MRF 2021.263
Planklagenævnets afgørelse af 1. oktober 2021, j.nr. 21/10714
Klagesag om forbud efter planlovens § 14 mod bygningsændringer genoptaget og påbuddet ophævet, da kommunen ikke havde afkortet forbuddets gyldighedsperiode i forhold til sagsbehandlingstiden, der var pågået i 1 år på tidspunktet for nedlæggelse af forbuddet.
Roskilde Kommune meddelte i februar 2018 byggetilladelse til bygningsændringer og om- og tilbygninger i de såkaldte ”Hørhusene”, men tilbagekaldte den 27. november 2018 byggetilladelsen med henvisning til, at denne var meddelt på ufuldstændigt grundlag. Fire dage tidligere, den 23. november 2018, havde kommunen meddelt forbud efter planlovens § 14 mod alle bygningsændringer og om- og tilbygninger i ”Hørhusene”. Forbuddet var gældende fra den 8. november 2018 til den 8. november 2019. Afgørelsen blev i december 2018 påklaget til Planklagenævnet af ejerne af en af ejendommene, der bl.a. anførte, at sagsbehandlingen havde pågået i mere end 1 år på tidspunktet for nedlæggelse af forbuddet. Mens klagesagen verserede, vedtog og offentliggjorde kommunen i oktober 2019 endeligt lokalplan nr. 685, Bevarende lokalplan for Hørhusene, som bl.a. omfattede den pågældende ejendom. Der var i lokalplanen fastsat regler for bebyggelsens omfang, placering og bevaring, hvoraf det fremgik, at om- og tilbygning ikke kunne ske uden byrådets tilladelse. Den 27. februar 2020 traf Planklagenævnet afgørelse om at afvise klagen over § 14-forbuddet med den begrundelse, at klagen var uaktuel, da kommunen under klagesagen havde vedtaget en lokalplan, og at om- og tilbygninger af ejendommen i henhold til lokalplanen ikke kunne ske uden byrådets tilladelse uanset § 14-forbuddet (j.nr. 19/0083). Planklagenævnet afviste i afgørelse af 26. juni 2020 E’s anmodning om at genoptage sagen (j.nr. 20/04140). E indbragte i februar 2020 afgørelsen om afvisning for Retten i Roskilde, hvorefter Planklagenævnet i august 2021 meddelte byretten, at nævnet ville genoptage sagen. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at nævnet efter afvisningen af klagesagen i februar 2020 havde besluttet at ændre sin praksis om at afvise klager over §14-forbud med henvisning til, at der er vedtaget et lokalplanforslag eller en lokalplan, og at nævnet derfor af egen drift havde valgt at genoptage sagen med henblik på at realitetsbehandle klagen. Nævnet konstaterede, at E i november 2017 havde søgt om byggetilladelse til opførelse af en tilbygning på ejendommen, og at kommunen i februar 2018 gav byggetilladelse hertil. Kommunen traf herefter den 27. november 2018 afgørelse om, at byggetilladelsen var ugyldig, da der var blev truffet afgørelse på et ufuldstændigt grundlag, fordi naboerne skulle have været partshørt. Da der gik næsten 1 år fra modtagelsen af ansøgningen til nedlæggelsen af forbuddet, og da kommunen ikke havde afkortet forbuddets gyldighedsperiode i forhold til den maksimale gyldighedsperiode på 1 år, fandt nævnet, at sagsbehandlingstiden oversteg, hvad der måtte betragtes som en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid. Nævnet fandt på denne baggrund, at forbuddet led af en væsentlig retlig mangel og derfor var ugyldigt. Planklagenævnet ophævede herefter forbuddet.
Kommentar: Planklagenævnets afgørelse giver anledning til flere bemærkninger. For det første må det anses for en fejl, at Planklagenævnet i februar 2020 afviste at behandle klagen over § 14-forbuddet, da en lokalplan alene har retsvirkning for de forhold, der ikke var etableret gyldigt, før lokalplanens vedtagelse. Hvis kommunen ved et uhjemlet § 14-forbud har hindret en ombygning, kan Planklagenævnet ikke afvise en klage over § 14-forbud, fordi der efterfølgende er vedtaget en lokalplan. Dette er nu tydeliggjort med Planklagenævnets afgørelse, men må anses at følge direkte af planlovens bestemmelser og er derfor lidt mere end en praksisændring. For det andet er Planklagenævnets fortolkning af 1-årsfristen for vedtagelse af lokalplan i planlovens § 14 i overensstemmelse med nyere praksis, hvorfra der især kan henvises til PKNO nr. 2 fra 2017, men også til Planklagenævnets afgørelse af 24. januar 2020 (MAD 2020.156 Pkn). Det følger således heraf, at der ved beregning af 1-årsfristen i planlovens § 14 skal tages hensyn til, i hvor lang tid kommunen havde kendskab til det forhold, som forhindres med et § 14-forbud, hvilket illustreres af MAD 2020.156 Pkn, hvor Planklagenævnet ophævede et § 14-forbud mod en dagligvarebutik, der indeholdt en frist på 6 måneder, hvilket Planklagenævnet fandt var for langt, da kommunen havde haft kendskab til projektet i mere end et år. I forlængelse heraf er der grund til at understrege, at forbud efter planlovens § 14 skal anføre nøjagtigt, hvor længe det er gældende, da manglende oplysning herom i forbuddet medfører ugyldighed, jf. MAD 2017.436 Pkn. For det tredje illustrerer sagen, at anlæg af retssag mod Planklagenævnet i flere tilfælde ender med, at Planklagenævnet af egen drift genoptager sagen og ændrer den indbragte nævnsafgørelse. Hvor den indbragte nævnsafgørelse er truffet som formandsafgørelse, kan vurderingen af genoptagelse naturligvis også foretages af formanden, mens det i sager, hvor den indbragte afgørelse er truffet af det samlede Planklagenævn, også bør være det samlede nævn, der tager stilling til genoptagelse, men praksis er svingende.