MRF 2022.51
Planklagenævnets afgørelse af 17. januar 2022, j.nr. 21/09564
Ophævet forbud efter planlovens § 12, stk. 3, mod opførelse af etageboliger med bebyggelsesprocent i strid med kommuneplan som følge af berettigede forventninger, da kommunen i løbet af en 4 måneder lang dialog med ejeren bl.a. havde accepteret bygningsvolumen, da håndhævelse af kommuneplanen efter planlovens § 12, stk. 3, må ske inden for rimelig kort tid, og da kommunen tidligere havde givet byggetilladelse med overskridende bebyggelsesprocenter.
Sagen vedrørte opførelse af etageboliger på to ejendomme i Aalborg Kommune, der var ejet af E. Ejendommene var ikke omfattet af en lokalplan, men var i Kommuneplan 2013 placeret i rammeområde 1.2.B2 for Engvej-kvarteret, der udlagde området til boligformål med nye muligheder for former for serviceerhverv. Det fremgik af et bilag til kommuneplanen, at bebyggelsesprocenten for ejendommene ikke måtte overstige henholdsvis 25 og 30. Det fremgik af sagens oplysninger, at Aalborg Kommune i marts 2019 havde givet byggetilladelser til etageboliger på de to ejendomme med bebyggelsesprocenter på henholdsvis 77 og 96. Tilladelserne blev dog ikke udnyttet. På baggrund af ny ansøgning fra E nedlagde kommunen i august 2021 forbud efter planlovens § 12, stk. 3, mod opførelse af etageboliger på ejendommene med henvisning til, at ansøgningen omfattede bebyggelse med en bebyggelsesprocent på henholdsvis 74,6 og 98,5, hvilket udgjorde en markant overskridelse af den i kommuneplanen fastsatte bebyggelsesprocent. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at han havde været i dialog med kommunen omkring projektet fra januar til maj 2021, hvor kommunen bl.a. godkendte bygningsvolumen uden at nævne kommuneplanlægningen, at kommunen tidligere havde meddelt byggetilladelser med de overskridende bebyggelsesprocenter, og at E derfor havde en berettiget forventning om at kunne opføre det ansøgte. Planklagenævnet (formanden) fandt, at da der var ansøgt om opførelse af etageboliger med en bebyggelsesprocent, der oversteg den i kommuneplanen fastsatte, havde kommunen hjemmel til at nedlægge forbud i medfør af planlovens § 12, stk. 3. Nævnet fandt imidlertid efter en samlet vurdering af sagens forløb, at kommunen var afskåret fra at meddele forbuddet som følge af E’s berettigede forventninger. Nævnet lagde herved navnlig vægt på, at kommunen i februar 2021 havde bekræftet over for E, at volumenen var accepteret, ligesom kommunen både i februar og marts 2021 havde tilkendegivet, at kommunen vægtede helhedsvurderingen af byggeriet højt, og i den forbindelse havde oplyst, at kommuneplanen kun var retningsgivende. Nævnet lagde desuden vægt på kommunens tidligere afgørelse om ikke at nedlægge et forbud efter § 12, stk. 3, i forhold til et lignende projekt om etageboliger på samme ejendomme, som også væsentligt overskred kommuneplanens rammer om bebyggelsesprocent. Nævnet lagde derudover vægt på, at kommunen flere gange i løbet af de ca. 4 måneder, hvor kommunen var i dialog med E, bad E om at tilrette projektet uden at nævne kommuneplanens rammebestemmelser om bebyggelsesprocent. Nævnet bemærkede, at det i denne sammenhæng var uden betydning, om kommunen i forbindelse med dialogen reelt kun foretog en vurdering af bygningsvolumen efter bygningsreglementet, da det afgørende var, om E havde en berettiget forventning om, at kommunen havde foretaget en sådan vurdering efter planloven. Nævnet lagde endelig vægt på, at det ansøgte projekt alene var i strid med en kommuneplanbestemmelse og ikke en lokalplan. Nævnet fandt, at vurderingen af, om en kommunes tilkendegivelser kan have skabt berettigede forventninger ift. at nedlægge et forbud efter planlovens § 12, stk. 3, ikke er de samme som ved lokalplanovertrædelser. Nævnet henviste til, at når kommunen ikke har fundet det nødvendigt at regulere et forhold ved lokalplan, er udgangspunktet, at ejeren lovligt kan disponere i forhold til planloven. En bygning, der er i strid med en kommuneplanbestemmelse, bliver i modsætning til planlovens § 18 først ulovlig, når der nedlægges et forbud efter planlovens § 12, stk. 3. Dette indebar efter nævnets opfattelse, at såfremt kommunen vil anvende planlovens § 12, stk. 3, og dermed håndhæve kommuneplanens rammebestemmelser, må det ske inden for rimelig kort tid. Det forhold, at kommunen efter det oplyste ved en fejl ikke var opmærksom på den fastsatte bebyggelsesprocent, kunne ikke føre til et andet resultat. Planklagenævnet ophævede herefter forbuddet.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at afvejning af berettigede forventninger ved forbud efter planlovens § 12, stk. 2 og 3, er anderledes end ved lokalplanovertrædelser, fordi den manglende regulering ved lokalplan er udtryk for, at ejeren som udgangspunkt lovligt kan disponere efter planloven. Der er derfor krav om, at kommunen reagerer inden for rimelig kort tid, når kommunen får kendskab til, at en ejer vil disponere i modstrid med kommuneplanen, hvilket ligeledes indgår som en central begrundelse i flere af Planklagenævnets afgørelser om ophævelse af § 14-forbud, jf. f.eks. MRF 2021.160 Pkn og MRF 2021.263 Pkn. I forlængelse heraf kan overvejes betydningen af, at hvis der kan meddeles forbud efter planlovens § 12, stk. 2 og 3, vil det altid være muligt alternativt at meddele forbud efter planlovens § 14, hvor der dog indtræder den særskilte retsvirkning, at kommunen inden for et år – og i nogle tilfælde kortere tid – skal vedtage en lokalplan, idet forbuddet i modsat fald er ugyldigt, hvor som senere § 14-praksis kan nævnes MRF 2022.52 Pkn, MRF 2022.54 Pkn, MRF 2022.64 Pkn og MRF 2022.65 Pkn. Spørgsmålet er således, om disse krav for § 14-forbud kan begrunde, at hensynet til ejerens berettigede forventninger står stærkere ved § 12-forbud end ved § 14-forbud, men foreløbig ses ikke en nærmere stillingtagen hertil i praksis.