MRF 2025.99
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 24. juni 2025, j.nr. 20/09592
Stadfæstet Aalborg Kommunes afgørelse om, at vandløbet Østerå var vedligeholdt i overensstemmelse med vandløbsregulativ, med de ændringer, at kommunen ikke havde dokumenteret vandføringsevne og grødeskæring på delstrækninger, ligesom der ikke var optaget grøde inden for den i regulativet foreskrevne uge, der henlå i grødespærringer.
Aalborg Kommune traf i juli 2020 afgørelse efter vandløbslovens § 27 om, at kommunen havde vedligeholdt det offentlige vandløb Østerå i overensstemmelse med ”Regulativ for Østerå – Amtsvandløb nr. 118”. Regulativet fastsætter bl.a. bestemmelser om vandføringsevne og grødeskæring, herunder hvor ofte, og i hvilke perioder, at grødeskæringen skal udføres på forskellige delstrækninger af vandløbet. Kommunen havde fundet, grødeskæring på alle delstrækninger var sket i overensstemmelse med regulativet. Det fremgik videre af afgørelsen, at kommunen havde praksis for at udlægge grødespærringer, så drivende grøde let kan optages. Afgørelsen blev påklaget af en række bredejere til Østerå, der gjorde en lang række forhold gældende, herunder, at grødeskæringen ikke var udført regulativmæssigt, og at grøden efter afskæring henlå i flere måneder uden at blive opsamlet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt for så vidt angik vandføringsevnen, at kommunen ift. en enkelt delstrækning ikke havde dokumenteret, at den regulativmæssige vandføringsevne var til stede på afgørelsestidspunktet, da de gennemførte bundpejlinger ved skalapæle ikke i tilstrækkelig grad godtgjorde, at vandføringsevnen var til stede, og at der for en del af denne strækning ikke var foretaget målinger siden 2006 eller 2008, og at der ikke ved den seneste måling var foretaget vandspejlberegninger for hele delstrækning. Hvad angik spørgsmålet om skæring og optagning af grøde fandt nævnet for så vidt angik en delstrækning, at kommunen ikke havde dokumenteret overholdelse af regulativet. For denne strækning gjaldt det, at der skulle foretages fire ordinære grødeskæringer om året. Kommunen havde dog ikke dokumenteret de tre første, men alene den fjerde. Hvad angik en anden delstrækning, hvor der skulle foretages to grødeskæringer årligt, fandt nævnet, at kommunen ikke havde overholdt regulativet, da der ikke forelå dokumentation for, at den første årlige grødeskæring var foretaget. Afslutningsvist fandt nævnet, at kommunen ikke havde optaget afskåret grøde i overensstemmelse med regulativet. Herved havde nævnet lagt vægt på, at kommunen i strid med regulativet bl.a. ved en grødespærring havde ladet grøden ligge mere end en uge efter skæring. At der siden 2007 havde været praksis for at lade afskåren grøde henligge i grødespærringer længere tid end en uge, kunne ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund stadfæstede nævnet afgørelsen, men med de ændringer, at der for så vidt angik delstrækninger ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for regulativmæssig vandføringsevne og grødeskæring, herunder optagning af grøde.
Kommentar: Afgørelsen er et eksempel på de vanskeligheder, Miljø- og Fødevareklagenævnet har med hensyn til både lovanvendelse og begrebsanvendelse, når det gælder klager over manglende kommunal vandløbsvedligeholdelse. Vandløbslovens §§ 27 og 31 indeholder en umiddelbar pligt for kommunen til at vedligeholde offentlige vandløb i overensstemmelse med det relevante vandløbsregulativ. Hvis kommunen mener, at denne pligt er overholdt, skal kommunen træffe afgørelse efter vandløbslovens § 54 om, at der ikke er grundlag for at meddele påbud, hvilket en lodsejer så kan påklage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. FOB 2020-37 og MRF 2022.103 Mfk. Det må derfor fastholdes, at det er en fejl, når klagenævnet ikke henviser til vandløbslovens § 54, men til §§ 27 og 31. I dette tilfælde fører denne misforståelse af vandløbsloven til, at der opstår problemer i selve klagenævnets afgørelse. Når nævnet konkluderer, at kommunens vandløbsvedligeholdelse ikke er i overensstemmelse med regulativet, kan nævnet ikke ændre kommunens afgørelse, men skal ophæve afgørelsen. Det er derfor direkte vildledende, når nævnet i denne sag stadfæster kommunens afgørelse med ændringer. Nævnet skal naturligvis anføre nævnets begrundelse for, at nævnet mener, at kommunen har tilsidesat vandløbsregulativet, men det er forkert at betegne dette som en ændring af kommunens afgørelse, hvilket dog kan forklares med nævnets misforståelse af vandløbslovens §§ 27 og 31 som kompetencenormer. Se tillige MRF 2024.54 Mfk og MRF 2025.44 B.