MRF 2025.54
EU-Domstolens dom af 1. august 2025, 10. afd., sag C-461/24, Asociación Petón do Lobo
VVM-direktivet er ikke til hinder for en national lovgivning, hvorefter høring af den berørte offentlighed om projektet og miljøkonsekvensrapporten sker samtidig med høring af andre myndigheder, selv om dette betyder, at den berørte offentlighed ikke bliver hørt om andre myndigheders høringssvar vedrørende projektet, inden der meddeles VVM-tilladelse.
Baggrunden for sagen var, at selskabet Eurus Desarrollos Renovables i 2017 ansøgte myndighederne i den spanske region Galicien om tilladelse til etablering af en vindmøllepark og i den forbindelse fremsendte en miljøkonsekvensrapport. Efterfølgende gennemførte den kompetente spanske myndighed en høring af den berørte offentlighed og gennemførte samtidig høring af berørte myndigheder inden for bl.a. skov, vand, natur- og kulturarv, turisme og elektricitet. Efter høringen udstedte den kompetente myndighed den 17. juni 2022 en miljøkonsekvenserklæring. Den 30. juni 2022 udstedte myndigheden en VVM-tilladelse, hvis gyldighed blev indbragt for de spanske domstole af en miljøorganisation, der bl.a. gjorde gældende, at høringssvarene fra de spanske myndigheder skulle have været i offentlig høring. Dette førte til præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkning af VVM-direktivets art. 6. EU-Domstolen lagde med henvisning til sag C-463/20 (MRF 2022.11) til grund, at VVM-direktivets art. 6 om høring indebærer, at den offentlige høring skal omfatte miljøkonsekvensrapporten og de oplysninger, der tjener som grundlag for høring af den berørte offentlighed efter VVM-direktivet, og at dette skal ske på et tidspunkt, hvor alle muligheder stadig står åbne (pr. 39-40). Men samtidig fremgår af VVM-direktivets art. 6(1), at alle berørte myndigheder skal have mulighed for at kommentere bygherrens ansøgning om projektet, og direktivet indeholder ingen bestemmelser om, hvornår denne høring af andre myndigheder skal ske (pr. 43-44). EU-Domstolen fastslog herefter, at selv om det kan være påkrævet, at berørte myndigheders udtalelser har et indhold, så oplysningerne må anses for omfattet af VVM-direktivets art. 6(3)(b) om den berørte offentligheds adgang til de vigtigste rapporter og anbefalinger, kan det ikke udledes heraf, at udtalelserne under alle omstændigheder skal indgå i høringen af den berørte offentlighed, da dette efter VVM-direktivet er overladt til medlemsstaterne (pr. 48-50). Supplerende henviste EU-Domstolen til, at den berørte offentlighed skal have en høringsfrist på mindst 30 dage vedrørende ansøgning og miljøkonsekvensrapport, og at den berørte offentlighed har mulighed for at få adgang til de senere oplysninger i form af bl.a. høringssvar fra berørte myndigheder. På denne baggrund fastslog EU-Domstolen, at VVM-direktivet ikke er til hinder for en national lovgivning, hvor høring af den berørte offentlighed sker samtidig med høring af de myndigheder, som pga. deres særlige ansvar på miljøområdet eller deres lokale og regionale kompetence kan forventes at blive berørt af et ansøgt projekt, uden at den berørte offentlighed efterfølgende har ret til over for den eller de myndighed(er), der meddeler VVM-tilladelse, at fremsætte sine bemærkninger til høringssvar fra de hørte myndigheder.
Kommentar: Dommen må tages som en understregning af, at de berørte myndigheders høringssvar ikke er omfattet af den offentlige høring. Dette må dog sammenholdes med sag C-535/18 (MRF 2020.5), hvorefter bl.a. påvirkning af vandmiljøet skal være belyst i miljøkonsekvensrapporten, og sag C-166/22 (MRF 2023.101), hvorefter en fravigelse af beskyttelsen af bilag IV-arter i medfør af habitatdirektivets art. 16 vil kræve en ny offentlig høring, hvis dette ikke indgår i miljøkonsekvensrapporten under VVM-direktivet, samt med sag C-290/03, Barker, hvorefter der skal ske screening af ændringer i det ansøgte projekt, såfremt ændringerne kan have skadelig virkning. Det kan undre, at EU-Domstolen ikke selv refererer til de tre domme, men med denne præcisering, må dommen ses på linje med hidtidig praksis. Dommen vil derfor ikke kræve ændring af hidtidig dansk praksis.