaget på hovedbygningen at måtte karakteriseres som dele af hovedbygningen, hvorfor forholdet krævede dispensation efter planlovens § 19. Nævnet ændrede på denne baggrund nævnets tidligere afgørelse om, at byggeriet var i overensstemmelse med lokalplanens §§ 5.1 og 6.3, og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Afslutningsvis konstaterede nævnet, at N ikke var omfattet af partsbegrebet i forvaltningslovens forstand, hvormed kommunen ikke havde pligt til at begrunde afgørelsen efter forvaltningslovens § 22. Nævnet afviste desuden at tage stilling til de øvrige dele af klagen.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at sagsanlæg mod Planklagenævnet om tidligere nævnsafgørelser kan resultere i, at nævnet beslutter at genoptage sagen uden at afvente retssagens forløb, hvilket især er relevant, når nævnet under retssagen bliver opmærksom på mangler i nævnets sagsbehandling, jf. som et andet eksempel herpå MRF 2021.263 Pkn. I den foreliggende sag betød dette, at sagen blev hjemvist med henblik på kommunens stillingtagen til, om der skulle meddeles dispensation fra lokalplanen.