MRF 2021.266
EU-Domstolens dom af 11. november 2021, 8. afd., sag C-315/20, Regione Veneto
De italienske myndigheder kunne på baggrund af art. 3(5) i forordning 1013/2006 om overførsel af affald afslå tilladelse til udførsel af mekanisk behandlet blandet ikke-farligt husholdningsaffald til nyttiggørelse som brændsel til energi på cementfabrik i Slovenien, da behandlingen i Italien ikke havde ændret det blandede husholdningsaffalds væsentlige egenskaber.
Sagen drejede sig om reglerne i forordning 1013/2006 om overførsel af affald, der sondrer mellem affald til bortskaffelse, hvor der gælder et nærhedsprincip efter forordningens art. 11, og affald til nyttiggørelse, hvor medlemsstaternes mulighed for at modsætte sig overførsel er mere begrænset, jf. art. 12. Det fremgår imidlertid direkte af forordningens art 3, stk. 5, at overførsel af indsamlet blandet husholdningsaffald anses for affald til bortskaffelse, jf. art. 11(1)(i). Baggrunden for sagen var, at transportselskabet Plan Eco havde indgivet en anmeldelse om overførsel af 2.000 tons blandet ikke-farligt husholdningsaffald til en cementfabrik i Slovenien, hvor affaldet skulle nyttiggøres som brændsel til energifremstilling på fabrikken, idet affaldet havde undergået en forudgående mekanisk behandling i Italien med henblik på medforbrænding. De italienske myndigheder i Venoto meddelte afslag på overførsel med henvisning til, at en overførsel var i modstrid med principperne om nærhed og tilstrækkelig egenkapacitet fastsat i direktiv 2008/98 om affald art. 16. Afslaget blev underkendt af forvaltningsdomstolen i Veneto, men herefter indbragt af myndighederne for Italiens øverste forvaltningsdomstol, der fandt, at sagen krævede en fortolkning fra EU-Domstolen af forordningen om overførsel af affald. EU-Domstolen lagde til grund, at der var enighed om, at den mekaniske behandling i Italien af husholdningsaffaldet ikke havde ændret affaldets oprindelige egenskaber. Da det udtrykkeligt fremgår af forordningens art. 11, sammenholdt med art. 3, stk. 5, at overførsel af blandet ikke-farligt husholdningsaffald skal anses for affald til bortskaffelse, fandt EU-Domstolen, at dette ikke kunne fraviges, når den mekaniske behandling på anlæg i afsenderstaten ikke væsentligt ændrer affaldets oprindelige egenskaber, og at dette gælder, uanset at affaldet var klassificeret med en EAK-kode, der normalt er udtryk for nyttiggørelse. Affaldsoverførslen var derfor omfattet af forordningens art. 11, hvorfor de italienske myndigheder havde mulighed for at modsætte sig overførslen til Slovenien.
Kommentar: Den i dommen omhandlede sondring mellem overførsel af affald til nyttiggørelse henholdsvis til bortskaffelse i en anden medlemsstat rejser ganske mange vanskelige spørgsmål om klassificering og har gennem de seneste 30 år givet anledning til et meget betydeligt antal sager ved EU-Domstolen, der både omfatter sondringen mellem bortskaffelse og nyttiggørelse, men også angår afgrænsningen af affaldsbegrebet i lyset af den øgede mulighed for at udnytte udtjente produkter, som netop er et af målene med den såkaldte cirkulære økonomi, som det illustreres af EU-Domstolens domme i sag C-629/19 (MRF 2020.17) og sag C-654/18 (MRF 2020.6). For en nærmere gennemgang af forordning 1013/2006 om overførsel af affald henvises til Pagh: ’Affaldsregulering’, i Basse (red.): Miljøretten, bd. 3, 2. udg., 2006, s. 220 ff. Artikler, der belyser retspraksis om affaldsbegrebet og sondringen mellem bortskaffelse og nyttiggørelse, omfatter Pagh: U 2002B.25, Egelund Olsen: U 2002B.226, Pagh: TfM 2012.80 samt Pagh: TfM 2019, s. 369. I relation til konkurs opstår der særlige problemer, når kurator ønsker at sælge den del af affaldet, der har økonomisk værdi, se hertil Pagh: TfM 2019, s. 115.