MRF 2025.56
EU-Domstolens dom af 23. oktober 2025, 1. afd., de forenede sager C-221/24 og C-222/24, Naturvårdsverket
Når afsendelsesmyndigheden selv tilbagetager affald fra en ulovlig affaldsoverførsel efter affaldstransportforordningen, har myndigheden pligt til at bortskaffe eller nyttiggøre affaldet. Dette er ikke en krænkelse af ejendomsretten efter chartrets art. 17, da afsenderen af den ulovlige affaldsoverførsel har ret til selv at tilbagetage affaldet, hvis dette kan ske forsvarligt, og afsenderen har krav på prøvelse af, om der er tale om ulovlig affaldsoverførsel.
Sagen omhandlede reglerne om tilbagetagelse ved ulovlig affaldsoverførsel efter art. 24 i forordning 1013/2006 om overførsel af affald. Baggrunden for sagen var to forløb, hvor UQ i det ene havde afsendt en container med køretøjer og elektroniske produkter til Cameroun, som de belgiske myndigheder efter anmodning fra de svenske myndigheder stoppede ved anløb af belgisk havn. De svenske myndigheder mente, at der var tale om ulovlig affaldsoverførsel, og pålagde UQ at returnere containeren til Sverige. UQ bestred, at der var tale om affald, men bad de svenske myndigheder om at tage containeren tilbage. I det andet sagsforløb var IC afsender af en container med køretøjer, møbler, tøj og legetøj til Congo. Undervejs inspicerede de tyske myndigheder containeren og mente, at der var tale om affald og dermed en ulovlig affaldsoverførsel, der ikke var anmeldt, hvilket de svenske myndigheder tilsluttede sig og pålagde IC at returnere affaldet til Sverige, hvilket IC nægtede. På de svenske myndigheders foranledning blev affaldet herefter returneret til Sverige, hvorefter myndighederne bortskaffede og nyttiggjorde affaldet. UQ og IC anlagde sager mod myndighederne for de svenske domstole, hvor de bl.a. gjorde gældende, at de svenske myndigheder ikke havde hjemmel i affaldstransportforordningens art. 24 til at bortskaffe og nyttiggøre de påståede affald, da dette fratog UQ henholdsvis IC deres ejendom i strid med beskyttelsen af den private ejendomsret efter EMRK 1. tillægsprotokol, art. 1 og art. 17 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Sagsøgerne fik medhold i første instans, men dommene blev anket, hvilket gav anledning til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen fra den svenske appeldomstol i miljøsager vedrørende fortolkning af forordningens art. 24 og foreneligheden med ejendomsretten. EU-Domstolen fandt, at forordningens art. 24 om tilbageførsel af ulovligt overført affald skal fortolkes sådan, at afsendelsesmyndigheden kun kan tilbagetage affald, hvis afsenderen ikke selv vil eller kan sikre en tilbagetagelse og forsvarlig bortskaffelse eller nyttiggørelse af affaldet. Hvis afsendelsesmyndigheden tager affaldet tilbage, har myndigheden pligt til at nyttiggøre og bortskaffe affaldet og kan ikke overdrage det til afsenderen, som har givet afkald på at stå for tilbagetagelsen, da der i så fald er risiko for, at affaldet på ny bliver overført ulovligt eller forbliver ubehandlet i strid med affaldsreglernes formål (pr. 54). Herefter lagde EU-Domstolen til grund, at chartrets art. 17 indeholder tre grundlæggende normer, hvor første del er en generel beskyttelse af ejendomsretten, anden del vedrører berøvelse af ejendom og tredje del regulering af ejendomsrettens anvendelse af hensyn til almenvellet (pr. 59). Herefter lagde EU-Domstolen til grund, at forordningens regler om afsendermyndighedens tilbagetagelse af affald må anses for en regulering af anvendelsen af ejendomsretten og ikke en fratagelse af ejendom, da afsenderen har mulighed for selv at opfylde forpligtelsen (pr. 62). Herefter fandt EU-Domstolen, at afsendelsesmyndighedens nyttiggørelse og bortskaffelse af det tilbagetagne affald er en egnet foranstaltning til at beskytte miljøet og menneskers sundhed, og at en mulighed for at lade afsenderen selv forestå nyttiggørelse henholdsvis bortskaffelse af affaldet under afsendelsesmyndighedens kontrol ikke udgør en egnet foranstaltning til at beskytte miljøet, da afsenderens manglende vilje til selv at tilbagetage affaldet giver anledning til alvorlig tvivl om afsenderes vilje og evne til at nyttiggøre eller bortskaffe affaldet (pr. 69). Domstolen lagde herefter vægt på, at de med forordningen hjemlede indgreb i ejendomsretten er begrænsede og kontrollerede og ikke betyder, at afsenderen helt mester sine rettigheder over affaldet, og at den foreliggende sag samtidig illustrerer, at indgrebet er undergivet en effektiv domstolskontrol, hvorunder afsenderen har mulighed for at prøve, om der faktisk var tale om affald (pr. 72-74). EU-Domstolen konkluderede derfor, at der ikke med det fremlagte var rejst tvivl om gyldigheden af forordningens art. 24.
Kommentar: De faktiske omstændigheder omkring de i denne sag omhandlede affaldsoverførsler er kun summarisk gengivet i dommen, men det er muligt, at afsenderne for begge overførsler var velgørenhedsorganisationer, hvilket kan forklare, at afsenderne i begge tilfælde gjorde ejendomsretten gældende. Om dette er tilfældet, ændrer imidlertid ikke ved, at reglerne om overførsel af affald også gælder for sådanne donationer af brugt lejetøj, møbler, køretøjer og elektronisk udstyr, og at det er definitionen af affald i EU’s affaldsdirektiv, der er bestemmende for, om der er tale om overførsel af anmeldelsespligtigt affald. Selv om ordlyden af affaldstransportforordningens art. 24 ikke udtrykkeligt anfører, at afsendelsesmyndighed kan eller skal bortskaffe eller nyttiggøre affald efter hjemtagelse ved myndighedens foranstaltning, forekommer EU-Domstolens fortolkning overbevisende. Da den svenske domstol tillige var i tvivl om, hvorvidt dette betød, at bestemmelsen var ugyldig som stridende mod ejendomsretten, måtte sagen forelægges EU-Domstolen, der som den eneste kan underkende gyldigheden af EU-retsakter. Se tillige sag C-315/20 (MRF 2021.266) om afslag på tilladelse til udførsel af ikke-farligt affald til nyttiggørelse og sag C-188/23 (MRF 2025.1), der vedrørte fortolkning af affaldstransportforordningen efter skibsforlis. Noget andet er, at den vidtgående fortolkning af affaldsbegrebet kan give problemer i forbindelse med returnering af mangelfulde varer og indirekte kan spænde ben for nye metoder for genanvendelse, som det er nærmere uddybet i Pagh: TfM 2019, s. 363 om affaldsreguleringens dilemmaer. I forhold til beskyttelse af ejendomsretten efter chartrets art. 17 og EMRK 1. tillægsprotokol, art. 1, kan for en uddybning af retstilstanden henvises til præmis 146-159 i sag C-254/23 (MRF 2025.52). Særligt for så vidt angår ovenstående sag kan det bemærkes, at EU-Domstolens henvisning i præmis 74 til den effektive domstolsprøvelse som led i begrundelsen for, at der ikke forelå en krænkelse af chartrets art. 17, må forstås sådan, at den såkaldte proceduredrejning, der især i de senere år har kunnet spores i EMD’s praksis om EMRK, også vil være relevant i relation til de tilsvarende rettigheder efter EU’s charter. Om proceduredrejningen i EMD-praksis se Halleskov m.fl., Nogle bemærkninger om de retlige rammer for anvendelsen af EMRK i dansk ret – med særlig fokus på processuelle forpligtelser, U 2025B.27. Med virkning fra maj 2026 bliver reglerne om tilbagetagelse af ulovligt overført affald i øvrigt udbygget i artikel 25 i den nye affaldstransportforordning (2024/1157).