MRF 2025.108
Planklagenævnets afgørelse af 26. maj 2025, j.nr. 24/00754
Ikke medhold i indirekte afgørelse om, at vejomlægning og udvidelse af opmarchbaner til hurtigfærgelejet på Bornholm ikke var lokalplanpligtigt, da projektet ikke medførte væsentlige ændringer i det bestående miljø. Dissens. Lokalt cyklistforbund og nabo 1 km fra området var klageberettigede. Evt. myndighedsinhabilitet kunne i lyset af nævnets afgørelse ikke medføre ugyldighed, da sagen kun angik et retligt spørgsmål.
Denne sag vedrørte en vejomlægning samt en udvidelse af opmarchbaner til hurtigfærgelejet ved havnefronten i Rønne på Bornholm. Vejomlægningen indebar bl.a. etablering af ny vejstrækning på 125 m, der skulle skabe adgang til det nye opmarchområde, ligesom der skulle etableres en svingbane og ske en udvidelse af vejbreden på en anden strækning. Udvidelsen ville medføre, at et område, der blev anvendt til parkeringspladser for primært gående færgepassagerers biler, ville ændre anvendelse til opmarchområde. Områderne omkring havneområdet blev bl.a. anvendt til boligformål. Selve det berørte areal var ikke omfattet af lokalplan og var i kommuneplanen udlagt til centerområde, herunder bymidte. Hurtigfærgelejets eksisterende opmarchbane var derimod omfattet af to lokalplaner, der udlagde planområdet til havneformål og fastsatte bestemmelser om opmarchbaner. Bornholms Regionskommune besluttede i november 2023, at projektet ikke udløste lokalplanpligt, da det var vurderingen, at en ændret anvendelse fra parkeringsplads til opmarchområde ikke medførte en væsentlig ændring i det bestående miljø. Det fremgik af sagsfremstillingen fra udvalgsmødet, at både Rønne Havn og Molslinjen havde været involveret i processen, og da området ikke grænsede op til beboelse eller rekreative områder, blev det vurderet, at der ikke var behov for at inddrage offentligheden. Denne ”beslutning” blev påklaget af et lokalt cyklistforbund og en beboer ca. 1 km fra projektet, som anførte, at projektets samlede konsekvenser, herunder visuelle påvirkning, medførte, at projektet var lokalplanpligtigt, og at offentligheden burde inddrages. Klagerne anførte videre, at kommunen som både bygherre og planmyndighed var myndighedsinhabil. Kommunen anførte, at klagerne ikke var klageberettigede. Cyklistforbundet gjorde hertil gældende, at foreningen repræsenterede brugere af vej- og opmarcharealerne, og at projektet ville medføre, at adgangen for cyklister til færgeterminalen ville blive mere risikabel end tidligere. Planklagenævnet bemærkede indledningsvis, at kommunen ikke sås at have truffet en ”direkte afgørelse” om, at projektet ikke var lokalplanpligtigt. Derimod var der med kommunens beslutning truffet en ”indirekte afgørelse” herom, da nævnet fandt, at kommunen på udvalgsmødet havde besluttet ikke at udarbejde en lokalplan for projektet, hvortil kom, at kommunen under klagesagen i dets bemærkninger til nævnet havde anført, at projektet ikke var lokalplanpligtigt. Der var således truffet en indirekte afgørelse efter planloven, som Planklagenævnet havde kompetence til at tage stilling til. Hvad angik spørgsmålet om klageberettigelse fandt nævnet i relation til cyklistforbundet, at foreningen havde en retlig interesse i sagen, da der var tale om en lokal forening med tilknytning til området, som varetog interesser, der blev berørt af projektet, jf. planlovens § 59, stk. 1. For så vidt angik den omboende fandt nævnet, at denne var klageberettiget pga. omfanget af projektet uanset afstanden på ca. 1 km til klagerens bopæl. Med hensyn til spørgsmålet lokalplanpligt bemærkede nævnet, at der efter planlovens § 13, stk. 2, skal tilvejebringes en lokalplan, før der kan gennemføres større udstykninger eller større bygge- eller anlægsarbejder, og at det afgørende kriterium i den sammenhæng er, om projektet vil medføre væsentlige ændringer i det bestående miljø. Nævnets flertal (10 mod 1) fandt, at projektet ikke udløste lokalplanpligt, da der var tale om en udvidelse af et allerede eksisterende opmarchområde, som var lokalplanlagt, og hvor den nye opmarchbane skulle anlægges i forlængelse heraf. Dertil kom, at vejomlægningen, herunder anlægget af et mindre vejstykke på ca. 125 m, ikke medførte en sådan kapacitetsforøgelse, at det kunne sidestilles med etablering af en ny vej. Flertallet lagde desuden vægt på, at projektet ikke ændrede det bestående miljø visuelt, idet der i forvejen var et opmarchområde ved hurtigfærgelejet, der var afgrænset af veje. Flertallet fandt endvidere, at projektets funktionelle og trafikale konsekvenser ikke havde en sådan karakter eller et sådant omfang, at disse medførte en ændring i det bestående miljø, da området i forvejen var trafikalt belastet. Et mindretal (1 mod 10) mente, at projektet burde vurderes i en planlægningsmæssig sammenhæng med inddragelse af offentligheden. Afslutningsvis fandt nævnet anledning til at vurdere spørgsmålet om myndighedsinhabilitet. Nævnet bemærkede, at spørgsmålet om lokalplanpligt ikke er en skønspræget vurdering, men alene en retlig vurdering. Herefter fandt nævnet, at uanset om der måtte foreligge myndighedsinhabilitet, ville dette ikke medføre, at den indirekte afgørelse var ugyldig, idet nævnet havde taget stilling til spørgsmålet om lokalplanpligt ud fra de forhold, som nævnet fandt afgørende herfor. På den baggrund gav nævnet ikke medhold i klagerne.
Kommentar: Afgørelsens anerkendelse af klageret for en borger, der bor ca. 1 km fra projektområdet, må anses for ganske vidtgående. Se til sammenligning U 2023.3901 H (MRF 2023.119), hvor Højesteret tiltrådte Planklagenævnets afvisning af, at en borger, der boede 2 km fra lokalplanområdet, havde klageret, selv om borgeren havde deltaget aktivt i den offentlige høring. Om lokalplanpligt efter planlovens § 13, stk. 2, se fra nyere praksis også MRF 2025.106 Pkn om opførelse af 9 rækkehuse i Struer Kommune og MRF 2025.109 Pkn om etagebyggeri i Aalborg, hvor lokalplanpligt i begge tilfælde ligeledes blev afvist. I øvrigt kan bemærkes, at projektet formentlig var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2 og derfor krævede anmeldelse og VVM-screening efter miljøvurderingslovens §§ 19 og 21, men da dette ligger uden for Planklagenævnets kompetence, kunne nævnet ikke forholde sig hertil. Om spørgsmålet om myndighedsinhabilitet se MRF 2025.88 Mfk med kommentar.