MRF 2025.80
Planklagenævnets afgørelse af 21. marts 2025, j.nr. 23/10875
Stadfæstet lovliggørende landzonetilladelse til ridebane på Læsø, men ophævet lovliggørende landzonetilladelse til banens 8 m høje lysmast, der havde eksisteret upåtalt i 15 år, med henvisning til landskabelige hensyn, nærliggende hede og visuelle gener. Dissens.
Læsø Kommune meddelte i august 2023 ejeren, E lovliggørende landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, til en ridebane på 20x50 m belagt med træflis omkranset af en træbarriere samt til en 8 meter høj lysmast etableret i tilknytning til ridebanen. Tilladelsen blev meddelt på en række vilkår, der bl.a. fastsatte hvornår, og hvor længe, lysmasten måtte være tændt. Ridebanen var etableret i 2006 på den østlige del af en ejendom på ca. 2 ha beliggende i landzone. På ejendommen var der registeret en række bygninger, herunder to beboelsesbygninger på den vestlige del af ejendommen, og en række driftsbygninger på den østlige del, herunder en halmlade, et maskinhus og et udhus. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening lokalafdeling Frederikshavn/Læsø, der bl.a. gjorde gældende, at lysmasten var i strid med de landskabelige hensyn som landzonereglerne havde til formål at varetage, og at lysmasten ville medføre en betydelig påvirkning af omgivelserne. Planklagenævnet bemærkede indledningsvis, at en ridebane var at anse for ændret anvendelse, der krævede landzonetilladelse, og at en lysmast udgjorde bebyggelse som omfattet af bebyggelsesbegrebet i byggelovens § 2, hvilket normalt fortolkes som ”bebyggelse” i planlovens § 35 og derfor kræver landzonetilladelse, idet nævnet dog understregede, at der kan være tilfælde, hvor ridebane og lamper ikke kræver landzonetilladelse, jf. MAD 2018.38 Pkn. I den foreliggende sag fandt nævnet, at både ridebane og lysmast krævede landzonetilladelse. Herefter fastslog et enigt nævn, at de forløbende 17 og 15 år som ridebanen og lysmasten havde eksisteret upåtalt, ikke medførte, at E var bibragt en sådan berettiget forventning der afskar fysisk lovliggørelse, da ridebanen og lysmasten havde et ikke ubetydeligt omfang og var placeret direkte op af naturtypen hede beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Dermed var interessen i retshåndhævelse mere tungtvejende end E’s berettigede forventning. Hvad angik ridebanen fandt et enstemmigt nævn ikke grundlag for at tilsidesætte den lovliggørende landzonetilladelse, idet nævnet lagde vægt på, at ridebaner er naturligt hjemmehørende i landzone, og at ridebanen ikke havde en størrelse eller en udformning, der væsentligt adskilte sig fra nævnets praksis om landzonetilladelser til ridebaner. Hertil kom, at ridebanen var omgivet af øvrig bebyggelse, hvormed den visuelle påvirkning af landskabet var begrænset, selv om ridebanen var placeret et stykke væk fra beboelsesbygninger. I relation til spørgsmålet om lysmasten fandt et flertal (11 mod 2), at der ikke kunne meddeles landzonetilladelse pga. landskabelige interesser, og at der som klart udgangspunkt ikke blev meddelt tilladelse til lysmaster af denne højde til brug for private ridebaner. Uanset at lyskeglen var retningsbestemt, ville masten medføre en ikke ubetydelig visuel påvirkning af omgivelser. At lysmasten var omgivet af beplantning og bebyggelse, ændrede ikke herved. Mindretallet kom til det modsatte under henvisning til, at lysmasten var nødvendig for, at banen kunne anvendes hele året, ligesom lysmasten havde eksisteret en længere årrække, uden at have medført gener for omgivelserne. Planklagenævnet ophævede herefter den lovliggørende landzonetilladelse til lysmasten, men stadfæstede i øvrigt kommunens afgørelse.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til en kommentar vedrørende byggetilladelse til lysmasten. Det må, som nævnet anfører, som udgangspunkt lægges til grund, at bebyggelsesbegrebet i planlovens § 35 svarer til de indretninger, der kræver tilladelse efter byggelovens § 16, men med det forbehold, at lysmasterne kan være så ubetydelige, at de ikke kræver landzonetilladelse, jf. MAD 2018.38 Pkn. I den foreliggende sag er det imidlertid uklart, om kommunen havde meddelt byggetilladelse til lysmasten, før den blev etableret, hvilket er væsentligt, når det skal vurderes, om ejerens berettigede forventning kan begrunde en lovliggørende landzonetilladelse. Det må derfor anses for en fejl, at dette forhold helt er forbigået af Planklagenævnet.