MRF 2020.6
EU-Domstolens dom af 28. maj 2020, 5. afd., sag C-654/18, Interseroh
Overførsel af blandet papiraffald indsamlet i Tyskland til nyttiggørelse på anlæg i Holland var ikke omfattet af den generelle fritagelse for anmeldelse og samtykke efter art. 3(2)(b) i forordning 1013/2006 om overførsel af affald, når det blandede papiraffald kunne henføres til flere af de opregnede papiraffaldsfraktioner i B3020. Overførslen kan dog fritages for anmeldelse efter art. 3(2)(b), hvis myndigheden ikke er i tvivl, om nyttiggørelse kan ske miljømæssigt forsvarligt.
Virksomheden V’s overførsel af papiraffald indsamlet i Tyskland til nyttiggørelse på anlæg i Holland var af de hollandske myndigheder klassificeret som grønt affald, der kunne overføres uden forudgående anmeldelse og samtykke efter forordning nr. 1013/2006 om overførsel af affald. De tyske myndigheder havde klassificeret papiraffaldet som anmeldelsespligtigt, fordi papiraffaldet indeholdt op til 10 % interfererende stoffer (som består af væskekartoner (op til 4%), plastartikler (op til 3%), metaller (op til 0,5%) og andre fremmede materialer (op til 3,5%) såsom glas, sten, tekstiler eller gummi). V anlagde sag mod de tyske myndigheder.
Dette førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen om fortolkning af bilag IX til Baselkonventionen, der udgør en del af forordning nr. 1013/2006 om overførsel af affald, og som i indgang B3020 undtager følgende affaldsfraktioner af skrot, papir og pap fra anmeldelsespligt som grønt affald, når de ikke er blandet med farligt affald: (*) ubleget papir eller pap samt af bølgepapir eller bølgepap; (*) andet papir eller pap, hovedsagelig fremstillet af bleget kemisk masse, ikke gennemfarvet; (*) papir eller pap, hovedsagelig fremstillet af mekanisk masse (f.eks. aviser, blade og lignende tryksager); (*) andre produkter, bl.a. lamineret pap og usorteret skrot. EU-Domstolen lagde til grund, at indgang B3020 skal fortolkes ”således, at det affald, der er opregnet i de fire led i denne indgang, hver især svarer til én type af affald, og at blandinger, der består af affald fra disse forskellige typer, ikke henhører under den nævnte indgang” (præmis 49). Undtagelsen omfatter derfor ikke ”blandet affald bestående af affald, som enkeltvis ville henhøre under disse forskellige led. Sådanne blandinger kan derfor ikke klassificeres på den grønne liste over affald i bilag III til forordning nr. 1013/2006” (præmis 54).
Spørgsmålet var herefter, om det pågældende papiraffald alligevel var undtaget fra forudgående anmeldelse efter forordningen art. 3(2)(b), der omfatter: ”blandet affald, der ikke henhører under en enkelt indgang i bilag III, bestående af to eller flere affaldstyper, der er anført i bilag III, forudsat at dette blandede affalds sammensætning ikke vil indvirke negativt på en miljømæssigt forsvarlig nyttiggørelse, og forudsat, at sådant blandet affald er anført i bilag III A i overensstemmelse med artikel 58”. EU-Domstolen lagde til grund, at denne bestemmelse efterlader medlemsstaterne et skøn (præmis 68), men hvis den nationale myndighed er i tvivl, om det omhandlede blandede affald kan nyttiggøres miljømæssig forsvarlig, skal myndigheden gennemføre den generelle procedure for forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke (præmis 74).
Kommentar: Dommen må anses for relevant for dansk retspraksis, hvor der er ført en del straffesager om, at grønt affald til nyttiggørelse ikke har en renhedsgrad, der opfylder betingelserne for at kunne overføres uden forudgående samtykke fra afsender- og modtagerstat. Til illustration kan nævnes, at i MAD 2019.89 V frifandt landsretten den danske afsendervirksomhed, mens landsretten i MAD 2018.206 V domfældte den danske afsendervirksomhed, idet landsretten i sidstnævnte sag samtidigt afviste, at forskellig praksis i medlemsstaterne kunne begrunde en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, hvilket efter dommen i C-654/18 forekommer at være en tvivlsom fortolkning af TEUF art. 267(3) om forelæggelsespligt. Se tillige MAD 2013.1699 V, hvor der skete domfældelse for lignende forhold, mens der skete frifindelse i MAD 2012.323 V og i MAD 2011.1554 Ø.