MRF 2025.24
Vestre Landsrets dom af 17. september 2025, 6. afd., sag BS-3618/2024-VLR
(Malene Værum Westmark, Anne Toftdahl og Julie Bloch Vingaard (kst.))
A (adv. Henrik Hougaard) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Daniella Gabris)
Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til genopførelse af nyt mindre maskinhus med samme placering som det tidligere samt solcelleanlæg på marker, idet klagenævnets manglende inddragelse af værdispilds- og proportionalitetshensyn ikke kunne føre til ugyldighed under hensyn til ejerens onde tro.
A, der havde erhvervet en 8,6 ha landbrugsejendom beliggende inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje, havde via bygningsrådgiver i 2015 ansøgt Kystdirektoratet om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til nedrivning og genopførelse af stuehus samt opførelse af nyt maskinhus. Kystdirektoratet meddelte i juni 2015 dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15 til genopførelse af nyt stuehus, mens ansøgningen om nyt maskinhus blev trukket tilbage af A, der i stedet ville renovere det eksisterende maskinhus. Som led i opførelsen af den nye hovedbygning krævede kommunen, at der skulle installeres solceller, hvilket A placerede på et areal i nærheden af bygningerne. Under arbejdet med renovering af de eksisterende driftsbygninger faldt det gamle maskinhus sammen, hvorefter A fik genopført et nyt maskinhus, der var lavere, smallere og kortere end det tidligere. I juli 2019 ansøgte A’s advokat om lovliggørende dispensation til de renoverede driftsbygninger, herunder maskinhuset, samt til det opsatte solcelleanlæg. Kystdirektoratet meddelte dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15 til to af driftsbygningerne, men afslag på dispensation til maskinhuset og solcelleanlægget. A påklagede de to afslag til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i september 2021 (j.nr. 21/01066) stadfæstede afslaget, idet nævnet afviste, at det genopførte maskinhus kunne anses for renovering eller erhvervsmæssigt nødvendigt for den landbrugsmæssige drift, der var begrænset til 8 græssende køer. I forhold til solcellerne lagde nævnet vægt på, at den lempede praksis inden for strandbeskyttelseslinjen gælder solceller placeret på tage. A anlagde herefter sag mod klagenævnet med påstand om, at nævnet skulle anerkende, at maskinhuset og solcellerne opfyldte betingelserne for dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Til støtte herfor gjorde A bl.a. gældende, at maskinhuset havde samme anvendelse som det tidligere og var opført nogenlunde samme sted og samme størrelse, og at placering af solceller på jorden var nødvendig for at undgå trafikale gener ved genskin, og at solcellerne var placeret på en måde, så de ikke kunne ses fra kystlinjen, og at det måtte anses for en fejl, at klagenævnet ikke havde inddraget proportionalitets- og værdispildshensyn i afgørelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at A ikke havde anført proportionalitets- og værdispildshensyn i klagen, og subsidiært at disse hensyn ikke kunne begrunde et andet resultat. Byretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte klagenævnets vurdering af, at maskinhuset ikke var nødvendigt for den landbrugsmæssige drift under hensyn til ejendommens beskedne størrelse, hvoraf en stor del var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, ligesom byretten afviste, at det kunne anses for genopførelse under hensyn til bygningens ændrede tagkonstruktion, ændrede farve og forøgede vinduespartier. I forhold til solcellerne fandt byretten det ikke dokumenteret, at en placering på jorden var den eneste mulige. I forhold til værdispilds- og proportionalitetshensyn lagde byretten vægt på, at dette ikke var gjort gældende under klagesagen, og at A trods sin rådgivers bemærkning havde valgt ikke at søge om dispensation fra § 15 inden opførelsen af maskinhuset og solcellerne. Miljø- og Fødevareklagenævnet blev derfor frifundet, hvilket A ankede til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten tilsluttede sig byrettens afvisning af, at maskinhuset kunne anses for erhvervsmæssig nødvendigt. I forhold til klagenævnets manglende inddragelse af værdispilds- og proportionalitetshensyn fandt landsretten, at dette ikke kunne føre til afgørelsens ugyldighed, idet landsretten fremhævede, at A var vejledt om reglerne, og at A’s rådgiver havde undladt at søge om dispensation til genopførelse af driftsbygningerne, selvom denne vurderede, at dispensation kunne være et krav. Landsretten fandt derfor ikke grundlag for at underkende klagenævnets stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til maskinhus og solceller og stadfæstede byrettens dom.
Kommentar: Dommen følger sædvanlig praksis, hvorefter domstolene normalt ikke tilsidesætter Miljø- og Fødevareklagenævnets skønsmæssige vurdering ved afslag på dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. I forhold til Miljø- og Fødevareklagenævnets manglende inddragelse af værdispilds- og proportionalitetshensyn i afslag på lovliggørende dispensation må dommen forstås på den måde, at landsretten har lagt til grund, at A var i ond tro og burde have vidst, at der skulle søges om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Dette kan imidlertid efter sædvanlig praksis ikke i sig selv begrunde, at værdispilds- og proportionalitetshensyn ikke skal inddrages ved afslag på lovliggørende dispensation, idet den onde tro normalt indgår som et moment i afvejningen, der kan føre til, at der gives afslag på lovliggørende dispensation. Som landsrettens præmisser er udformet, er det imidlertid uklart, om landsretten selv har foretaget denne afvejning, eller landsretten har ment, at den manglende inddragelse af dette normalt pligtmæssige kriterium var konkret uvæsentligt. Derudover savnes i alle tilfælde oplysninger om omkostningerne ved en fysisk lovliggørelse, når der bortses fra, at sagsgenstandens værdi var angivet til at være 5,5 mio. kr. Sammenholdes med sædvanlig praksis må det anses for usædvanligt, at lovliggørelsesomkostninger i den størrelsesorden ikke skal undersøges og inddrages i en sag om fysisk lovliggørelse, og det gælder både Kystdirektoratets og Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse. Noget andet er, at denne fejl kan rettes af domstolene, men så må domstolene i givet fald forholde sig til, om de hensyn, som varetages med strandbeskyttelseslinjen, kunne imødekommes med et mindre indgribende krav om fysisk lovliggørelse, hvilket vanskeligt kunne anses for at være tilfældet i denne sag.