MRF 2025.119/2
Vestre Landsrets dom af 18. november 2025, 6. afd., sag BS-20729/2024-VLR
(Hanne H. Pedersen, Astrid Bøgh og Bo Dietz (kst.))
A (adv. Mikkel Nielsen) mod Skive Kommune (adv. Mads Kobberø)
Lodsejers aftale med kommunen om opfyldelse af lovliggørelsespåbud efter vandløbsloven hindrede ikke kommunen i som selvhjælpshandling at gennemføre de påbudte foranstaltninger efterfølgende for kommunens regning, og lodsejer havde ikke krav på tilførsel af vandløbet til den aftalte tilstand, da kommunen ikke som myndighed kan indgå bindende aftaler om vandløbets udformning, idet dette er undergivet regulering efter naturbeskyttelseslovens § 3, vandløbslovens § 16 og miljøvurderingslovens § 16.
Baggrunden for sagen var, at Skive Kommune i december 2018 udstedte et strakspåbud efter vandløbslovens § 54 og § 82, stk. 6, samt naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, jf. § 3, til flere lodsejere om at retablere ca. 410 meter af det private vandløb Kratbæk, der har udløb i Lovns Bredning. Kommunen henviste til, at Kratbæk er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, at lodsejerne havde foretaget opgravning af Kratbæk uden tilladelse efter vandløbslovens § 17. Kommunen mente tillige, at påbuddene var hjemlet i okkerlovens § 9, stk. 4, da opgravningen var sket i et okkerpotentielt område i okkerklasse 3. Påbuddet blev af lodsejerne påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvor lodsejerne bl.a. gjorde gældende, at der var tale om sædvanlig vandløbsvedligeholdelse, og at kommunens påbud om at retablere bund og brinker ville lukke for drænrør til vandløbet. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt i afgørelsen af 1. april 2019, at den gennemførte opgravning oversteg sædvanlig vandløbsvedligeholdelse, og at kommunens påbud derfor var gyldig, men at kommunen skulle fastsætte en ny frist for opfyldelse af påbuddene (j.nr. 19/00735). Efter nævnets afgørelse holdt lodsejerne den 10. april 2019 møde med B fra Skive Kommune, hvor lodsejerne udtrykte deres utilfredshed. Efterfølgende indgik lodsejer A den 17. april 2019 en aftale med B fra kommunen om, at lovliggørelsespåbuddet kunne opfyldes ved mindre påfyldning end anført i påbuddet, og den 30. april 2019 meddelte B efter besigtigelse til A, at sagen var afsluttet, og at naturen vil klare resten. Efterfølgende fik kommunen udarbejdet en rapport, der konkluderede, at de gennemførte foranstaltninger var utilstrækkelige, hvorefter kommunen som selvhjælpshandling gennemførte de iværksatte foranstaltninger med henvisning til vandløbslovens § 57, men således at kommunen afholdt udgifterne til opfyldelse af denne del af påbuddet. Lodsejer A anlagde herefter sag mod kommunen med påstand om, at kommunen skulle anerkende, at A kunne retablere forholdene i overensstemmelse med aftalen af 17. april 2019, og at kommunen skulle betale de anslåede udgifter på 85.000 kr. til gennemførelse af retableringen tilbage til den tilstand, der var aftalt den 17. april 2019. Til støtte herfor gjorde A først og fremmest gældende, at aftalen af 17. april 2019 var bindende for kommunen. Kommunen påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at A’s aftale med kommunens medarbejder ikke var bindende i aftaleretlig forstand, at de af A gennemførte tiltag var langt mindre end påbudt, og at en tilbageførsel af vandløbet til tilstanden før kommunens selvhjælpshandling vil kræve tilladelse efter vandløbslovens § 17 og dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. Byretten lagde til grund, at B’s bemærkning om, at sagen var afsluttet, alene kan forstås som en accept af, at A havde opfyldt sine forpligtelser efter lovliggørelsespåbuddet, men ikke forpligtede Skive Kommune til ikke at iværksætte yderligere foranstaltninger, og at de af kommunen iværksatte selvhjælpshandlinger svarede til de foranstaltninger, som Miljø- og Fødevareklagenævnet havde påbudt. Med henvisning hertil afviste byretten, at A på aftaleretligt eller andet grundlag havde krav på, at vandløbet blev tilbageført til tilstanden før kommunens selvhjælpshandling, hvorfor kommunen blev frifundet. A ankede til landsretten, hvor parterne gentog deres påstande og anbringender. Landsretten lagde til grund, at aftalen mellem A og B fra Skive kommune alene betød, at A havde opfyldt sine forpligtelser efter lovliggørelsespåbuddet, men at det kunne lægges til grund, at påbuddet reelt ikke var opfyldt, og at kommunens selvhjælpshandling alene var en gennemførelse af påbuddet, da kommunen ikke efter naturbeskyttelseslovens § 3, vandløbslovens § 17 og miljøvurderingslovens § 16 havde kompetence eller hjemmel til at indgå en bindende aftale med A om den fremtidige udformning af vandløbet. Med henvisning hertil stadfæstede landsretten frifindelsen af kommunen.
Kommentar: Sagsforløbet er på flere måder bemærkelsesværdigt, men understreger mere principielt, at selv om en kommune som tilsynsmyndighed har et vidtgående skøn til at aftale den nærmere gennemførelse af lovliggørelsespåbud med den forpligtede, har sådanne aftaler alene bindende virkning i forhold til de forpligtelser, der kan pålægges den forpligtede. Sådanne aftaler eller forvaltningskontrakter er ganske velkendte på håndhævelsesområdet, jf. Grønved Nielsen, Forvaltningskontrakter, 2021, s. 186 ff. Landsrettens præmisser, hvorefter kommunen ikke har kompetence eller hjemmel til at indgå bindende aftaler på området, skal derfor ikke læses så kategorisk, som formuleringen giver indtryk af. Dommen viser, at forvaltningskontrakter ikke kan udgøre et selvstændigt hjemmelsgrundlag i forhold til, om de aftalte foranstaltninger fuldt modsvarer de påbudte foranstaltninger og den bagvedliggende regulering. Kommunen var derfor ikke afskåret fra at gennemføre påbuddet som selvhjælpshandling for egen regning, som det forudsætningsvis fremgår af dommen. I retssagen var problemstillingen sat endnu mere på spidsen, da sagens hovedspørgsmål var, om lodsejeren kunne kræve, at kommunen tilbageførte vandløbets tilstand til den aftalte tilstand. Dette sidste afviste landsretten med, at en sådan tilbageførsel er undergivet retlige krav efter bl.a. vandløbsloven, naturbeskyttelsesloven og miljøvurderingsloven, hvilket naturligvis ikke kan fraviges ved en aftale mellem myndigheden og lodsejeren. En privat aftalepart kan derfor ikke kræve naturalopfyldelse, i det omfang dette vil være i strid med bindende offentligretlig regulering, ligesom en myndighed ikke i almindelighed kan indgå aftaler, der begrænser lovbestemte tilsyns- og håndhævelsespligter, jf. f.eks. MAD 2008.950. Til gengæld ville aftalen formentlig indebære, at kommunen ville være afskåret fra at sende regningen for selvhjælpshandlingen videre til lodsejeren, men dette spørgsmål var ikke en del af tvisten. I almindelighed kan myndigheders håndhævelsestiltag under omstændigheder, hvor der foreligger en forvaltningskontrakt, dog være problematiske, jf. f.eks. U 1965.209 Ø og MAD 2012.3208 Nmk og nærmere Grønved Nielsen, Forvaltningskontrakter, 2021, s. 589 ff.