MRF 2025.71
Planklagenævnets afgørelse af 24. januar 2025, j.nr. 24/07043
Ophævet lovliggørelsespåbud om ophør med anvendelsesændring af ejerlejligheder til udlejning gennem Airbnb, da udlejningen ikke var i strid med lokalplanbestemmelse om anvendelse til bolig, ikke kunne anses for hoteldrift efter sommerhuslovens hotelbegreb og ikke i sig selv var erhvervsmæssig. Ejerforhold, herunder udlejning til ferie/fritidsformål, er ikke et planlægningsmæssigt relevant forhold, der kan reguleres ved lokalplan.
Københavns Kommune meddelte den 8. april 2024 lovliggørelsespåbud efter planlovens § 51 vedrørende anvendelsesændring af to ejerlejligheder fra kontorlokaler til hoteludlejning via platformen Airbnb, som kommunen mente var i strid med den gældende lokalplans anvendelsesbestemmelser. Ejerlejlighederne var beliggende i stueetagen og på første sal af kompleksets baghusbebyggelse. Af lokalplanen fremgik, at ”området må anvendes som boligformål og serviceerhverv, såsom administration, liberale erhverv, butikker, hoteller, erhvervs- og fritidsundervisning, samt håndværk og andre virksomheder, der naturligt kan indpasses i området […] baghusbebyggelse skal indrettes som boliger”. Bestemmelsen indeholdt mulighed for, at kommunen i stueetagen og på første sal kunne tillade indrettelse som erhverv, hvis bebyggelsen fandtes mindre egnet til beboelse, og anvendelsen ikke ville være til gene for omboende. Lovliggørelsespåbuddet var begrundet med, at anvendelsen ikke kunne tillades, da bebyggelsen ifølge kommunen ikke var mindre egnet til beboelse. Efter påbuddet skulle anvendelsen til hoteludlejning bringes til ophør, hvorefter ejerlejlighederne skulle anvendes som beboelse. Afgørelsen blev påklaget af ejendommenes ejer, der gjorde gældende, at anvendelsen var umiddelbart tilladt, da lokalplanen tillod indretning af ferieboliger og hotelværelser. Planklagenævnet (formanden) konstaterede indledningsvist, at klagefristen var overskredet, idet klagen ved en fejl var indgivet ved Byggeklageenheden. Dette var dog konkret undskyldeligt, idet det ikke klart fremgik af klagevejledningen, at klager skulle indgives til Planklagenævnet. Herefter fandt nævnet, at udlejning af ejerboligerne gennem Airbnb ikke kan karakteriseres som hoteldrift med henvisning til hotelbegrebet som det fremgår af sommerhuslovens § 1, stk. 5, hvorefter hoteldrift er defineret ved selvstændig erhvervsvirksomhed, der modtager overnattende gæster med mulighed for servering. Da dette ikke konkret var tilfældet, fandt nævnet, at udlejningen af ejerlejlighederne til kortvarige ferieophold derimod havde karakter af ferie/fritidsformål. Da lokalplanbestemmelserne alene fastsatte, at ejerlejlighederne i komplekset måtte anvendes til boligformål, og i øvrigt ikke stillede krav om anvendelse til helårsbeboelse, fandt nævnet, at lokalplanen ikke var til hinder for, at ejerlejlighederne blev anvendt som ferieboliger. Nævnet udtalte herefter, at det forhold, at ejendommen udlejes gennem Airbnb, ikke medfører, at anvendelsen karakteriseres som erhverv. Nævnet udtalte videre, at der ikke i planloven er hjemmel til regulering af ejerforhold gennem lokalplan, da dette ikke er et planlægningsmæssigt relevant forhold, hvormed udlejning gennem Airbnb ikke var i strid med lokalplanen. Planklagenævnet afviste at have kompetence til at tage stilling til, om forholdet krævede udlejningstilladelse efter sommerhusloven. Da forholdet dermed ikke var lokalplanstridigt, ophævede nævnet kommunens påbud.
Kommentar: Afgørelsen er helt på linje med fast lokalplanfortolkning, der ikke muliggør en planlovsmæssig regulering af boligudlejning, når der bortses fra de særlige regler om opførelse af almene boliger i planlovens § 11 b, stk. 1, nr. 1, og § 15, stk. 2, nr. 11. Hvis dette skal ændres, vil det kræve en ændring af planloven.