MRF 2025.87
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. april 2025, j.nr. 24/04377
Kommunens tilkendegivelse under klagesag om VVM-screeningsafgørelse vedr. delvis rørlægning af vandløbsstrækning 100 m opstrøms et § 3-område for bl.a. at reducere CO2-udledning om, at projektet ikke krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, anset for en forvaltningsafgørelse, der kunne prøves af nævnet, som stadfæstede afgørelsen, da vandløbet i forvejen var præget af tilløb fra markdræn og septiktankoverløb, hvorfor vandkvaliteten allerede var forringet.
Guldborgsund Kommune traf i februar 2024 VVM-screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at rørlægning af en strækning på ca. 580 m åben strækning af et kommunevandløb ikke udløste VVM-pligt. Projektet havde til formål at forbedre brugen af de tilstødende marker og give brugerne heraf en CO2-besparelse i driften af jorden. 100 m nedstrøms projektstrækningen var ca. 400 m af vandløbet frem mod udløbet i Smålandsfarvandet omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Afgørelsen om ikke-VVM-pligt blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling (DN), der bl.a. anførte, at den nedstrøms del af vandløbet ville blive væsentligt forringet, idet rørlægning ville medføre iltsvind nedstrøms i vandløbet (§ 3-strækningen). DN henviste til, at projektstrækningen var den eneste del af vandløbet, der havde et godt fald, hvormed det meste af iltningen af vandløbet hidrørte fra denne del, hvilket rørlægning ville begrænse. Under klagesagen vedrørende screeningafgørelsen bemærkede kommunen den 3. april 2024, at kommunen havde vurderet, at rørlægningen ikke krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, idet der fortsat ville være en åben strækning på 100 m mellem den § 3-beskyttede del af vandløbet og den rørlagte del. Hertil kom ifølge kommunen, at der i forvejen skete tilløb til vandløbet fra markdræn og septiktankoverløb, hvormed en rørlægning ikke ville medføre yderligere forværring af vandkvaliteten. Kommunen oplyste den 30. april 2024, at der efter kommunens opfattelse ikke ved bemærkningerne af den 3. april var truffet en afgørelse vedrørende § 3. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) udskilte spørgsmålet om § 3 til særskilt behandling. Screeningafgørelsen om ikke-VVM-pligt blev således behandlet ved en separat afgørelse. Nævnet fandt indledningsvis, at kommunen med bemærkningerne til klagen over screeningafgørelsen havde truffet en afgørelse om, at projektet ikke var omfattet af § 3, som kunne påklages. Nævnet henviste til, at kommunen havde tilkendegivet, hvad der udgjorde dispensationskrævende forhold i et bestemt beskyttet område, og dermed, hvad der var gældende ret i et konkret tilfælde. Hvad angik spørgsmålet om, hvorvidt det ansøgte forudsatte dispensation fra § 3, bemærkede nævnet, at også foranstaltninger uden for et beskyttet område kan udgøre et dispensationskrævende forhold afhængig af foranstaltningens virkning og karakter. Nævnet fandt dog ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at rørlægningen i det konkrete tilfælde ikke ville påvirke naturforholdende i den beskyttede del af vandløbet, hvorfor der ikke var tale om dispensationskrævende tilstandsændringer. Nævnet lagde vægt på, at der opstrøms allerede var udført rørlægning af en strækning på ca. 1.000 m, og at vandløbet ifølge kommunen bar præg af markdræn og septiktankvandoverløb, hvorfor vandløbets kvalitet i forvejen var forringet. Yderligere rørlægning ville ifølge nævnet ikke medføre en afgørende forrykning af tilstanden. Afslutningsvis bemærkede nævnet, at projektet ikke ville beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder for bilag IV-arter.
Kommentar: Klagenævnets forståelse af naturbeskyttelseslovens § 3 forekommer ikke overbevisende og synes at forudsætte, at forbuddet mod tilstandsændringer afhænger af, om ændringen er god eller dårlig for naturen. Der ingen holdepunkter herfor i hverken ordlyden, forarbejder eller nævnets hidtidige praksis, jf. f.eks. MAD 2012.2408 Nmk, MAD 2016.441 Nmk og MRF 2024.44 Mfk samt MRF 2024.281 Mfk, hvor den naturforbedrende virkning af projektet begrundede dispensation, hvilket samtidig understreger, at den naturforbedrende effekt ikke fritager for dispensation fra § 3. Det kan i øvrigt bemærkes, at den ”afgørelse”, som nævnet tog stilling til i denne sag, var af en noget særegen karakter, idet det fremgår af nævnets afgørelse, at ”afgørelsen” reelt var de bemærkninger, som kommunen var fremkommet med under en anden klagesag om VVM-screeningsafgørelsen vedr. samme rørlægning. Normalt vil en kommunes høringssvar ikke kunne anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og det synes heller ikke nærliggende at nå hertil i den konkrete sag, hvor ”afgørelsen” bestod i en konstatering af, at projektet ikke var i strid med naturbeskyttelseslovens § 3. Der er dog andre nyere eksempler fra Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis på en lignende forståelse af afgørelsesbegrebet, jf. MRF 2024.176 Mfk og den i forlængelse af denne afgørelse klagenævnssag MRF 2025.100 Mfk om dispensation efter skovloven uden forudgående VVM-screening. Som anført i kommentaren til førstnævnte afgørelse er resultatet dog lettere at forstå i denne sag, hvor der var tale om en afklaring af forholdet til miljøvurderingsloven, hvilket var en forudsætning for den påklagede dispensation efter skovloven. Det kan i øvrigt oplyses, at Miljø- og Fødevareklagenævnet den 29. april 2025 stadfæstede kommunens VVM-screeningsafgørelse (j.nr. 24/03355). Selve rørlægningen vil i øvrigt kræve en afgørelse efter vandløbslovens §§ 16 og 17, og en sådan afgørelse kan muligvis indeholde en indirekte afgørelse om, at rørlægningen ikke kræver dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, som vil kunne påklages til nævnet, men en sådan afgørelse ses ikke at være påklaget til nævnet i den konkrete sag.