MRF 2025.100
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. juni 2025, j.nr. 25/01975
Ikke medhold i klage over screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at skovgræsningsprojekt i Natura 2000-område ikke krævede VVM-tilladelse, og at projektet ikke krævede forudgående væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, da projektet var direkte forbundet med forvaltningen af Natura 2000-området.
Miljøstyrelsen meddelte i januar 2023 dispensation til skovgræsning af et fredskovspligtigt areal på ca. 280 ha i Aalborg Kommune efter skovlovens § 38, jf. § 9, nr. 1, og § 39, på baggrund af ansøgning fra lodsejer indsendt af Aalborg Kommune. Hele arealet var fredskovpligtigt og beliggende i Natura 2000-område nr. 218, Hammer bakker, østlig del. Skovgræsningen havde til formål at udvide det afgræssede landskab og mosaiknaturen med både skov og åben natur for at sikre områdets biologiske værdier. I den forbindelse skulle der ryddes en nåleskovsplantage med henblik på at sikre kulturhistoriske skovtyper. Skovgræsningen skulle ske ekstensivt og helårligt i én stor lukket fold ved genudsætning af kvæg, heste og evt. geder med henblik på at konvertere arealerne fra plantagedrift til et større sammenhængende naturområde. Dispensationen efter skovloven blev påklaget af en grundejer og en forening, der bl.a. anførte, at Miljøstyrelsen skulle have truffet screeningsafgørelse efter miljøvurderingsloven forud for dispensationen. Ved afgørelse af 26. juni 2023 (j.nr. 23/01869) afviste Miljø- og Fødevareklagenævnet klagen over manglende VVM-screening, da det var kommunen og ikke Miljøstyrelsen, der havde kompetence til at træffe afgørelse efter miljøvurderingsloven. Under klagesagen havde Aalborg Kommune den 28. april 2023 oplyst til nævnet, at der ikke var foretaget en screening af skovgræsningen efter miljøvurderingslovens § 21, da projektet ikke var omfattet af lovens bilag 2. Denne ”afgørelse” blev påklaget af foreningen og grundejeren. I MRF 2024.176 Mfk ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet kommunens ”afgørelse”, da skovgræsningsprojektet fandtes omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 1.d, om nyplantning og rydning af skov. Nævnet henviste til, at projektet forudsatte fældning af nåletræsplantager, og at det efter EU-Domstolens praksis var uden betydning, hvilket formål projektet har, og om skovarealerne fortsat vil være skov efter skovlovens regler. Den 4. december 2024 ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet Miljøstyrelsens dispensation fra skovloven fra januar 2023 og hjemviste sagen til fornyet behandling (j.nr. 23/01871), idet nævnet fandt, at der efter MRF 2024.176 Mfk ikke forelå den nødvendige stillingtagen til projektet efter miljøvurderingsloven. Den 12. december 2024 traf Aalborg Kommune VVM-screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at skovgræsningsprojektet ikke udløste VVM-pligt. Kommunen lagde ved afgørelsen vægt på, at projektet ikke ville medføre en væsentlig påvirkning af udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området, og at projektet var direkte forbundet med forvaltningen heraf og bidrog til at opfylde målsætningerne i den for området gældende Natura 2000-plan. Kommunen henviste også til, at der var udarbejdet en miljøvurdering af Natura 2000-planen, der konkluderede, at planens gennemførelse ville medføre en forbedring af tilstanden af naturtyperne, og at planen overordnet set ikke havde en negativ indvirkning på miljøet. Der var registeret flere bilag IV-arter inden for og i umiddelbar nærhed af projektområdet, herunder markfirben, vandsalamander og seks arter af flagermus. Det var vurderet, at projektet ikke ville påvirke bilag IV-arters yngle- og rasteområder, men at projektet ville have betydelig positiv effekt på arterne. Afgørelsen blev påklaget af en forening og grundejeren, der anførte, at høringen forud for screeningen havde været mangelfuld, da Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs udkast til dispensation efter skovloven ikke var vedlagt høringsmaterialet. Klagerne anførte videre, at der manglede en væsentlighedsvurdering af påvirkningen af Natura 2000-området og bilag IV-arter, at stillingtagen til kumulative effekter var mangelfuld, og at der ikke var taget stilling til betydningen af dispensationen efter skovloven. Klagerne gjorde endvidere gældende, at screeningafgørelsen indeholdt vilkår, da det bl.a. fremgik af screeningsskemaet, at der kun måtte ske traditionel renafdrift med hugstmodne nåletræers bevoksning. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) afviste indledningsvis, at det udgjorde en mangel ved afgørelsen, at dispensationen efter skovloven ikke var fremsendt sammen med høringsmaterialet, da det ikke er et krav, at udkast til afgørelser fra andre myndigheder sendes i høring i forbindelse med screeningafgørelser efter § 21. Hvad angik Natura 2000-området fandt nævnet, at der ikke var krav om forudgående væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, da projektet i hovedsagen var direkte forbundet med områdets forvaltning. Nævnet henviste herved til, at projektet var i overensstemmelse med Natura 2000-planens målsætninger og retningslinjer og bidrog til en gunstig bevaringsstatus for naturtyperne på udpegningsgrundlaget. For så vidt angik VVM-screeningen fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at projektet ikke udløste krav om VVM-pligt. Nævnet fremhævede, at en screeningsafgørelse er en foreløbig vurdering af, hvorvidt en væsentlig indvirkning på miljøet kan forventes, og at kommunen havde foretaget en vurdering af det ansøgte projekts indvirkning på miljøet. Nævnet fandt, at vurderingen af projektets påvirkning af bilag IV-arter var tilstrækkelig, da kommunen havde inddraget både generel viden og konkrete registreringer, og kommunen i tilstrækkeligt omfang havde forholdt sig til eventuelle kumulative virkninger. Afslutningsvis bemærkede nævnet, at screeningen ikke indeholdt vilkår, men alene oplysninger om projektet, herunder dets karakteristika. Oplysninger om, at gennemførelsen af projektet forudsatte godkendelse efter anden lovgivning, kunne ikke anses for at udgøre et vilkår. På den baggrund gav nævnet ikke medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen er et eksempel på, hvordan manglende kendskab til lovgivningen kan føre til et langstrakt og ressourcekrævende sagsbehandlingsforløb i en relativt banal sag. Problemet var, at Miljøstyrelsen havde overset, at der ikke kan meddeles dispensation til skovgræsning efter skovloven, før der foreligger en VVM-screeningsafgørelse. Da klager gjorde opmærksom herpå kunne sagen være løst ved, at styrelsen selv annullerede dispensationen. Dette skete ikke, og da der ikke var truffet afgørelse efter miljøvurderingsloven, måtte Miljø- og Fødevareklagenævnet i første omgang afvise denne del af klagen i juni 2023, hvorefter samme klagenævn på grundlag af kommunens tilkendegivelse i april 2023 i klagen over skovlovsdispensationen nu mente at kunne behandle indsigelsen om manglende VVM-screening og i juni 2024 (MRF 2024.176 Mfk) fastslog, at projektet krævede VVM-screening. Da Miljøstyrelsen imidlertid ikke havde tilbagekaldt dispensation efter skovloven, var klagenævnet nødsaget til december 2024 at ophæve styrelsens dispensation. Aalborg Kommune traf en uge senere VVM-screeningsafgørelse, som Miljø- og Fødevareklagenævnet herefter tiltrådte i nærværende afgørelse.
Indholdet af klagenævnets afgørelse om VVM-screening af skovgræsningsprojektet giver anledning til to bemærkninger. For det første må det tiltrædes, at nævnet afviste klagers indsigelse om, at Ministeriet for Grøn Treparts udkast til dispensation fra skovloven skulle have været i partshøring forud for screeningsafgørelsen efter miljøvurderingslovens § 21. Dette kan uddybende forklares med, at det er projektansøgningen, der skal partshøres om, og at der ikke er et krav om offentlig høring af udkast til screeningsafgørelser, jf. tillige forudsætningsvis EU-Domstolens domme i sag C-461/24 (MRF 2025.54) og sag C-41/24 (MRF 2025.3). Klagers indsigelse om, at screeningsafgørelsens bemærkning om, at der kun må ske traditionel renafdrift med hugstmodne nåletræers bevoksning, var et vilkår, blev afvist af nævnet med, at der alene var tale om en oplysning om projektet, og at ”oplysningen i screeningsafgørelsen om, at gennemførelsen af projektet forudsætter en tilladelse, godkendelse eller dispensation efter anden lovgivningen, […] ikke i sig selv [kan] anses for at være et vilkår”. Hertil må bemærkes, at mens lovfastsatte krav til en aktivitets gennemførelse ikke kan anses for et vilkår, gælder det samme ikke, hvor vilkår fastsættes i en efterfølgende tilladelse eller dispensation efter anden lovgivning, jf. MRF 2024.147 Mfk og MRF 2024.291 Mfk.