MRF 2025.167
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. november 2025, j.nr. 23/09220
Efter klage fra Danmarks Sportsfiskerforbund blev Miljøstyrelsens afgørelse efter fiskerilovens § 10 d, stk. 2, om, at der på grundlag af en konsekvensvurdering af Onsevig Havbrugs påvirkning af nærliggende Natura 2000-områder ikke var grundlag for at gribe ind over for havbrugets placeringstilladelse fra 2017, ophævet, da konsekvensvurderingen var mangelfuld.
Klagesagen er en udløber af et længere forløb vedrørende Onsevig Havbrug og kan i korthed sammenfattes således. Onsevig Havbrug blev etableret Smålandsfarvandet i 1999 på grundlag af en tidsbegrænset placeringstilladelse efter fiskeriloven. Tilladelsen blev forlænget af Storstrøms Amt i 2006 på grundlag af en VVM-screening, hvilket efter klage blev stadfæstet af Naturklagenævnet i 2007. Som følge af ny lovgivning fik havbruget efter ansøgning miljøgodkendelse i 2014 af Miljøstyrelsen på grundlag af en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsen. Efter klage blev miljøgodkendelsen ophævet af Miljø- og Fødevareklagenævnet i 2018 (MAD 2018.89 Mfk), idet nævnet fandt, at der skulle være gennemført en egentlig konsekvensvurdering af havbrugets påvirkning af nærliggende Natura 2000-områder. Havbruget indbragte nævnets afgørelse for domstolene, hvilket i 2021 førte til, at Østre Landsret stillede præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen (MRF 2021.98 Ø). EU-Domstolen afgjorde den præjudicielle sag i november 2022 (MRF 2022.193). Østre Landsret frifandt efterfølgende Miljø- og Fødevareklagenævnet den 24. maj 2026 i den af havbruget anlagte sag mod klagenævnet, og denne dom er anket til Højesteret. Parallelt med dette forløb meddelte Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i maj 2017 forlængelse af placeringstilladelse efter fiskeriloven til Onsevig Havbrug. Den 25. marts 2021 besluttede Miljøstyrelsen at gennemføre en konsekvensvurdering af Onsevig Havbrug efter fiskerilovens § 10 e, hvilket blev påklaget af havbruget. Denne klage blev afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet i oktober 2025 (MRF 2025.154 Mfk) med henvisning til, at beslutning om konsekvensvurdering er en procesledende beslutning, der ikke kan påklages særskilt. Efter EU-Domstolens præjudicielle dom i sag C-278/21 (MRF 2022.193) fandt Miljøstyrelsen, at EU-dommens præmis 35 og 40-42 måtte forstås på den måde, at manglende overholdelse af habitatdirektivet i forbindelse med en tilladelse ikke i sig selv forpligter den kompetente myndighed til at genoptage sagen og tilbagekalde tilladelsen, medmindre dette kan ske inden for et kortere tidsrum. Herefter lagde Miljøstyrelsen til grund, at EU-dommens præmis 40 må forstås på den måde, at der i den foreliggende sag skal foretages en konsekvensvurdering efter habitatdirektivets art. 6, stk. 2, med henblik på at vurdere, om der er behov for at meddele påbud eller forbud efter fiskerilovens § 10 d, stk. 2. Miljøstyrelsen fik herefter gennemført en habitatkonsekvensvurdering af Onsevig Havbrug i kumulation med tre andre havbrug, hvor det blev konkluderet, at fortsat drift af Onsevig Havbrug ikke ville påføre de nærliggende marine Natura 2000-områder skade på struktur, funktion og integritet. Med henvisning hertil traf Miljøstyrelsen den 12. juni 2023 afgørelse efter fiskerilovens § 10 d, stk. 2, om, at der ikke var grundlag for at gribe ind over for Onsevig Havbrug. Denne afgørelse blev påklaget af Danmarks Sportsfiskerforbund, der bl.a. gjorde gældende, at habitatkonsekvensvurderingen var mangelfuld, og at de berørte marine vandområder var i ikke-god økologisk tilstand og det nærliggende Natura 2000-område nr. 173 fortsat havde stærk ugunstig bevaringsstatus. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde med henvisning til EU-Domstolens domme i sag C-399/14 (Grüne Liga Sachsen) og sag C-278/21 (MRF 2022.193) til grund, at når et projekt er blevet godkendt efter en vurdering, der ikke opfylder kravene i habitatdirektivets art. 6(3), skal medlemsstaten skal foretage en efterfølgende undersøgelse af virkningerne af dette projekts udførelse på det pågældende område på grundlag af direktivets art. 6(2), hvis denne undersøgelse udgør den eneste passende foranstaltning for at undgå, at projektet medfører væsentlig forringelse eller forstyrrelser af Natura 2000-områders udpegningsgrundlag, og at forpligtelsen til at undgå forringelse af Natura 2000-områder gælder for hver enkelt lokalitet, så forringelser ved en lokalitet ikke kan udlignes ved forbedringer på andre lokaliteter. Videre lagde nævnet til grund, at i forhold til havbrugs placeringstilladelser er habitatdirektivets art. 6(3) implementeret i fiskerilovens § 10 e, stk. 1, mens habitatdirektivets art. 6(2) er gennemført i fiskerilovens § 10 d, stk. 1 og 2. Herefter lagde klagenævnet til grund, at den gennemførte habitatkonsekvensvurdering viste, at Onsevig Havbrug i kumulation med de tre andre havbrug medfører en påvirkning af 59 ha af naturtypen bugter og vige eller 0,11 % af naturtypens areal. Da det ikke fremgik af konsekvensvurderingen, hvorfor denne påvirkning var uden betydning for naturtypens struktur og funktion, men der alene var lagt vægt på det procentuelt lille areal, fandt nævnet, at konsekvensvurderingen var mangelfuld. Tilsvarende afviste nævnet, at der i forhold til fugle kunne anvendes et generelt kriterium, hvorefter en forstyrrelse af mindre end 10 % af et kernehabitat ikke havde populationseffekt for fugle. Med henvisning hertil fandt klagenævnet, at Miljøstyrelsen ikke havde haft det fornødne grundlag for at fastslå, at driften af Onsevig Havbrug i kumulation med de øvrige havbrug ikke har skadelig virkning på Natura 2000-området, hvorfor klagenævnet ophævede Miljøstyrelsens afgørelse efter fiskerilovens § 10 d, stk. 2, om ikke at træffe foranstaltninger over for driften af Onsevig Havbrug og hjemviste sagen med bemærkning om, at styrelsen i en kommende afgørelse måtte begrunde, hvilken påvirkning af udpegningsgrundlaget der kan anses for acceptabel, ligesom styrelsen måtte redegøre for baggrunden for det af styrelsen anvendte kriterium om koncentrationsforøgelse i vandet af kobber med 5 %.
Kommentar: Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse har principiel interesse og er efter det oplyste blevet indbragt for domstolene (verserende sag BS-25357/2026-KOL). Afgørelsen er så vidt ses det første eksempel på, at klagenævnet har taget stilling til, om der pga. habitatdirektivets art. 6(2) skal gribes ind i forhold til en ellers lovligt bestående aktivitet med krav om konsekvensvurdering. I dette tilfælde blev afgørelsen truffet af Miljøstyrelsen efter fiskerilovens § 10 d, stk. 2, hvorefter ”ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri [træffer] passende foranstaltninger over for fiskeri og fiskeriopdrætsaktiviteter omfattet af denne lov, herunder udstedelse af vilkår eller meddelelse af forbud eller påbud” i forbindelse med beskyttelse af marine Natura 2000-områder mod bl.a. havbrug. Kompetencen efter denne bestemmelse tilkommer dog for så vidt angår opdræt af fisk i saltvand miljøministeren, jf. bekendtgørelse 2019/1652, og er delegeret til Miljøstyrelsen, jf. § 38, nr. 3, i bekendtgørelse 2021/1514. Når styrelsens afgørelse efter fiskeriloven kunne påklages af Danmarks Sportsfiskerforbund, skete det på grundlag af fiskerilovens §§ 110 og 110 a. Til sammenligning er det tvivlsomt, om der er klageadgang over afgørelser om ikke at meddele påbud efter den modsvarende bestemmelse i naturbeskyttelseslovens § 10 d. Veit Koester har i Naturbeskyttelsesloven med kommentarer, 2009, s. 485 antaget, at svaret er benægtende med henvisning til, at klageadgang over lovliggørelsespåbud er afskåret efter naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1. Hertil må dog bemærkes, at et påbud om indskrænkning eller ophør med drift efter naturbeskyttelseslovens § 19 d ikke er et lovliggørelsespåbud, idet det ikke retter sig mod et ulovligt forhold som relevant retsfaktum, hvilket taler for, at der også er klageadgang over en kommunes afgørelse om ikke at meddele påbud efter naturbeskyttelseslovens § 19 d, hvis klagen i øvrigt opfylder klagebetingelserne. På baggrund af EU-Domstolens dom i sag C-278/21 (MRF 2022.193) må dette dog være undergivet den begrænsning, at der ikke kan meddeles påbud efter naturbeskyttelseslovens § 19 d over for en aktivitet, som er gyldigt godkendt i overensstemmelse med habitatdirektivets art. 6(3), og at der som følge heraf heller ikke kan klages over manglende påbud efter § 19 d.