MRF 2025.97
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af den 19. juni 2025, j.nr. 22/03154
Kalundborg Kommunes ”afgørelse” fra 2009 om, at vandløb ikke var naturligt efter vandløbslovens § 69, kunne tilbagekaldes af kommunen i 2022, da den dyrkningsfri bræmme efter § 69 er begrundet i væsentlige samfundsmæssige interesser, hvorfor bredejernes berettigede forventninger ikke kunne føre til andet resultat.
Kalundborg Kommune blev i 2009 opmærksom på, at kravet i vandløbslovens § 69 om 2 meters dyrkningsfri bræmme langs naturlige vandløb ikke var overholdt ved det offentlige vandløb Fuglebækken, der er knap 3 km langt og omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Kommunen kontaktede derfor lodsejerne, som anførte, at tidligere vandløbsmyndigheder havde oplyst, at Fuglebækken ikke udgjorde et naturligt vandløb og derfor ikke var omfattet af § 69. Kommunen traf umiddelbart herefter ”afgørelse” om, at vandløbet ikke var omfattet af § 69, med henvisning til, at vandløbet på grundlag af målebordblade fra 1871 eller ældre kort ikke kunne karakteriseres som naturligt. Efter at kommunen i 2021 blev opmærksom på dyrkning langs Fuglebækken, traf kommunen i februar 2022 en ny ”afgørelse” om, at Fuglebækken skulle anses for et naturligt vandløb og dermed omfattet den 2 meters dyrkningsfri bræmme efter vandløbslovens § 69. Kommunen henviste til Miljøministeriets vejledning om bræmmer langs søer og vandløb fra 2002 og anførte, at det på baggrund af målebordsblade fra 1842 til 1899 kunne konstateres, at vandløbet var etableret før 1899 og siden dengang har haft sit nuværende regulerede forløb. Kommunen havde endvidere på baggrund af et kort med højdeprofiler og et kort fra vandløbsregulativet over Fuglebækkens opland vurderet, at vandløbet var beliggende i en ådal, der var stor nok til, at vandløbet var vandførende det meste af året, og at der naturligt ville være vandløb i ådalen. Selvom kommunen i afgørelsen bemærkede, at vandløbet havde været stærkt reguleret, var det kommunens vurdering, at vandløbet ikke var menneskeskabt. Afgørelsen blev påklaget af en lodsejer, der anførte, at kommunen ikke havde haft grundlag for at ændre vandløbets status, og henviste til, at der 2-4 mdr. om året ikke var vandføring i vandløbet, og at lodsejerne ved kommunens afgørelse fra 2009 var bibragt en forventning om, at vandløbet ikke var naturligt. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at der ikke kan dispenseres fra forbuddet i vandløbslovens § 69, og at det fremgår af vejledningen, at der ved naturlige vandløb forstås vandløb, der er dannet fra naturens hånd, og at formålet med bræmmen er at begrænse erosion for at begrænse omkostningskrævende og miljøbelastede oprensninger. Ved vurdering af, om det er tale om et naturligt vandløb, indgår en række kriterier, herunder især 1) om vandløbet findes på gamle kort, dvs. målebordblade fra 1871 eller evt. ældre kort, 2) om vandløbet ligger i en vandløbsdal, der markerer forløbet, og 3) om vandløbet er eller har været slynget. Det er ikke et krav, at vandløbet er vandførende hele året, og senere regulering af vandløbet ændrer ikke vandløbets status, så stærkt regulerede vandløb er også omfattet af § 69. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering i den konkrete sag, idet nævnet lagde vægt på, at forløbet på de høje målebordblade fra 1842-1899 var overlappende med vandløbets nuværende forløb, og på kommunens vurdering af, at vandet løb i en ådal, der var baseret på højdemålinger af terrænet. Spørgsmålet var herefter, om kommunen kunne ændre sin ”afgørelse” fra 2009 til ugunst for klager. Nævnet bemærkede, at begunstigende forvaltningsakter som klar hovedregel ikke kan tilbagekaldes, men at tilbagekaldelse til ugunst for adressaten beror på en afvejning af adressatens berettigede forventninger og hensynet til offentlige interesser. Herefter fandt nævnet, at hensynet til klagers forventninger ikke kunne føre til, at kommunen var afskåret fra at ændre ”afgørelsen” fra 2009, da vandløbslovens § 69 er begrundet i væsentlige samfundsmæssige interesser, og der ikke er dispensationsadgang. Kommunen havde endvidere lagt vægt på, at det af regulativet fra 1996 fremgik, at der ikke måtte dyrkes i 2 meter brede banketter fra vandløbet, at vandløbsloven berører alle bredejere langs vandløbet, og at vandløbet havde et begrænset omfang. Nævnet stadfæstede herefter kommunes ”afgørelse”.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning en principiel bemærkning om afgørelsesbegrebet og om håndhævelse af overtrædelsen. Den omtvistede del af vandløbslovens § 69, stk. 1 lyder: ”Dyrkning, jordbehandling, plantning, jf. dog § 34, terrænændring, anbringelse af hegn, jf. dog § 29, og opførelse af bygværker i landzone må ikke foretages i en bræmme på 2 m langs åbne, naturlige vandløb og søer”. Bestemmelsen angiver et dyrkningsforbud inden for en to meters bræmme af naturlige vandløb, men indeholder ingen bemyndigelse til, at en kommune kan træffe afgørelse om, hvorvidt et vandløb er naturligt. Der er således tale om en umiddelbart bindende forholdsnorm og ikke en kompetencenorm. Hvis kommunen meddeler påbud om at ophøre med dyrkning inden for bræmmen, er dette en afgørelse, der kan påklages, og hvor der præjudicielt må tages stilling til, om det er tale om et naturligt vandløb. Hvis klagenævnet skulle have fulgt almindelige forvaltningsretlige principper, skulle nævnet således have afvist klagen med henvisning til, at der ikke forelå en afgørelse, men med bemærkning om, at nævnet kunne prøve, om vandløbet er naturligt, hvis der indgives klage over et påbud om ophør med dyrkning inden for bræmmen. Det må i forlængelse heraf afvises, at kommunens beslutning i 2009 var en afgørelse, og det giver derfor heller ikke mening af tale om tilbagekaldelse af denne afgørelse. Noget andet er, at kommunen som følge af tilkendegivelsen fra 2009 næppe kunne have håndhævet § 69 over for klager før kommunens nye tilkendegivelse i 2022 – og muligvis først efter klagenævnets afgørelse.