MRF 2025.41
Retten i Svendborgs dom af 12. marts 2025, sag BS-13283/2023-SVE
A (adv. Pia Jepsen) mod Svendborg Kommune (adv. Hans Lindstrøm Svendsen) og Planklagenævnet (adv. Kim Christian Højmark)
Ikke grundlag for at tilsidesætte Planklagenævnets stadfæstelse af kommunes afslag på fornyet (lovliggørende) landzonetilladelse til husstandsvindmølle opført i henhold til tidsbegrænset tilladelse fra 2006, uanset at vindmøllen fremstod integreret i ejendommens beplantning og var meget lille og ubetydelig i forhold til andre vindmøller i området. Kommunen ikke rette sagsøgte.
Svendborg Kommune meddelte den 22. maj 2006 landzonetilladelse til opsætning af en husstandsvindmølle på A’s ejendom. Kommunen betingede tilladelsen af, at husstandsvindmøllen blev fjernet efter 10 år, og at husstandsvindmøllen skulle tjene til brug for virksomheden på A’s ejendom. Vilkårene blev tinglyst på ejendommen med påtaleret af Svendborg Kommune som landzonemyndighed. Den 10. november 2006 traf kommunen afgørelse om at fastholde 10-årsfristen. Kommunen fastslog, at de 10 år løb fra den 21. september 2010, hvor byggetilladelsen blev udstedt. Den 1. marts 2021 gjorde C kommunen opmærksom på udløb af nedtagningsfristen. Den 19. maj 2021 gav kommunen A frist for nedtagning. A ansøgte den 28. juni 2021 om lovliggørende landzonetilladelse til husstandsvindmøllen. Kommunen gav den 14. september 2022 afslag med den begrundelse, at ansøgningen var behandlet som en ny ansøgning på baggrund af de gældende regler. Kommunen vurderede, at husstandsvindmøllen lå ca. 55 meter fra bebyggelsen på ejendommen, hvorfor den ikke levede op til vindmøllebekendtgørelsens tilknytningskrav. A påklagede afslaget til Planklagenævnet, der i MRF 2023.54 Pkn stadfæstede afgørelsen, idet nævnet ikke fandt, at kommunens afgørelse om afslag på lovliggørende landzonetilladelse til husstandsvindmøllen var i strid med proportionalitetsprincippet. Nævnet lagde vægt på, at der i 2006 blev givet en landzonetilladelse til opførelse af husstandsvindmøllen på vilkår af, at den skulle nedtages efter 10 år, og at kommunen i november 2006 allerede havde taget stilling til og givet afslag på en anmodning om at ændre vilkåret om nedtagelse efter 10 år. A anlagde herefter retssag mod kommunen og Planklagenævnet med principal påstand om, at kommunen havde fortabt retten til at håndhæve den offentligretlige servitut, og at Planklagenævnets afgørelse var ugyldig, suppleret af en række subsidiære påstande om bl.a., at Planklagenævnets afgørelse var ugyldig. Til støtte for påstandene gjorde A navnlig gældende, at kommunen havde udvist retsfortabende passivitet, og at afslaget på lovliggørende landzonetilladelse var i modstrid med proportionalitetsprincippet. Svendborg Kommune og Planklagenævnet påstod frifindelse. Til støtte herfor gjorde kommunen bl.a. gældende, at kommunen ikke var rette sagsøgte, mens Planklagenævnet afviste, at proportionalitetsprincippet var tilsidesat. Under retssagen foretog byretten besigtigelse. Byretten fandt, at kommunen ikke var rette sagsøgte, idet de tidligere afgørelser fra 2006 ikke var indbragt for retten, da sagen om fysisk lovliggørelse af vindmøllen var sat i bero, mens retssagen verserede, og da der ikke forelå myndighedspassivitet. Kommunen blev derfor frifundet. I forhold til Planklagenævnet lagde byretten på baggrund af besigtigelsen til grund, at ”A’s husstandsvindmølle fremstod [...] umiddelbart som en integreret del af ejendommens beplantning, som var meget høj i nærheden af vindmøllen, ligesom husstandsvindmøllen fremstod meget lille og ubetydelig i forhold til de to store Skiftekærmøller, som er opstillet tæt på husstandsvindmøllen”. Men herefter afviste byretten at underkende klagenævnet med henvisning til det anførte i nævnets afgørelse, herunder om afstanden på cirka 45 meter mellem husstandsvindmøllen og den eksisterende bebyggelse og hensynet til kommunens retshåndhævelse, herunder hensynet til at undgå præcedens, samt til, at nævnet ikke var bundet af kommunens tidligere praksis i andre lignende sager og havde foretaget en konkret vurdering af sagen med afvejning af forskellige hensyn. På den baggrund fandt byretten, at Planklagenævnet med rette havde fundet, at der ikke kunne gives lovliggørende landzonetilladelse til husstandsvindmøllen, uden at det kunne føre til et andet resultat, at møllen blev brugt til udviklingsarbejde, og at vedvarende energi har et anerkendelsesværdigt formål. Også Planklagenævnet blev herefter frifundet.
Kommentar: Dommen giver anledning til to kommentarer. For det første er sagsøgers principale påstand noget uheldigt formuleret, da den både angår retsvirkningen af det af kommunen fastsatte vilkår om nedtagning efter 10 år mht. passivitet og gyldigheden af Planklagenævnets afgørelse. Det første tog Planklagenævnet ikke stilling til, hvorfor denne del af den principale påstand efter nyere retspraksis alene kunne gøres gældende over for kommunen, der således i den forstand måtte anses for rette sagsøgte i relation til håndhævelse af vilkåret, mens den anden del af påstanden vedrørende den lovliggørende landzonetilladelse kun kunne nedlægges over for Planklagenævnet. Da passivitetshensyn også indgår i relation til lovliggørende landzonetilladelse, burde sagen have været begrænset til alene at være rettet mod Planklagenævnet, hvorfor frifindelsen af kommunen kan tiltrædes. For det andet er det i relation til sagens substans noget vanskeligt at følge byrettens argumentation, når byretten på grundlag af besigtigelsen lagde til grund, at husstandsvindmøllen fremstod som en integreret del af ejendommens meget høje beplantning i nærheden af vindmøllen og fremstod som meget lille og ubetydelig i forhold til de to 80 meter høje vindmøller i nærområdet. Dette kan sammenholdes med MRF 2023.54 Pkn, hvor afslaget blev begrundet med to argumenter, nemlig dels afstanden til ejendommen bebyggelse, hvilket alene er relevant, hvis undtagelsen fra tilladelseskravet i planlovens § 36 skal anvendes, og dels ”at husstandsmøllen med sin placering på ydersiden af beplantningen omkring bebyggelsen på ejendommen fremstår markant og skæmmende i landskabet, og uden sammenhæng med ejendommens øvrige bygningsanlæg”. Denne beskrivelse af faktum modsiges direkte af byrettens oplysninger fra rettens egen besigtigelse. I forhold til de hensyn, som varetages med landzonereglerne – herunder især landskabshensyn – giver byretten således ikke anden forklaring på at tiltræde nævnets afslag end retshåndhævelseshensyn og uønsket præcedens, da de 45 meter alene er relevant for, om der kræves landzonetilladelse. Hverken præcedens- eller retshåndhævelseshensyn kan imidlertid i sig selv begrunde afslag på lovliggørende tilladelse, som ved forudgående ansøgning ville være meddelt, og selv hvis dette ikke er tilfældet, må der kræves anden forklaring end ren formalitet. Så når byretten nu har ulejliget sig med at besigtige området og har konstateret, at husstandsvindmøllen var en bagatel ved siden af de to kæmpevindmøller tæt ved, er det lidt uforståeligt, at byretten ikke drog konsekvensen og ophævede Planklagenævnets afgørelse.