MRF 2025.154
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 3. oktober 2025, j.nr. 25/02501
Afvist klage over Miljøstyrelsens beslutning i marts 2021 om at gennemføre en habitatvurdering af placeringstilladelse fra 2017 til Onsevig Havbrug, da konsekvensvurdering af Natura 2000-områder ikke er en afgørelse, men en procesledende beslutning.
Klagesagen er en udløber af et længere forløb vedrørende Onsevig Havbrug, hvilket i korthed kan sammenfattes således. Onsevig Havbrug blev etableret Smålandsfarvandet i 1999 på grundlag af en tidsbegrænset placeringstilladelse efter fiskeriloven. Tilladelsen blev forlænget af Storstrøms Amt i 2006 på grundlag af en VVM-screening, hvilket efter klage blev stadfæstet af Naturklagenævnet i 2007. Som følge af ny lovgivning fik havbruget efter ansøgning miljøgodkendelse i 2014 af Miljøstyrelsen på grundlag af en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsen. Efter klage blev miljøgodkendelsen ophævet af Miljø- og Fødevareklagenævnet i 2018, idet nævnet fandt, at der skulle være gennemført en egentlig konsekvensvurdering af havbrugets påvirkning af nærliggende Natura 2000-områder. Havbruget indbragte nævnets afgørelse for domstolene, hvilket i 2021 førte til præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen fra Østre Landsret (MRF 2021.98 Ø). EU-Domstolen afgjorde den præjudicielle sag i november 2022 (MRF 2022.193). Østre Landsret afsagde dom den 24. maj 2026 i den af havbruget anlagte sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet, men denne er indbragt for Højesteret. Parallelt med dette forløb meddelte Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i maj 2017 forlængelse af placeringstilladelse efter fiskeriloven til Onsevig Havbrug. Den 25. marts 2021 besluttede Miljøstyrelsen at gennemføre en konsekvensvurdering af Onsevig Havbrug efter fiskerilovens § 10 e, hvilket blev påklaget af havbruget, der bl.a. gjorde gældende, at konsekvensvurderingen var i modstrid med almindelige principper om genoptagelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at Miljøstyrelsens beslutning om at gennemføre en konsekvensvurdering ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men har karakter af en procesledende beslutning, der træffes som led i forberedelsen af afgørelsen af en sag. Med henvisning hertil afviste nævnet at have kompetence til at behandle klagen.
Kommentar: Klagenævnets afgørelse understreger, at væsentlighedsvurderinger og konsekvensvurderinger forud for tilladelser og andre myndighedsafgørelser ikke er selvstændige afgørelser, men procesledende beslutninger, hvilket i øvrigt også fremgår af bl.a. habitatbekendtgørelsens § 6. Som følge heraf kan retlige mangler i væsentlighedsvurderingen og konsekvensvurderingen alene gøres gældende i forbindelse med en klage over den afgørelse, som efterfølgende træffes på grundlag af konsekvensvurderingen. I denne sag førte konsekvensvurderingen til, at Miljøstyrelsen den 12. juni 2023 traf afgørelse om, at der ikke var grundlag for at gribe ind over for Onsevig Havbrug efter fiskerilovens § 10 d, stk. 2, hvilket blev påklaget af bl.a. Danmarks Sportsfiskerforbund og førte til, at Miljø- og Fødevareklagenævnet den 28. november 2025 ophævede Miljøstyrelsens afgørelse (se MRF 2025.167 Mfk). Den 24. maj 2026 afgjorde Østre Landsret den af havbruget anlagte sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet, men dommen er anket til Højesteret og vil derfor blive bragt på MRF på et senere tidspunkt.