MRF 2022.64
Planklagenævnets afgørelse af 4. april 2022, j.nr. 21/11479
Ikke medhold i klage over forbud efter planlovens § 14 mod nedrivning af Langå Stationsbygning, da kommunen ikke var forpligtet til at indhente yderligere oplysninger til brug for vurderingen af bygningernes bevaringsværdi, og da forbuddet fandtes tilstrækkeligt begrundet, og der er mulighed for at kræve kommunal overtagelse af ejendommen efter planlovens § 49.
Randers Kommune nedlagde i august 2021 forbud efter planlovens § 14 mod nedrivning af Langå Stationsbygning. Ejendommen var omfattet en lokalplan, der havde til formål fastholde områdets stationsbykarakter, og som bl.a. indeholdt bestemmelser om bevaring af bebyggelse, men stationsbygningen var dog ikke omfattet af disse bestemmelser. Forbuddet var nedlagt på baggrund af en ansøgning om nedrivning af eksisterende bygninger ved Langå Station, da der skulle udføres et anlægsprojekt som et led i en større elektrificering af jernbanen. Kommunen begrundede forbuddet med, at Langå Station er et kulturelt samlingssted for lokalsamfundet og udgør en vigtig del af Langås identitet. Forbuddet blev påklaget af ejeren, der bl.a. anførte, at udgifterne til at brandsikre bygningen og stabilisere konstruktionen stod i åbenbart misforhold til ejendommens værdi og udgifterne til ekspropriation og nedrivning, at kommunen i strid med officialprincippet ikke havde indhentet oplysninger om, hvorvidt eventuelle sikkerhedsmæssige foranstaltninger ville medføre en forringelse af bygningernes bevaringsværdi, og at afgørelsen led af væsentlige begrundelsesmangler. Planklagenævnet afviste at tage stilling til afgørelsens hensigtsmæssighed og bemærkede i den forbindelse, at ejeren af en ejendom under visse betingelser kan forlange ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning, når det i en lokalplan er bestemt, at en bebyggelse ikke må nedrives uden kommunens tilladelse, og tilladelsen nægtes, jf. planlovens § 49. Nævnet kunne dog ikke tage stilling til dette spørgsmål, da det henhører under taksationskommissionen, jf. planlovens § 50. Nævnet fandt ikke, at afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel som følge af, at kommunen ikke havde indhentet yderligere oplysninger til brug for vurderingen af bygningernes bevaringsværdi, da der ikke gælder lovkrav om, at sådanne oplysninger inddrages i beslutningen om at nedlægge et § 14-forbud. Nævnet fandt endvidere, at afgørelsen var tilstrækkeligt begrundet. Nævnet lagde til grund, at forbuddet var nedlagt, da kommunen havde fundet det hensigtsmæssigt at ændre planlægningen for området, og nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunen havde inddraget usaglige hensyn. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at en kommune har særdeles brede beføjelser til at beslutte, om kommunen ønsker at igangsætte en lokalplanproces, og at der derfor gælder lempeligere krav til begrundelsens omfang ved nedlæggelsen af et § 14-forbud. Nævnet bemærkede endvidere, at klagerens høringssvar var gengivet i punktform i afgørelsen, ligesom alle høringssvar i deres fulde ordlyd var vedlagt afgørelsen som bilag. Det fremgik desuden af afgørelsen, at partshøringssvarene i deres helhed var indgået i sagsbehandlingen forud for afgørelsen, men at der ikke herved var fremkommet nye oplysninger, der havde haft indflydelse på afgørelsen. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.