MRF 2025.90
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. maj 2025, j.nr. 23/06652
Stadfæstet påbud efter jordforureningslovens § 40 om undersøgelse af pesticidforurening på ejendom, hvor der siden 1946 var drevet maskinstation, og som E havde overtaget i 1985, da det ikke kunne udelukkes, at forurening med nogle af de 50 fundne pesticidstoffer skyldtes forurening i den periode, hvor E havde drevet maskinstation, og da E alene skulle fremlægge et forslag til undersøgelser, hvormed der forudgående kunne foretages en proportionalitetsvurdering af undersøgelsens omfang.
På en ejendom på Bogø, hvor der siden 1946 havde været drevet landbrug og maskinstation, gennemførte Region Sjælland i 2016 en forureningsundersøgelse, der viste punktforurening med overskridelse af grundvandskvalitetskriteriet for 50 forskellige aktivstoffer af pesticider eller nedbrydningsprodukter heraf. Ejendommens nuværende ejer E, havde overtaget ejendommen fra sine forældre i 1985. Af de 50 konstaterede aktivstoffer havde midlerne Imidacloprid, Tebuconazol, Azoxystrobin og Bromoxynil været på markedet siden 1992 og var fortsat anvendt i 2020 og midlerne Epoxiconazol og Boscalid været introduceret på markedet i 2003 henholdsvis 2006. Med afgørelse af 25. april 2023 meddelte Vordingborg Kommune E påbud om at udarbejde oplæg til gennemførelse af undersøgelse af den konstaterede jordforurening med henvisning til, at det ikke kunne udelukkes, at der efterfølgende kunne meddeles påbud om at foretage oprensning af i hvert fald de aktivstoffer, som var introduceret på markedet efter 2001. Afgørelsen blev påklaget af E, der gjorde gældende, at jordforureningen var sket siden 1946, og den del, der var opstået efter 2001, udgjorde en ubetydelig andel, og at der efter jordforureningslovens § 43, stk. 2, ikke kan meddeles påbud til E, når kun en ubetydelig del af forureningen kan henføres til E. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) tog alene stilling til, om E kunne anses for forurener og rette påbudsadressat efter jordforureningslovens § 40, idet der kun kan meddeles påbud efter § 40, hvis en del af forureningen er sket senere end den 1. januar 1992, og det ikke på forhånd kan udelukkes, at der kan meddeles påbud om oprydning af forureningen, jf. MAD 2018.194 Mfk, hvor det efter § 42 er en forudsætning, at den væsentligste del af forureningen er sket efter den 1. januar 2001. Nævnet lagde til grund, at der vedrørende Epoxiconazol og Boscalid var tale om midler introduceret på markedet efter den 1. januar 2001 og at jordforureningen måtte antages at være en følge af aktiviteter forbundet med maskinstationen. Endvidere lagde nævnet til grund, at der var tale om en række punktforureninger, og der dermed ikke forelå en samlet forurening, men om en række sammenblandede forureninger, hvorfor det ikke kunne udelukkes, at undersøgelse af jordforureningen kunne afdække, at der ville kunne meddeles påbud til E om at foretage oprensning af hele eller dele af den konstaterede jordforurening. Nævnet bemærkede i forlængelse heraf, at hvis der ved en eventuel efterfølgende fjernelse af en nyere forurening på E’s ejendom også fjernes dele af en ældre forurening, forhindrer dette ikke et oprensningspåbud, hvis dette kan begrundes med en konkret risiko- og proportionalitetsvurdering, men at udgangspunkt må fraviges, hvis den ældre forurening efter sin karakter medfører, at udgifterne til oprensningen af den nyere forurening ikke kommer til at stå i et rimeligt forhold til den miljø- eller sundhedsmæssige risiko, der er forbundet med at efterlade den nyere forurening på ejendommen, og at kommunen har pligt til at undgå, at undersøgelsespåbuddet bliver uforholdsmæssigt dyrt i forhold til omfanget og arten af den forurening, som klager antages at have givet anledning til. Afslutningsvis bemærkede nævnet, at det påklagede påbud omfatter ’hele forureningen’ på E’s ejendom, men at E skulle udarbejde et oplæg, der beskriver og begrunder de valgte undersøgelser, hvor E ikke er forpligtet til at undersøge pesticider, som efter de historiske oplysninger ikke kan henføres til E.
Kommentar: Selv om der er tale om pesticidforurening fra landbrugsmæssige aktiviteter, er forureningen ikke undtaget som almindelig landbrugsmæssig anvendelse efter jordforureningslovens § 2, da der er tale om en række punktforureninger med pesticider på en ejendom, hvor der siden 1946 har været drevet maskinstation. Det er derimod noget vanskeligt at følge nævnets begrundelse for at afvise, at jordforureningslovens § 43 finder anvendelse, når nævnet anfører, at ”der ikke er tale om én samlet forurening på Ejendommen. De undersøgelser, der allerede er udført, peger således på, at der er tale om flere forskellige forureninger med forskellige pesticidstoffer, der har været anvendt på forskellige tidspunkter i forbindelse med aktiviteterne på Ejendommen. Der er således i stedet tale om sammenblandede forureninger”. Hertil må kort anføres, at det tydeligt fremgår af afgørelsen, at der er tale om flere punktforureninger, men det fremgår samtidig, at hver af punktforureningerne omfatter flere pesticider, og at ikke alle punktforureninger omfatter pesticider, som E kan have brugt. Efter nævnets afgørelse må E selv finde ud af, hvilke punktforureninger der kan henføres til E, og som E skal foreslå afværgeforanstaltninger for. Det sidste rejser et yderligere problem, da det for de punktforureninger, hvor E kan have bidraget til forureningen, i alle tilfælde må lægges til grund, at en del af forureningen ikke hidrører fra E, men fra aktiviteter før E overtog ejendommen og driften af maskinstationen. Den omstændighed, at de tidligere ejere og operatører var E’s forældre, kan ikke i sig selv forpligte E. Men det har den logiske konsekvens ved ’sammenblandede forureninger’, at påbud må meddeles til hver af forurenerne. Da det ikke længere er muligt at meddele påbud til E’s forældre, er det i stedet er regionen, der må betale for undersøgelse af forurening med de pesticider, som ikke kan henføres til E, hvorfor et undersøgelsespåbuds gyldighed må være afhængigt af, at regionen vil påtage sig denne del af udgiften, jf. ligeledes MAD 2013.1982 Nmk og MAD 2013.3285 Nmk. Hvis nævnet vil forlade denne praksis, skylder nævnet en forklaring, og da de to ovennævnte afgørelser var baseret på en meget klar lovbemærkning, er det noget vanskeligt at se, hvordan nævnet kan nå frem til en stadfæstelse. Det kan ganske vist anføres, at nævnet i MRF 2021.233 Mfk om undersøgelsespåbud vedrørende en forurening, der kun for en del kunne henføres til nuværende operatør, valgte at afgrænse undersøgelsespåbuddet, så det ikke omfattede en række stoffer, fordi der ikke kunne meddeles påbud til påbudsadressaten vedrørende disse stoffer. I ovenstående sag har nævnet så placeret sig mellem to stole, hvor den nuværende driftsherre E pålægges nogle undersøgelsesudgifter, men uden at påbuddet afgrænses til de pesticider, som E havde brugt, men med mulighed for, at E selv kan foretage denne afgrænsning. Medmindre undersøgelsen måtte vise, at de nyere stoffer, som E har anvendt, frembyder en væsentlig forureningsrisiko, selv om de øvrige gamle pesticider ikke fjernes, vil et oprensningspåbud ikke kunne meddeles efter nævnets afgørelse. Det bemærkes, at det fremgår af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelsesportal, at afgørelsen er blevet indbragt for domstolene (sag BS-58808/2025-NYK). Se tillige MRF 2025.85 Mfk om PFAS-forurening.