MRF 2025.103
Planklagenævnets afgørelse af 8. maj 2025, j.nr. 24/03214
Ophævet forbud efter planlovens § 12, stk. 3, mod etablering af garageanlæg, da kommunen ikke havde anført, hvilke planlægningsmæssige hovedhensyn der begrundede forbuddet, hvorfor afgørelsen led af en væsentlig begrundelsesmangel.
Sagen vedrørte E’s ansøgning om opførelse af 7 garager på E’ ejendom beliggende i Slagelse Kommune. Ejendommen var ikke omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt, men var i Kommuneplan 2022 placeret i rammeområde 2.3.B12, Halskovvej – Dyrehovedgårds Alle, der udlagde den generelle og specifikke anvendelse af området til boligformål. På baggrund af ansøgning fra E nedlagde kommunen den i februar 2024 forbud efter planlovens § 12, stk. 3, mod opførelse af garageanlægget med henvisning til, at et garageanlæg med 7 enheder, der skulle udlejes eller anvendes til erhvervsvirksomhed, var udtryk for erhvervsmæssig anvendelse, der var i strid med kommuneplanrammes anvendelsesbestemmelser. Afgørelsen blev påklaget af E, der gjorde gældende, at det ansøgte ikke var i strid med kommuneplanen. Planklagenævnet (formanden) fandt, at garageanlæg opført uden tilknytning til boliger ikke kunne betragtes som bebyggelse, der anvendes til boligformål. Det ansøgte var derfor i strid med kommuneplanrammen, og kommunen havde derfor haft hjemmel til at nedlægge forbud efter planlovens § 12, stk. 3, mod etablering af garageanlægget. Herefter fandt Planklagenævnet anledning til af egen drift at efterprøve, om kommunens begrundelse for afgørelsen efterlevede forvaltningsloven. Nævnet bemærkede, at kommunen i afgørelsen alene havde henvist til, at det ansøgte var i strid med kommuneplanens rammer, men ikke hvorfor kommunen ønskede at nedlægge forbud efter § 12, stk. 3. Da et forbud efter § 12, stk. 3, er en skønspræget afgørelse, og da kommunen ikke havde angivet, hvilke hovedhensyn der havde været begrundende for det administrative skøn bag beslutningen om at nedlægge et forbud, led afgørelsen af en væsentlig retlig mangel, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. På denne baggrund ophævede nævnet kommunens afgørelse med bemærkning om, at kommunen udover at efterleve begrundelseskravene i forvaltningslovens § 24, ved fornyet behandling af sagen skulle foretage en partshøring i form af et varsel.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer konsekvensen af, at kommuneplanen ikke er umiddelbart bindende for de enkelte ejere. Hvis kommunen alligevel på grundlag af kommuneplanen vil forhindre bestemte dispositioner ved forbud efter planlovens § 12, stk. 2 eller 3, kræver det derfor en selvstændig planlægningsmæssig begrundelse, hvilket er på linje med MRF 2023.241 Pkn. Se tillige MRF 2022.51 Pkn, hvor forbud efter § 12, stk. 3, blev ophævet med den begrundelse, at håndhævelse af kommuneplanen ved forbud skal ske inden for rimelig tid, samt MRF 2025.104 Pkn, hvor forbud efter § 12, stk. 3, blev ophævet med henvisning til ejerens berettigede forventninger, og hvor kommunen i øvrigt fejlagtigt havde antaget, at fravigelse af kommuneplanen kræver dispensation.